Megalex nr. 1-3
Alexandro Jodorowsky og Fred Beltran
Tegneserie, Arboris 1999-2008
Alexandro Jodorowsky har officielt mistet forstanden. Ja. Igen.
Aldrig i mit liv har jeg set en serie med så stor friktion i mellem de forskellige tråde i handlingen. Men er det så godt eller skidt? Well, det er godt og skidt. Så, hvad handler den om? Boy, is that the million dollar question! I bind 1 får vi præsenteret planeten Megalex, styret af en ond konge, dronning og prinsesse, og den er så godt som totalt dækket med ens huse, befolket af kloner – men lidt natur holder stadig stand, Asterix-style. En klon (kaldet Afvigeren) bliver mislykket og må flygte. Men planeten er også truet af mærkelige væsener udefra. Okay. Teknologi mod natur – ret plat og set mange gange før (NB: Det teknologiske og kolde herredømme foretrækker stadig lærerinder med enorme babser). I bind 2 lægger det ud med at lege terrorister-eller-frihedskæmpere. Hvorefter vi erfarer at der er et magisk eventyrrige i midten af planeten, styret af en gammel fyr, hans talende ulv og hans brors spøgelse. Pusterør kan dræbe højt avancerede robotter. Zerain, ”den pukkelryggede engel”, introduceres, som er ulykkeligt forelsket i den onde prinsesse Kavatah, som selv lider pga. en forbandelse. Afvigeren bliver brugt som et ridedyr i en duel mod sumo-brydere. Tegneserien svinger fra plat til AWESOME. I bind 3 viser det sig at hele planetens ulykkelige situation skyldes en helvedesmaskine skabt for at stoppe en ond Messias, som dog for længst var skredet, hvilket gjorde deres horrible løsning morsomt unødvendig. Der er også incest, hvorefter alle slutter fred og er glade. Slut. Okaaaay. Hvad fanden var det lige, jeg læste? Jodorowsky har ladet sig inspirere af sin egen måde at skrive John Difool på: Vi starter ud med et relativt simpelt scenarie i en science fiction-baseret verden (i Jodorowsky-forstand. Bær lidt over med mig, ikke?), derefter hældes der på med religiøs mysticisme. Handlingen springer lidt rundt fra lokation til lokation, og karakterene starter i ét hjørne for at ende i et andet (og derudover så ændres også på hjørnernes vinkler). Den basale forskel på de to serier består i, at i John Difool er alle personerne flertydige og interessante – og selv om der er virkeligt mange af dem, kan man ret hurtigt beskrive hvad hver enkelt af dem står for. Det er meget sværere med personerne i Megalex, og det er ikke fordi de er mere komplekse, men blot fordi vi får mindre at vide om dem. John Difool var handlingsmæssigt mere sær end dette, med f.eks. de underlige vismænd på Jorden som vi aldrig fik at vide hvor kom fra, men de temaer der blev taget op om tro og kærlighed, var til at forstå. I Megalex’ tilfælde, har jeg ikke clue one om hvad der foregår. Men selv om det er et kaos af dimensioner, er det noget smukt kaos. Der er, så vidt jeg kan se, digital farvelægning i de første to bind. Det er lidt stift, men det er ret interessant (det sidste bind er mere konventionelt farvelagt, og af den grund mere dynamisk at se på). Det er også fuldt berettiget at sige at alle de enkelte scener i sig selv er enten morsomme, spændende, flotte eller sexede… problemet opstår først når man tænker over det, hvilket man før eller senere bliver nødt til.
Ergo: Jeg havde en god læseoplevelse, men det er stadig noget bras. Jeg arbejder på at forstå hvordan det overhovedet er muligt.
Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.21
