Light Brigade
Tegneserie af Peter J. Tomasi og Peter Snejbjerg, DC Comics 2006, 200 s.
Paperback-udgivelsen af Light Brigade eller Lysbrigaden, som den på mystisk vis kom til at hedde i den danske udgivelse, har ikke så meget at gøre med dette nummers tema om science fiction. Men da vi er meget tæt på Fantasticon 2009, hvor Peter Snejbjerg er en af gæsterne, blev redaktøren og jeg enige om at Himmelskibet burde indeholde en eller anden form for omtale af ham.
På overfladen starter Light Brigade som en krigshistorie. Vi er i Belgien under Anden Verdenskrig. En gruppe amerikanske soldater ligger gravet ned i improviserede skyttegrave i en kirkegård, vel vidende at de nok nærmer sig afslutningen på den store krig, men også klar over at de er langt færre tilbage nu end da de gik i land på Omaha Beach i Normandiet.
Skildringen af forholdene er nøgtern og uglorværdig, som skildringen af krig efter min mening bør være. Den kan være nødvendig, men det gør den ikke nødvendigvis smuk eller heroisk. Det heroiske kommer af de folk der ser galskaben og grusomhederne og trods det kæmper videre, måske for dem derhjemme, men nok snarere fordi de er der, ikke har noget valg og ikke mindst fordi de gerne vil holde sig i live længe nok til at nå hjem igen.
Men under overfladen er tingene ikke som i en normal krigsfortælling. En numerisk overlegen deling af tyske soldater nærmer sig, og viser sig at være nærmest umulige at slå ihjel. De ligner de nazister som hovedpersonerne er sendt ud for at bekæmpe, men der er noget overnaturligt ved dem.
For der er ikke bare krig i verden, der er krig i den overnaturlige verden. I dette tilfælde med rødder helt tilbage til de apokryfe skrifter. For længe siden sendte Gud sine engle til jorden for at at bekæmpe de onde væsener som Satan sendte ud for at fordærve os syndere. Men nogle af dem fandt behag i menneskenes døtre og avlede en ny race med dem, Nephilim.
Blandingen af mennesker og engle faldt ikke i god jord hos skaberguden, så derfor sendte han en syndflod for at fjerne denne verderstyggelighed. Men det er ikke bare mus og mænd, men også guddommelige væsener der nogle gange kan lægge planer der ikke går som ventet. Ihvertfald lykkes det ikke gennem den verdensomspændende syndflod at få has på Nephilim.
I stedet er de stadig her på Jorden flere tusinde år senere med en plan om at storme himlens porte, en plan som vore hovedpersoner bliver rekrutteret til at forpurre.
Midt i denne overnaturlige konfrontation møder vi soldaten Chris Stavros, som lige har fået at vide at et biluheld har taget livet af hans kone og efterladt hans lille søn tilbage i staterne uden nogen til at tage sig af ham. Normalt siger man at der ikke er nogle ateister i et skyttehul, men Stavros har mistet sin tro, så selv da det overnaturlige begynder at vise sig for øjnene af ham er han skeptisk.
Stavros bliver derfor den mest spændende person i bogen at følge – vil hans valg af ikke at acceptere det der sker for ham som “Guds vilje” føre ham igennem, eller har Tomasi sat ham op som et stråmands-argument for at kunne føre en spirituel pointe igennem? Hvad det ender med skal ikke afsløres her.
Enten man tror eller ej, så er Tomasi og Snejbjergs fortælling flot og vellavet. Det kan virke lidt grotesk at bruge et udtryk som “flot” om en krigsserie, men jeg synes at Peter Snejbjerg gør et perfekt arbejde med at skabe den rette stemning, både når det gælder de beskidte og fatale træfninger mellem de almindelige soldater og de mere storladne spirituelle elementer.
Tomasi skruer en velfortalt historie sammen, som i bedste krigsroman-stil sætter et kompagni af meget forskellige soldater sammen der ender med at supplere hinanden. De religiøse aspekter af fortællingen kan være lidt sværere at håndtere. Jeg vil vove den påstand at hvis en tilsvarende historie var kommet på markedet fra en forfatter med muslimsk baggrund, så havde der lydt et ramaskrig om forherligelse af hellig krig.
Men nu tilhører Tomasis historie jo den mere “acceptable” gren af de mellemøstlige religioner, så derfor slipper den med bemærkninger som “The evil is evil and the good is good in Tomasi’s well-paced tale”, som anmelderen fra Variety er citeret for på bagsiden af den amerikanske udgave.
Personligt kunne jeg godt have tænkt mig at der var lidt mere af den moralske tvetydighed man finder i så mange andre amerikanske serier der inkorporerer den store strid mellem Himmel og Helvede i deres handling. Men trods mine ideologiske forbehold, så følte jeg mig ganske godt underholdt under læsningen.
Anmeldt af Kent Damgaard i Himmelskibet nr.21
