Solens Prinsesse

Solens Prinsesse
(La reine Soleil)
Frankrig/Belgien/Ungarn 2007.
77 min., Scanbox-version kun skandinavisk tale.

‘Reine’ betyder nu ellers dronning, ikke prinsesse, men det er måske at afsløre for meget om handlingen … der står også at den er baseret på en novelle af Christian Jacq, men det er nu en roman … oh well!

Hvis man gerne vil have et lidt anderledes spin på tiden omkring kætterkongen Akhenaton, end vores hjemlige Sussi Bech, og samtidig se en genrefilm som har lidt appel for hele familien, så er denne tegnefilm lige sagen. Den er faktisk ulig Sussi Bechs tilgang på enhver tænkelig måde – den er fuld af magi, Akhenaton og Nefertiti er her gode nok (men præsteskabet ikke helt rent i kanten), og hvor Sussi Bech placerede sorthårede ‘fremmede’ i det høje nord i Egtvedpigen, er dette nok den mest blåøjede faraoniske civilisation jeg til dato har set.

Designet låner intet fra hverken Nofret og ej heller Isabelle Dethans tegneserier om Ægypten, men måske vældig meget fra den bibelske Prinsen af Ægypten. Det er selvfølgelig heller ikke det værste sted at tage fra, for blændende flot er det, både personer og kulisser, og de er animeret så de bevæger sig på en sær og stiliseret facon, navnlig i action-sekvenserne, der har store ligheder med korte slapstick- tegnefilm – jeg har ikke fået bekræftet om der er nogle gengangere fra den ligeledes franske “Oggy og kakerlakkerne”, om end produktionsselskabet er det samme.

Som sagt er den traditionelle animation virkeligt god, men brugen af CGI er til gengæld rædsom, især blandingen af de to skærer i øjnene. De skulle virkelig have holdt sig til deres læst, for hele det kantede design af karaktererne, lidt ligesom tegneserie-figurer der bevæger sig, er netop den slags stil der ikke fungerer som 3-D computer-animation.

Mere og bedre musik er desværre stærkt savnet, og de danske stemmer er meget ensformige.

Handlingen? Prinsesse Akhesa og prins Tut-Ankh-Aton (‘Tut’, den senere Tut-Ankh-Amon, gulddrengen i ved) skal giftes, og det giver problemer ved hoffet, for de afskyr hinanden. Men gæt engang hvad der sker…

“Tomhjernede lille struds!, “Vi to er færdige med hinanden!”, *Kys-kys*

Vores umage par opdager ved et tilfælde at der konspireres mod kong Akhenaton (som her er hendes far, medens Tut-Ankh-Aton ikke er hans søn…), og måske er både prinsessens storesøster, den tro general, de gamle guders præsteskab og flere til involveret, for slet ikke at tale om en hittitter-invasion fra nord…

Det er et forbløffende komplekst plot af en tegnefilm for børn at være: Akhenaton er som sådan en fin fyr og tillige pacifist, men det slår ikke helt til når fjenden ikke bare går sin vej. Samtidig hentydes der til at det måske, eller måske ikke, er helt i orden at de alle de gamle guder bare er smidt på porten (men at de gamle guder stadig våger, betyder omvendt ikke at deres præsteskab vil det gode), og den gode general er splittet i mellem kongens ordrer og hvad han mener, er rigtigt!

Det er mere end nok til at holde spændingen oppe, men måske lovlig meget til 77 minutter.

Der er et særpræget magisk element med, som aldrig helt forklares – Akhesa har en mærkelig forbindelse til sin kat, Bastet (som måske, måske ikke er selve kattegudinden) og har selv underlige katte-kræfter; der er levende skygger, en egentlig bro til solen og mere endnu. Det giver anledning til en masse visuelt flotte scener, så det er i grunden OK, men det havde været godt at vide om guderne nu var med dem eller ej, selv om det måske er en pointe i sig selv at hovedpersonerne ikke behøver at vælge i mellem Aton og de øvrige guder.

Der kunne godt være arbejdet mere med personerne. Akhesa kommanderer rundt med tilfældige, bærer nag hele vejen ud i ørkenen, er nærig (hun får en stakkels fattig fisker til at sejle hende rundt uden belønning), og er ikke så lidt dum. (Hvem råber skældsord efter dem hun spionerer på? Den lille prinsesse, selvfølgelig!)

Tut stopper op for at tænke sig om, er ansvarsbevidst, tilgivende, redder Akhesa i ørkenen og går til angreb på hele hittitter-hæren ene mand for at redde hende.

Tuts replikker er f.eks. “Din skæbne er vigtigere end min” [Nej den er ej. Red.], Akhesas replikker er noget i retning af “Tut, hjælp!”

Desværre får Akhesa stadig klimaks for sig selv. Måske er det trods alt Tut der er en dumme, siden han ikke kan se at han fortjener bedre. For Set da, han undskylder endda når hun fornærmer ham! Han burde tydeligvis have overladt hende til hittitter-fyrsten. Der var tydeligvis bedre kemi i mellem den lille vildkat, og så denne reserveconquistador, der er forfriskende ærlig omkring sit motiv: “The money, dear boy!”

Seriøst, det er altså vigtigt at dem man skal holde med, også har bare lidt forsonende træk. Det er ikke nok at være en flot lille pynte-genstand. Det er derfor udtrykket ‘ekskæreste’ er opfundet. Det er lidt ‘Jack Sparrow-syndromet’ om igen. Folk kan lide ham, og de vil sikkert også kunne lide Akhesa. Men hvorfor? Fordi de er nuttede når de sætter dit liv på spil for egen vinding? Rrrgh.

Derudover har folk det med at dukke op ud af det blå, når plottet kræver det. Det er dog ikke værre end at lidt for meget sker bag kulisserne, og det volder ingen voldsomme logiske problemer.

Den er også forbløffende voldelig, lidt ligesom en Bibel-tegnefilm. Folk dør af gift, og selv om der ikke er blod, er der stadig folk der rammes af pile og sværd og dør eller såres af dem. Så det er ikke for de allermindste.

Alt i alt vil jeg anbefale filmen til alle familier med børn, eller bare alle der sætter pris på animation der ikke er standardiseret [læs: anime. Red.]. Men fortæl at Tut droppede møgungen og fandt en sød slavetøs i stedet.

Ved I hvad jeg også gerne ville se i en fortsættelse? Hittitterfyrsten mod Toth-Amon! Se dét ville være et syn!

Anmeldet af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.25

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *