Manga Messias
Kumai, Hidenori m. fl.
Bibelselskabet 2008 288 sider.
Manga-biblen
Siku/Akinsiku
Kristeligt Dagblad 2008
218 sider.
Dette kan sådan set kun blive episk. Hele Biblen mod Det Ny Testamente. Storbritannien/Nigeria mod Japan. Sort-hvid mod farve. Kristeligt Dagblad mod Bibelselskabet.
Skulle man skrive om hvilken udgivelse der forkynder stoffet bedst, er alene selve disponeringen af stoffet et meget stort emne. Da jeg ikke regner med at det er dét dette blads læsere vil høre om, vil jeg nøjes med at anmelde dem som tegneserier, slet og ret.
Manga Messias holder sig til meget tæt til den ”typiske” manga- stil – den er så anonym som den kan blive. Jeg havde håbet på at en så speciel fortælling ville blive givet et virkeligt særligt udtryk, men jeg kan godt se at et enkelt udtryk faktisk er gavnligt hvis læserne er børn.
Desuden er der en perlerække af meget flotte billeder, hvor lyset virkelig skinner. Det er en god effekt. Hvis I skulle have lyst til at se på den, så kig på side 30 (de tre vise mænd), s. 112 (helbredelsen af en spedalsk), 244 (Jesus træder slagen under fode) – og himlen på allersidste side af fortællingen. Det viser at computere kan være et nyttigt værktøj for tegnere.
Uheldigvis er der også megen sjusk. Se side 76, 79 og 100 (manglende eller ufærdige ansigter, der ikke kan forklares af manga-stilen!), og de grimt, skitse- agtigt tegnede farisæerere på side 49, 118f., 125, 146 etc. Det er synd og skam for et ellers udmærket stykke håndværk.
Hele miljøet og alle dragterne virker autentiske nok – netop derfor er det lidt underligt at alle disse mellemøstlige folk ser temmelig vesterlandske ud. Måske bortset fra dem der har lilla hårog sjove øjenfarver, ligesom man er vant til det fra anden manga/anime. Men gør det noget? Nej! Tværtimod er det lidt ærgerligt at manga-stilen ikke er blevet udnyttet mere, til at forsyne historien med action og flere sprælske indfald, såsom hvor Johannes står og råber i mikrofon, for gennemslagskraft over for de andre disciple. Det jeg siger, er: Der er intet i vejen med stilen – det havde blot været rart at se noget virkeligt anderledes, når denne tegneserie jo nu er fra orienten. Men måske var den også virkelig anderledes for det japanske publikum?
Ét sted hvor der dog helt klart er tale om spildt potentiale, er lignelserne. Der er ikke noget som lige netop dém, hvor der er mulighed for at gå helt amok som tegner. Og hvordan er dét så kommunikeret? Jo, bortset fra nogle få steder, hvor de illustreret med den slags nuttede tegninger som japanerne bruger til pædagogik, så er lignelserne illustreret med at Jesus står og taler. Igen er der intet i vejen med det, det er bare synd og skam at formatet ikke udnyttes mere.
Manga Messias er på alle måder effektivt nok kommunikeret. En teolog ville nok sætte spørgsmålstegn ved prioriteringen af stoffet, der er f.eks. flere versioner af samme historie gengivet, og kronologien er ændret nogle steder, men hele vejen i margenen står der hvor i testamenterne historierne er taget fra, så det vil næppe irritere selv den fundamentalistiske kristne.
Alt i alt: En udmærket tegneserie.
Men når overskriften på forsiden er: ”Er han kommet for at redde verden… eller for at udslette den?”, havde jeg nok forventet at historien var blevet fortalt fra en vinkel hvor man virkelig var i tvivl om det, og når der på bagsiden står: ”Tør du læse denne fortælling, selv hvis den ændrer dit liv for altid?”, så havde jeg selvfølgelig én eller anden forhåbning om at den ville skille sig mere ud fra mængden.
Den kristne indfaldsvinkel, er: Det er Biblen – det skal være noget særligt.
Hvis man vil læse noget virkelig, virkelig anderledes, så skal man læse Manga-biblen. Og dette kommer fra én hvis første indgangsvinkel til kristendommen var ”Super-Book”!
Den er tegnet og fortalt af et nigeriansk-britisk makkerpar, så det er på én og samme tid en vestlig tolkning af manga-stilen, samtidig med at begge er afrikanske. Jeg kan slet ikke se at det er manga. Det er sit helt eget, og dét er fantastisk. Bare se på farvespillet på forsiden! Og selv om den ikke er i farver, så er der massevis af fantastiske illustrationer inden i: Kain og syndens hånd (s. 17), og ikke mindst Johannes Åbenbaring (198f.) hvor lyseffekten – i sorthvid! – er fremragende.
De skitse-agtige tegninger er meget dynamiske og hjælper virkelig fortællingen frem, men noget af tiden ser det desværre sjusket ud, og der er også nogle forvirrende billeder, såsom flugten fra Sodoma (s. 27), hvor englene ligner Nazgul der jagter Lot, og hvor Moses deler vandene (s. 43f.), kan jeg slet ikke se at det skal være vand.
Alle de steder hvor der er lignelser, kommer en anden mere ”komisk” stil ind, gerne med moderne beklædning (de onde vinbønder s. 170, er klart den bedste). Dette skaber en distance i selve teksten, der understreger at der er tale om allegorier. Den lejlighedsvise humor gør at det ikke virker moraliserende.
Men hvor meget godt der end er at sige om talrige passager i tegneserien, er der ét enormt problem.
Når man vil have Biblen omsat til manga, og sætter et meget lavt antal sider som maksimum, er det vel fordi man vil appellere til de yngre generationer, og deres manglende tålmod.
Metoden står desværre blot til hinder for målet: Jeg anser mig selv for at være temmelig kvik, og jeg har også et godt kendskab til Biblen af en lægmand at være. Og denne bog forvirrer mig virkelig. Jeg bladrede videre for at se hvad tegneren nu havde fundet på, men jeg var noget så grusomt i vildrede om hvad der overhovedet foregik. Det er et rigtigt dårligt tegn.
Det er en imponerende, visuel tour de force… men som en samlet fortælling falder den til jorden.
Man kan sige at de to tegneserier komplementerer hinanden, eftersom begge, trods deres mangler, stadig er læseværdige. Manga Messias har handlingen, Manga-biblen har billederne.
Til forældre der gerne vil have at deres børn får noget af stoffet på rygraden, om ikke andet end så for at blive klogere på hvad vores kulturs rødder er, er Manga Messias fin, men almindelig.
Til tegneseriefans i al almindelighed, er Manga-biblen et kig værd, alene pga. dens egenartethed, men den kræver stort tålmod.
Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.20
