Dean Vincent Carter: Djævelens Hånd

Djævelens Hånd
Roman af Dean Vincent Carter
Sesam 2006
252 sider, 279 kr.

Ashley arbejder på magasinet Missing Link, et magasin der skriver om naturens særheder og vanskabninger. Han er blevet kontaktet af Mather der påstår han har en helt unik kæmpemyg. Mather bor alene på en ø med sin myg, og Ashley tager af sted for at dække historien. Myggen er et monster med et vingefang på 20 cm og en krop på størrelse med en knytnæve. Det viser sig dog snart at Mather blot brugte myggen for at lokke Ashley ud til øen, hvor han har makabre planer med ham.

Bogen lægger ud med at handle om en asiatisk myte om en kvinde der er blevet forvandlet til en kæmpemyg med en umådelig blodtørst på jagt efter blodet fra den der forbandede hende. Bogen indledes med et Lovecraft-citat (fra ”The Call of Cthulhu”), der handler om at der er ting i verden vi ikke formår at fatte, hvilket passer godt med den myte bogen i starten handler om. Hovedparten af bogen handler dog mere om Ashleys forsøg på at undslippe Mathers morbide og drabelige eksperimenter. Eksperimenterne får det til at virke som om den inspiration der er hentet hos Lovecraft er fra novellen ”Re-Animator” (en bygning hvor Mather bor, var også tidligere beboet af en Hr. West).

Bogen henvender sig mere til fans af film som Hostel end til Weird Fiction fans. Bort set fra stilskiftet fra mytologi til morbiditet er handlingen meget forudsigelig og ret uinteressant.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.17

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Horror, Roman og tagget , , , . Bogmærk permalinket.