Lawman

Lawman
Tegneserie af Erwin Neutzsky-Wulff (Forfatter) og Jørgen Bitsch (Tegner)
Progressive Publishing, 2008

Jeg vil begynde anmeldelsen af Lawman med et lille personligt tilbageblik, for jeg synes det er lidt ironisk, at jeg er endt med at sidde her med et anmeldereksemplar af Lawman af Jørgen Bitch og Erwin Neutzsky-Wulff.

Jeg opdagede Wulff på det lokale bibliotek. Den gang var jeg omkring de sytten, og i årene derefter var hans skriverier i høj grad med til at påvirke mig. Specielt nogen ting han skrev i de to bøger Okkultisme og Magi var med til at jeg begyndte at udforske de mere obskure hjørner af den amerikanske tegneserie- og populærkultur, og se bare hvad det har ført til.

En anden ting jeg lærte af at læse Wulff den gang, var en modvilje mod socialdemokrati, velmenende massebevægelser og politisk korrekthed. Så gik der nogen år, jeg grundlagde min egen karriere (den jeg tjener penge på, ikke den hvor jeg skriver om tegneserier) og derfor fulgte jeg ikke hans omfattende produktion. Stor var min overraskelse derfor, da jeg senere vendte tilbage og opdagede at Wulff nu var ude og markere sig til venstre for midten.

Men egentlig gav det mening, de politiske vinde i Danmark var skiftet og Wulff gør sig bedst i opposition til den herskende ideologi. Hvis man gik det borgerlige Danmark efter i sømmene, var der også grund til bekymring – hvis man havde kastet sit lod ind hos højrefløjen i håb om at det ville give plads til mere frihed og individualisme.

Den frygtede røde indoktrinering blev afløst af en pæn national kanon over alt fra litteratur til passende egnsretter. Politisk korrekthed viste sig at gå fint hånd i hånd med borgerlig pænhed. Individuel tanke og ytringsfrihed viste sig at være mest velkommen hvis den blev vendt ud mod andre lande eller en uspecifik gruppe af indvandrere.

Så selv om vi nok står politisk forskelligt placeret, så må man jo give Neutzsky-Wulff ret i at der i høj grad er brug for nogen herhjemme som taler magten midt imod. Pressen gør det kun sjældent, og i stedet for at grave i dybden med hvad der sker, virker det mere som at se et afsnit af Robinson-ekspeditionen hvor man snakker om alliancer og hvem der bliver stemt hjem næste gang. Og det bringer os så frem til det seneste bud på dette fra den ældre, men bestemt ikke tandløse ulv i Vinstrup.

Lawman starter ud som postbud og hedder egentlig Brian Laumand. Da han bliver bortrationaliseret, på grund af positiv særbehandling af indvandrere, indser han at der er behov for at få ryddet op i det danske samfund. Hans gamle mor på alderdomshjemmet, som mistænkeligt ligner en ældre udgave af Pia Kjærsgaard, syr hans postuniform om til et superheltekostume, og Lawman går i gang med at rydde ud i det blødsødne danske samfunds værste bærme, BZ’ere, narkomaner, muslimer og hvad der ellers findes af ting og sager som den pæne dansker helst er fri for at se på.

Som en personificeret folkesjæl står han skulder ved skulder med statsministeren og kaster sig videre ud i kampen mod terror. Her får han undervejs følgeskab af den ellers så pæne og velmenende Hu-man, en tidligere lektor ved universitetet med alle de rigtige meninger. Det virker som en ulige kamp for samfundets undergravende elementer, kun Kaptajn Anarko virker til at kunne yde værdig modstand.

To ting man godt kunne tro om Lawman er at den er morsom, og at det er en tegneserie om superhelte. Min forventning om at den skulle være morsom, kom nok fra det politiske standup show som Neutzsky-Wulff på et tidspunkt leverede på P.H. Cafeen. Det havde titlen “Politiske Kvæk” (var man ikke til stede eller har fulgt det Wulffske fanzine Bathos, så kan man se hans optræden på YouTube under http://www.youtube.com/watch?v=rX-wytJYEZw). Lawman er politisk satire, og som Jørgen Bitsch selv påpeger, så behøver den ikke at være morsom, og som min kollega Thomas Strømsholt bemærkede på Tegneseriesiden, så skal den gøre ondt. Lawman ligger et sted mellem den dybdegående realisme i fremskrivningen af det danske samfund som Wulff laver i “Verden” og den mere løsslupne tilgang der er i “Politiske kvæk”. Jeg havde nok personligt ønsket mig lidt mere af “Verden” i serien, men der er nok ting man skal hold til i bøgerne, ligesom der er ting der kun lader sig sige i tegneserier.

At Lawman er en serie om superhelte, kunne man godt forledes til at tro. Specielt når man læser Neutzsky-Wulffs forklaringer på nettet om hvorfor genren er noget hø. Hans påstand er at der ikke er kommet noget godt indenfor genren siden 50’erne og at Stan Lee har slået en ellers lovende genre ihjel. Med tanke tilbage på hvor meget han influerede mine valg tidligere, så må jeg sige “Erwin, hvis vi skal males op i det her hjørne sammen, så får vi brug for mere plads”. Jeg synes stadigt der er lyspunkter derude, hvis man graver et spadestik ned under “Crisis of infinite secret invasions”, så er der stadigt folk som Moore, Ellis, Ennis, Morrison og flere andre. Vi er langt fra den subversive undergrund som man havde i min ungdom i 70’erne, men alt er i mine øjne ikke tabt endnu.

Lawman bruger superheltegenren, men hardcore tilhængere af den skal nok forberede sig på, at det ikke er alt de får at se de vil kunne lide. Her er genren vendt på hovedet. Her er en “What-if”, hvor de symboler vi normalt føler vi skal støtte, er i ledtog med det vi ikke helt kan undlade at krumme tæer over. Vi er tættere på The Boys af Garth Ennis, tilsat en industristørrelse dosis ideologi.

Min vurdering af Lawman er, at den, som alt hvad Wulff rører ved, vil være besværlig at komme overens med for læseren. Den vil nok udløse både arrige “arj, helt ærligt, det kan han ikke mene” og mere forstående “øh, nåh ja” undervejs. Langt mindre er der egentlig at sige om de tegninger som Jørgen Bitsch har leveret (hvilket jeg håber at kompensere for med et længere interview med ham på Tegneseriesiden). De er fremragende og af international klasse. Han rammer både superhelte-genren og virkelighedens personer lige på kornet, med små hilsner til Far til fire og Iznogood. Jeg havde lejlighed til at se to manuskriptsider fra Wulff, og med dem i baghovedet kan man virkeligt se hvor godt de to supplerer hinanden. Wulff støber kuglerne, men Jørgen Bitsch har haft meget frie hænder, ikke mindst til de flotte splash-pages hvoraf en del kan ses udstillet i butik Obskur, Oehlenslægersgade 36 på Vesterbro, hvor man også kan se nogen af hans mere erotiske illustrationer til Wulff’s Rum.

Pressematerialet til Lawman kører meget på de samme virkemidler som gamle dags biografer. Man stillede bårer op til de faldne udenfor biograf-lokalet når der skulle vises gyserfilm, så folk fik et ekstra mentalt kick på vejen ind om hvor slemt det nok bliver. “Tør du læse Lawman?” og “Tør I give denne tegneserie til jeres børn?”. På trods af, at jeg idag er en kapitalens lejesvend, så vil jeg sige, at det burde være to gange “ja” til spørgsmålet. Jeg husker selv den rynken på næsen der var, da jeg som skoleelev fandt en marxistisk verdenshistorie i tegneserieform på skolens bibliotek og syntes, at den var da fascinerende fordi den sagde de mest underlige ting. Jeg frygter ikke at vi bliver muslimer og terrorister af at tænke selv og selv vælge hvad vi læser – jeg frygter for hvad der sker når vi holder op med selv at vælge.

Anmeldt af Kent Damgaard i Himmelskibet nr.20

Dette indlæg blev udgivet i Tegneserier og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.