Fugl i flammer – Fønix-guilden bind 2
Englenes aske – Fønix-guilden bind 3
Gudernes gøgeunge – Fønix-guilden bind 4
af Martin Riel
Science Fiction Cirklen, 2023
Jeg har valgt at anmelde de tre følgende bind II, III og IV i firebinds serien om Fønix Guilden under et af to grunde.
- Jeg vil ikke risikere at røbe for meget af handlingen.
- Røber jeg alligevel lidt af handlingen, så risikerer jeg, at jeg i et forsøg på at give det jeg skriver mening, starter en lavine.
De, som har læst mine tidligere anmeldelser, vil huske, at jeg bruger kun at gengive forfatterens bagsidetekst for ikke at røbe mere af handlingen, end denne har ønsket.
Det undlader jeg denne gang, for jeg synes, at i tilfældet Fønix Guilden I – IV røber de for meget af handlingen, så du må nøjes med mine neutrale handlingstomme kommentarer.
I de tre følgende bind er der som i bind et smæk for skillingen, for Martin Riel skåner bestemt ikke de karakterer, som han har valgt at følge. De kommer fra flere verdensdele, fra vidt forskellige miljøer og har vidt forskellig baggrund, hvilket giver handlingen en god bredde. Sproget er stadig bramfrit på grænsen til det saftige, og de forskellige handlingsspor er fortsat spændende. Hvor realistisk forfatterens beskrivelse af udviklingen efter en altødelæggende atomkrig så er, skal jeg lade være usagt. Kun er det min oplevelse, at efterhånden som handlingen skrider frem, er det som om krigens rædsler glider i baggrunden og kommer til at ligge i skyggen af nye og meget anderledes problemer for de fire grupper af guild-medlemmer, som vi følger. Romanerne bevæger sig også, i hvert fald i min optik, væk fra egentlig science fiction, idet de mere og mere beskriver noget der, som verden ser ud i dag, desværre kunne ske om nogle få dage.
Sproget i Fønix Guilden er fortsat godt og Martin Riel ’maler’ handlingens tableauer med fine mårhårspensler og en meget detaljeret penselføring, så de hele tiden står tydeligt for læserens indre øje. Men til sidst i bind IV er det som om der bliver taget en meget bredere pensel i brug – nu skal ’billedet’ f. g. være færdigt, og det går ud over detaljer om flere hovedpersoners skæbne.
Serien lægger ud med 300 guild-medlemmer.
At Martin Riel så vælger kun at følge nogle få, det er fint nok, for sådan som deres rejse og dens fortrædeligheder skildres i en detaljerigdom, der i overført betydning kan sammenlignes med guldaldermalernes mesterværker, så ville en tilsvarende detaljeret skildring af alle tre hundrede guild-medlemmers rejse være blevet til et værk af helt uoverskuelige dimensioner.
Men i slutningen synes jeg det går for stærkt. Her savner jeg detaljer om flere af de personer, som vi har fulgt i handlingen. Hvad er deres skæbne? Som nævnt har jeg det fint med, at vi kun følger nogle få guild-medlemmer på deres rejse, men i slutningen ville jeg nu godt have hørt lidt om alle de andre. For eksempel, hvor mange af de oprindelige 300 kommer rent faktisk i mål. Her synes jeg det ville have været fint med en skitse til et sidste tableau. Et tableau, som viser hvilken kurs disse overlevende vil stikke ud for at genskabe sig en tilværelse i den verden, som krigen har ødelagt.
Anmeldt af Johannes Lundstrøm
