Bill, The Galactic Hero
Roman af Harry Harrison
Berkeley Publishing
1965, 130 sider
Bill, The Galactic Hero er en af Harrisons mest kendte bøger. Den foregår tæt på år 9000 i et galaktisk imperie på 10.000 planeter,og samfundet er en blanding af det man ser i Heinleins Starship Troopers og Asimovs Foundation (og også meget lig det man ser i Harrisons egne Stainless Steel Rat-bøger). Bill er en muskuløs bonde på en landbrugsplanet, og han bliver modvilligt offer for en rekrutteringskampagne til de kejserlige rumtropper. En sergent udvælger de mest lovende lokale og bruger diverse stoffer til at kontrollere dem, så de tvinges til at skrive under på at tjene i rumtropperne i syv år.
Bogen er delt op i tre dele. I den første del hører man om livet i det kejserlige rumkorps og den endeløse krig mod de krybdyr-lignende Chingers. Der er fyldt med kulørte figurer (såsom eksercitsofficeren Deathwish Drang, tydeligt inspireret af sergent Zim fra Starship Troopers) og endnu mere kulørte beskrivelser af absurde situationer. Bill ender med tilfældigvis at overleve et større angreb og tilfældigvis at skyde angrebsskibet ned, og bliver dermed en helt, højt dekoreret af selve kejserens body-double.
I anden del er tropperne kommet på orlov på den kejserlige planet Helior, som er dækket af guld (eller noget der ligner). Det er en gennem-teknologiseret planet med 150 milliarder mennesker, klart inspireret af den kejserlige hovedplanet Trantor i Asimovs Foundation-bøger. Planeten er så kompleks at hvis man mister sin ‘floor plan’, så er man fortabt og vil aldrig kunne finde vej nogen andre steder hen. Planeten har hele klasser af ‘deplanned’ vagabonder som er permanent faret vild. Bill mister naturligvis sin floor plan. Og sit ID-kort. Han ender allernederst på planeten, i the Department of Sanitation, hvor han får et job som forsker og finder en genial måde at skille sig af med planetens plastic-affald på. Han bliver også spion for en revolutionær gruppe, som kun består af spioner. Han ender dog med at blive genforenet med de kejserlige rumtropper.
Tredje del foregår på en Deathworld-lignende planet hvor der kæmpes en håbløs kamp mod de lokale sumpvæsner, som er allieret med Chingerne. Denne del er den korteste og slutter meget brat, så jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt min udgave af bogen indeholder hele den originale slutning. Men det vil jo vise sig. Jeg har bestemt tænkt mig at få fat i fortsættelsen.
Bogen er ekstremt humoristisk, både i skrivestilen og i de beskrevne situationer. Terry Pratchett har kaldt bogen “simply the funniest science fiction book ever written”, hvilket måske er at tage munden for fuld (bedre end Hitchhiker’s Guide to the Galaxy er den trods alt ikke), men den er utrolig morsom i beskrivelsen af et dybt fascistoidt samfund hvor arbejdere bl.a. er hypnotiseret i arbejdstiden, så de kan være så effektive som muligt. Det er en underholdende og hurtigt læst bog med masser af klassiske og grinagtige vendinger og formuleringer, og fremfor alt en masse gode idéer. Harrison går man sjældent galt i byen med.
Karakter: 9 ud af 10.
Anmeldet af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.25
