Poor Things

Poor Things
Film, USA, 2024
Instruktion: Yorgos Lanthimos
Manus: Tony McNamara efter roman af Alasdair Gray
Med: Emma Stone, Mark Ruffalo, Willem Dafoe, Ramy Youssef m.fl.:
2t 21 m

Der er en særlig type ekstraordinær og mærkværdigt fascinerende film, som der kun kommer én af hvert årti, og Poor Things er en af dem. Hvis man kan forestille sig en blanding af Tim Burton, Terry Gilliam, Caro/Jeunet og Frederico Fellini, kan man måske få en idé om, hvilken oplevelse, der venter en.

Ligesom i Caro/Jeunets De fortabte børns by befinder vi os i en pseudo-fortid med elementer af steampunk og Victoriana, og her også dieselpunk og art nouveau. Vi bliver introduceret til den geniale kirurg skråstreg gale videnskabsmand Godwin Baxter (Dafoe), som er værge for Bella (Stone), en ung kvinde som efter en operation, der reddede hendes liv, har mistet al hukommelse, inklusive det motoriske og sproglige, og skal lære alting fra bar bund ligesom et spædbarn, blot i en voksen krop. Når man ser hendes opførsel i starten, bliver man mindet om den gamle observation om at børn ville være monstre, hvis de var store i stedet for små – hun er virkelig ikke nem. Baxter hyrer derfor en af sine elever, Max McCandles (Youssef) til at hjælpe med hende og samtidig studere hendes fremskridt ned til mindste detalje. For at beskytte Bella, og endnu mere for at kunne studere hende, holder Baxter hende indespærret i sit store hus og underviser hende i alt muligt, blandt andet anatomi via obduktion af afdøde. McCandles indvilliger til at medvirke til dette og knytter snart et bånd til Bella, noget der får Baxter til at foreslå et ægteskab mellem de to, naturligvis på betingelse af at hun aldrig må forlade hjemmet undtagen i beskyttet selskab af Baxter og/eller McCandles.

Denne plan bliver forpurret da Baxters advokat Duncan Wedderburn (Ruffalo), en charmerende levemand og kvindebedårer, bliver betaget af Bellas skønhed og bramfri ligefremhed omkring sin gryende seksualitet. Han overtaler hende til at stikke af sammen, og dermed starter en oplevelses- og dannelsesrejse for Bella, som tager hende rundt i Europa, hvor hun møder mennesker og besøger steder, som udfordrer og former hendes verdenssyn. Hun møder det hele med naiv uvidenhed og nysgerrig fascination blandet med rationel analyse, stærke følelser og en umættelig libido (nogle gange nærmer filmen sig pornografi, dog uden at man direkte ser penetration). Hun bliver præsenteret for dobbeltmoral, kynisme, menneskelig lidelse og diverse livsfilosofier, som hun skærer fra hinanden som en kirurg obducerer et lig, og undervejs vokser hun fra at blive trukket rundt af andre menneskers vilje og lyster til at udvikle stor selvstændighed og stærk selvbestemmelse.

Filmen bliver i høj grad båret af Emma Stones præsentation af den komplekse og omskiftelige Bella, som på én gang udstråler ugraciøs klodsethed, pirrende seksualitet, uskyldighed og skarphed – bestemt en præstation, som bør udløse en Oscar-nomination. Hertil skal lægges filmens usædvanligt smukke lokaliteter, der, som ofte set hos Burton og Gilliam, mere ligner teaterkulisser end noget virkeligt, og der skiftes med stor bevidsthed mellem sort/hvidt og stærke farver. Begge dele bidrager til at give en fornemmelse af absurd uvirkelighed. Bellas kjoler er fabelagtige kreationer med enorme pufærmer, der ligesom resten af filmens dragter er designet af Holly Waddington, og vi bliver præsenteret for luftskibe, dampdrevne hestevogne, kimærer og et enormt krydstogtskib, som ville få Titanic til at dø af misundelse. Alt det opulente gejl trækker dog ikke fra filmens grundlæggende seriøsitet og menneskehedskritik, og det samme gælder Bellas grænseoverskridende handlinger, som på én gang  får en til at grine og forfærdes – for det er jo så rigtigt, alt det forkerte som hun gør.

Poor Things er uden tvivl en film der vil dele vandene, og nogle vil nok afvise den som manisk og effektsøgende ligegyldig underholdning – men selvom der kan være noget om det maniske, effektsøgende og underholdende, er filmen bestemt ikke ligegyldig. For når Bella stiller tilsyneladende naive (men i virkeligheden skarpe) spørgsmål til tingenes tilstand, bliver vi også tvunget til at overveje om verdens normer nu er så rimelige, som vi gør dem til, eller om de i virkeligheden måske er dybt urimelige, Filmuniversets uvirkelighed gør ikke de påtrængende spørgsmål mindre relevante, men sætter dem i stedet på spidsen som H.C. Andersens troldspejl, der udstiller alt det grimme i menneskeheden, som normalt bliver skjult eller hastigt forbigået som noget uundgåeligt. På trods af Bellas lyst til at have sex med stort set alle mænd (og nogle kvinder), er filmen grundlæggende stærkt feministisk, og den kan også, ved at vise uligheden og uretfærdigheden i sit univers, ses som en socialistisk fabel. Trods sine næsten 2½ time virkede filmen ikke for lang for mig. Anbefales stort herfra.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized og tagget . Bogmærk permalinket.

One Response to Poor Things

  1. Tue Sørensen skriver:

    Ja, den er totalt skøn! 10 stjerner ud af 10!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *