Slutstrand

Slutstrand
Teaterstykke 2009.
Manuskript: Nicolas Bro
Instruktion: Christoffer Berdal
Scenografi: Mia Stensgaard
med Ellen Hillingsø, Elsebeth Steentoft, Bodil Jørgensen, Birgitte Hjort Sørensen, Anne Vester Høyer, Kirsten Peüliche, Tina Gylling Mortensen og Frederikke Lyster.
Gik på Kaleidoskop/K1.

Science fiction på en scene er ikke noget man ser så ofte, men det hænder da. Måske virker det lidt afskrækkende at skulle lave troværdige kulisser til det. Men når Wagner kan have en drage med i sin opera, hvorfor så ikke et rumskib på scenen? Hvis jeg selv skal svare, så er det måske fordi dragen kan fortolkes på mange måder, og publikum har nemt ved at opfatte dragen som symbolsk, mens et rumskib i science fiction normalt skal opfattes ganske konkret, selv om det kan have symbolske overtoner. Så hvor en papmache-drage eller en ”drage” der er en mand i en hvid kittel, går an med Wagner, vil et rumskib, der ikke er et rumskib, bare være uforståeligt, mens et papmache-rumskib formentlig vil fremkalde utilsigtet latter. Og apropos det, så var der en af dem der sad nede foran til den forestilling jeg overværede som grinede hysterisk gennem store dele af forestillingen, uden hensyn til hvad hensigten med det der foregik på scenen var.

Men Nicolas Bro undgår helt rumskib-problemet ved at lade sit stykke foregå i en dystoptisk fremtid. Det vil sige at science fiction- elementet består i at handlingen foregår i fremtiden og ikke så meget i teknologi. Dystopi er måske så meget sagt: Det der er sket er at alle mænd er døde for 33 år siden. Den geniale forsker ”Mother” har formået at skabe otte børn – alle kvinder – tre år efter katastrofen, men ellers er der ingen nye mennesker født siden. ”Mother” har også formået at redde nogle kønsskifteopererede mænd, dvs. de er nu kvinder, men bortset fra det, er der ingen mænd tilbage i verden. Hvad der blevet af de kønsskifteopererede kvinder, melder historien så vidt jeg husker intet om.

Det som har udryddet mændene, er en virus. Siden katastrofen har ”Mother” og hendes assistent Kim – en af de kønsskifteopererede hun reddede – arbejdet for at finde en kur så mændene kan genskabes. Men det har været forgæves, og ved forestillingens start er ”Mother” død. Vi befinder os da i byen New Stockholm. Der er tale om et utopisk samfund hvor kvinderne lever i fred og kun har brug for et korps af sortklædte ”sorgbearbejdere” til at holde orden i samfundet. Der er indført nogle følelsesmæssige rettigheder for alle, hvoraf vi hører om nogle stykker, så som retten til at finde oplysninger om sin far. Som nævnt er der jo kun født otte mennesker siden katastrofen, og det har ikke været muligt at skabe nye mennesker uden mændene, dvs. alle har en far som er død.

Slutstrand starter med at ”Mother” er død. Hele nationen sørger over det. Vi ser dog kun hendes assistent Kim og en af de otte af ”Mother”s børn Eva. Gennem dem får vi fortalt hvad det er der foregår. Dels hvad jeg lige har fortalt og dels at Evas far er en mand ved navn Joseph, der havde været død i mange år da katastrofen indtrådte, mens hvis sæd åbenbart var den eneste der havde overlevet. Og da vi får mandens efternavn, kan vi begynde at ane at det utopiske kvindesamfund ikke får lov at vare stykket ud: Eva taler pænt om sin far, mens Kim fortæller hende at han var en gal massemorder. Stalin, var hans efternavn.

I resten af første akt trænger krisen sig mere og mere på: ”Mother”s otte børn blev sendt ud i verden mens de var små, og i Afrika har Evas søster Lillith skabt en militærstat som truer med at invadere New Stockholm. Politikeren Bergman prøver at forhandle en fred igennem, men det går helt galt (i en scene hvor overnævnte publikums latter ikke var helt malplaceret). I andet akt får vi så enden på det hele, New Stockholm i særdeleshed og mennesket som sådan i almindelighed. Titlen på stykket referer til den sidste scene der foregår på en strand, i et flashback fra ganske kort tid før ”Mother” døde, med ”Mother” og Kim som de eneste der er til stede på scenen.

Mit generelle indtryk af Slutstrand er at det er et noget forvirret stykke. Der er lidt af det hele: Tragedie, komedie, lange monologer, skarpt tegnede personer, dybsindige tanker og knapt så dybe tanker. Det er bevægelsen fra det stærkt dramatiske til det meget symbolske og langt ude filosoferende jeg har et problem med. I andet akt blandes der for eksempel nogle metabetragtninger over skuespillet selv ind i dialogen. Det hører til hvad jeg vil kalde overflødigt fedt på en forestilling, der i øvrigt har noget helt andet at fortælle end hvad et teater er.

I virkeligheden er det mændene det hele handler om, selv om der ingen mænd optræder i forestillingen. Som det siges flere gange, så er det en andens blik på sig selv som kvinderne savner, når de ikke har mændene: De ved ikke hvad det vil sige at være kvinder uden mændene til sammenligning. Og på samme måde kan publikum netop se hvad mændene er, ved at se hvad der mangler. Og hvad der ikke mangler. Kim, der jo var født som mand, viser sig at være noget af en gal videnskabs m/k. Det er så desværre noget som Slutstrand har som en del af sit budskab: Det er videnskabens manipuleren med os selv, der skaber al ulykken. For mig ikke så lidt af en kliche og desuden noget vrøvl: Uden videnskaben ville vi leve i snit 30 år og være plaget af alverdens sygdomme undervejs, som videnskaben har formået at fjerne ved at manipulere med vores immunsystem m.m.

Teknisk set fungerede det hele som smurt. Der er tre huse pakket ind i plastic på scenegulvet, og de åbnes og bruges lidt ad gangen i de forskellige scener. Scenerne skifter mellem forskellige skuespillere – nogle går igen, andre forsvinder ud af stykket. Der er personer og begivenheder vi kun hører om, som alligevel står helt klart for os. Scene for scene er det et rigtig godt stykke med mange interessante betragtninger, farverige og ofte godt tegnede personer, samt velformulerede replikker. Så det er lidt ærgerligt med de store udsving scenerne imellem. Hård science fiction er det bestemt heller ikke, men den til tider lidt løse omgang med naturvidenskaben kan jeg nu godt tilgive Nicolas Bro. Man må håbe at han eller andre talentfulde danske dramatikere har endnu mere at byde på i science fictiongenren. Og at publikum gider at se det: Der var vel kun ca. 1/3 fyldt i teateret til den forestilling jeg var til. Ikke mange flere end skuespillerne, der i øvrigt alle leverede et godt stykke arbejde. Men det er vel science fictions svøbe at enten er det helt uinteressant som kunstværk eller også er det uinteressant for det store flertal af befolkningen.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.20

Dette indlæg blev udgivet i Science Fiction og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *