Requiem Chevalier Vampire

Requiem Chevalier Vampire
Skrevet af Pat Mills, tegnet af Olivier Ledroit
Bind 1-8, Nickel editions 2000-2008

Ét ord: nazi-zombier.

Så, hvad er så den bedste tegneserie nogensinde? Der er mange kandidater, og på forskellige tidspunkter har forskellige værker af Hergé, Mézières og Christin, Cothias, Kielland samt Bill Sienkiewicz og Jodorowsky (had-kærlighed). Men ved I hvad jeg virkelig hader? Tacito og Froideval for 666 og Dead hunter, så netop fordi Olivier Ledroit har samarbejdet med Froideval på La chronique de la Lune noire (el. Den sorte månes krønike” som vi kender den), og fordi Pat Mills har samarbejdet med Tacito på Claudia, Chevalier Vampire, er det intet mindre end utroligt at Requiem sådan er blevet min yndlingsserie (indtil videre).

Jeg kan ikke beskrive med ord, hvor utrolig kunsten er, men jeg vil da prøve. Den er først og fremmest ekstremt krævende af læseren. Der er byer, enorme hære, sværme af drager, teutonske riddere… og føromtalte nazizombier. Der er simpelthen så meget at se på, så mange detaljer at gå tabt i, i de kæmpemæssige scenerier i kraftige farver. Lidt ligesom i Den sorte månes krønike, men med så megen mere dybde i billede, at det får Oliviers tidligere værker til at ligne de rene skitser i forhold til. Den primære farve er rød som helvedes flammer, men af én eller anden grund kan jeg ikke blive træt af at kigge på det. Måske fordi der er så megen variation i nuancerne. Der er en tendens til at de samme motiver optræder igen og igen – dvs. at der er parallelle sekvenser, som opfordrer til at læseren går tilbage til tidligere albums, for at se om man kan genkende noget. Et lige lovligt overbrugt motiv, er dog de to sæt øjne i close-up (westernstil), og personen der spytter efter at have dræbt en modstander. Jeg tror at grunden til at de samme motiver går igen og igen, skyldes Ledroits interesse for reinkarnation.

Handlingen… er rent geni. Intet mindre. En nazi-soldat (Heinrich) bliver slået ihjel på østfronten, og ankommer straks efter til planeten Resurrection hvor mennesker får nye former alt efter hvor onde de var – mindre syndere bliver zombier, de værste bliver til vampyrer, såsom vores hovedperson. Jeg synes særligt godt om at Heinrich har en så subjektiv hukommelse. Umiddelbart er han ædel, men det bliver snart tydeligt at han lyver for sig selv om sine minder, så vi får lov til at gå tilbage og se noget vi allerede har set, men denne hvad der virkelig skete (eller…?).

Det er ikke kun de onde der havner på planeten – der er også fyldt med lemurer (ofre), som kan forlade stedet, hvis deres mordere dør. Det er som en meget velgennemtænkt fælde. Umiddelbart belønnes de ondeste jo med de største kræfter, men jo værre de har været – jo flere hævngerrige ofre vil der være til bogstavelig talt at hjemsøge dem. Nogle af de mægtigste ”genoplivede” tæller Dracula (én af de få som også var vampyr på Jorden), kejser Nero (den obligatoriske, overspillede homo-skurk) … og Adolf Hitler i en cameo! Det fungerer overraskende godt med disse kendte personligheder. I stedet for at gøre det for poppet, har de fået nogle fantastiske ”make-overs”. Og selve vampyr-fænomenet har fået nyt liv, takket være deres fantasifulde allegoriske kostumer, insignia og tatoveringer. Vampyren er tilbage som et sandt mørkets aristokrati som man ikke skal lægge sig ud med! Hvis jeg skal sige noget negativt om dette, er det at der introduceres mange, alt for mange karakterer med stor fanfare – hvorefter de glider i baggrunden meget hurtigt igen. Det betyder dog ikke at de ikke vil blive fulgt op på i senere album. Det er, trods alt, lidt tidligt at udtale sig om.

Heinrich slås til ridder under navnet Requiem og sættes ind mod grev Draculas fjender. Han opdager snart at han har været på planeten før i et andet liv, som en tysk sværdridder der konspirerede mod Dracula, og at fjenden ledes af hans (jødiske) kæreste på Jorden. Så det kan jo kun gå galt. Heinrich er en kompleks figur – det er han nødt til at være, for at man kan acceptere en nazist som hovedperson. Han har gjort frygtelige ting som han ikke vil indrømme, og dog har han kerne af ægte ridderlighed. Modsat alle sine fæller, føler han sig for eksempel ikke hævet over loven. Han dræber gladelig sine fjender, men har dårlig samvittighed over nogle af sine forbrydelser, og han skifter i mellem at nyde vampyrlivet og kalde sig selv for et monster. Det lyder vældig ”emo”, men på én eller anden måde er det lykkedes at komme ud over denne kliché, så at han er nuanceret i stedet for blot ynkværdig, såsom så ærgerligt mange af de moderne vampyrer. Det hjælper også gevaldigt at han skal vænne sig til at dele krop og sjæl med en satanistisk korsridder. Heinrich er interessant, fordi han lider tilstrækkeligt til at man gerne vil se ham opnå en form for frelse. Og på den anden side vil man jo ikke have at en SS-mand bliver frelst. Det er aldeles ikke til at sige hvad det hele skal ende med, og det er jeg lykkelig for.

Det som jeg sådan har hadet ved Tacito og Froideval, er alt det sjofle og overdrevent voldelige. En tegneserie om helvede skorter ikke just på den slags, men ærligt talt så er jeg rimeligt sensibel, og jeg synes ikke at den går over stregen, som alt for mange tegneserier efterhånden gør. Heinrich er måske en nazivampyrridder fra helvede, men han er da i det mindste en nazivampyrridder fra helvede med en ret konservativ seksualitet. Dét sagt, så er det selvfølgelig stadig en voksen tegneserie. Jeg vil ikke sige at der er noget umoralsk over den, overhovedet. At vise helvede som et sted man ikke vil havne, er næppe det værste man kan gøre.

Jeg vil anbefale at købe bindene på fransk, da man får hvert album uden afbrydelser, med en flot forside og flotte, flotte middelalderlige motiver på indersiden, i stedet for Heavy Metals tyndere, skrøbeligere sider. Der er nemlig ikke meget tekst ud over kortfattede, kyniske og humoristiske ping-pong dialoger, så på dette punkt, kræver det ikke det store af læseren. Men kan man nu ikke fransk, så tag hvilken som helst version I kan få! Dette er nemlig den ultimative illustrerede oplevelse, og kan man overhovedet lide tegneserier, bør man for enhver pris ikke snyde sig selv for den.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.20

Dette indlæg blev udgivet i Tegneserier og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.