Moonshot

Moonshot
Tv-film, USA 2009, 90 min.
Instr.: Richard Dale
Medvrk.: Daniel Lapaine, James Marsters, Andrew Lincoln, m.fl.

Moonshot er en film i samme genre som den vellykkede Apollo 13 (1995); denne gang handler det om tiden op til den første månelanding – Apollo 11. Det er en tv-film som blev sendt på amerikansk fjernsyn på selve 40- årsdagen for månelandingen: d. 20. juli 2009 (og kom på DVD samme efterår). Den første bemandede rejse til månen må siges at være en af de absolut største milepæle i menneskehedens historie; besynderligt nok findes der alligevel ingen ordentlig film-udgave om denne skelsættende begivenhed. Inklusive den her anmeldte, findes der blot tre tv-udgaver, hvoraf de to første er hhv. en sjælden 1996- film (Apollo 11) som kun findes på et amerikansk VHS-bånd som nu er et dyrt samleobjekt, og den Tom Hanks-producerede tv-serie From The Earth To The Moon fra 1998 (heldigvis tilgængelig på DVD; den er lavet i kølvandet på Apollo 13), som i 10 time lange episoder skildrer omstændighederne omkring hele Apollo 11- rumprogrammet.

Denne 2009-film ligner næsten en drama-dokumentar og indeholder mange flashbacks og grynede scener, som giver indtryk af at være ægte optagelser fra ’60erne. Såvidt jeg kan se er det dog altsammen moderne studie- optagede indspilninger, bortset fra enkelte klip med Nixon til allersidst. Filmen er meget realistisk i sit look, men uden dyre special effects. F.eks. skildres rumprogrammets udvikling fra 1962-68, men man ser næsten ingen raketopsendelser (heller ikke Apollo 11 selv); rumscenerne udspiller sig typisk først efter opsendelserne. Det fungerer dog OK. De altoverskyggende hovedpersoner i fortællingen er Neil Armstrong (Daniel Lapaine) og ”Buzz” Aldrin (James Marsters), og de skildres på meget nært hold (begge er i dag 79 år gamle). Både Lapaine – overraskende nok en australsk skuespiller – og Marsters (ja, det er ham der spiller Spike i Buffy tvserien) gør et bemærkelsesværdigt godt stykke arbejde. Armstrong er jo en person som værner om sit privatliv og på mange måder virker kedelig, og sådan portrætteres han også her (måske fordi man ved så lidt om ham at de ikke havde andet valg). Men selvom han er lidenskabsløs og i høj grad mangler en kulørt personlighed, så er han også formfuldendt professionel og koncentreret. Han er den perfekte astronaut og leder; han kan sit stof på fingerspidserne og tager alting – også kriser og nødsituationer – med stoisk ro, overblik og omtanke. Aldrin ville ifølge denne film gerne have været den første mand til at gå ud på månen – den klassiske procedure var nemlig at missionslederen, altså Armstrong, skulle blive i modulet – mens Armstrong var lidt ligeglad. Overkommandoen bestemte at det var bedst at overlade opgaven til den mindre følelsesladede Armstrong. De to astronauter sidder og venter på afgørelsen, da en officer kommer ind og ganske enkelt siger, ”Neil is going out first”, og går igen.

Handlingen i filmen er elementær og realistisk, og i de første tre fjerdedele måske en smule kedelig, hvis man ikke gør sig umage for at lægge mærke til skuespillets kvalitet. Men sidste fjerdedel, om selve månerejsen, er rigtig spændende. Man føler virkelig de to astronauters sus i mellemgulvet da de er landet på månen. Og eftersom Armstrong manuelt førte landingsmodulet til landing på en egnet plet (de overskød det planlagte landingssted), kunne Michael Collins oppe i kredsløbsmodulet ikke umiddelbart se hvor de var landet. Så han måtte omkredse månen flere gange og kigge nye steder hver gang før det efter adskillige timer endelig lykkedes at spotte modulet – for at kunne koordinere en sammenkobling skulle han jo vide hvor de var. Da Eagle-modulet så skulle skydes op fra månens overflade, var den essentielle kontakt på instrumentpanelet brækket af! Det lykkedes kun Aldrin og Armstrong at lette fra månen ved at stikke en kuglepen ind i stikket og betjene kontakten, så raketterne kunne antændes.

Filmen viser også returlandingen på Jorden og lidt af efterspillet, men i en fragmenteret form, delvist fortalt via voiceover. Men generelt er det en film af væsentlig interesse for folk der godt kan lide rumfartshistorie. Hvis man går til filmen med den rette indstilling er der en god håndfuld stærkt følelsesladede scener (som f.eks. da Aldrin ringer til sin far for at fortælle at han er blevet udvalgt til den første månelandingsmission: ”Dad, I have some news. Are you sitting down?”), inkl. nogle af Nixons citater til slut. Hvor ærgerligt at der ikke er sket ret meget indenfor bemandet rumfart siden månelandingerne. Man fristes næsten til at give Erwin Neutzsky-Wulff ret når han siger at rumalderen udgjordes af årene 1957-1973.

Karakter: 8 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.23

Dette indlæg blev udgivet i Film, Science Fiction og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *