The Road

The Road
Film, USA 2009, 111 min.
Instruktion: John Hillcoat
Medvirkende: Viggo Mortensen, Kodi Smit-McPhee, Charlize Theron, Robert Duvall m.fl.

Filmatiseringen af Cormac McCarthys Pullitzer Prize-vindende roman The Road ser på papiret ud til at være en let opgave: En simpel historie, få medvirkende og en dialog, der er så sparsom og velskrevet, at den nærmest kan copy-pastes ind i manuskriptet. Men det er også her, at udfordringen ligger, for handlingen – en far og søns rejse gennem et post-apokalyptisk USA – er så spinkel, at den er tæt på at være ikke-eksisterende. Den trøstesløse stemning, der gennemsyrer romanen, lægger heller ikke ligefrem op til familievenlig popcorn-underholdning, og det er endda før, scenerne med kannibalisme bringes på banen. Desuden er de dramatiske højdepunkter så få, at det må være fristende for en filmskaber at tilføje et par dynamiske actionscener, der kan holde publikums opmærksomhed fangen. Derfor var det også med en vis skepsis, at fans af romanen tog imod den første trailer for The Road, der prøvede at sælge filmen som en Mad Max-agtig tjubang-rulle.

Til almindelig beroligelse er slutresultatet mere i tråd med instruktøren John Hillcoats forrige film, den australske western The Proposition, som også fortalte en barsk historie, og hvor familiebånd og et nådesløst landskab spillede en vigtig rolle. Faktisk er der tale om en endog meget tro filmatisering af McCarthys værk, som til gengæld kræver en del af sin seer.

Som film er The Road modstykket til effekttunge Roland Emmerich-dommedagsbrag som The Day After Tomorrow og 2012. Den er så konsekvent og kompromisløs i sin stil og fortælling, at man skal være villig til at lade sig suge ind i dens verden, hvis man vil have noget ud af den. Ellers vil man nok føle, at de næsten to timer, filmen varer, har været ekstremt nedslående og spild af ens tid.

Vintertrætte mennesker bør under alle omstændigheder holde sig langt væk, for The Road udspiller sig i et askegråt, udpint og regntungt landskab, hvor solen er et fjernt minde om lysere tider. Ligesom i romanen nævnes det aldrig, hvad der er gået galt. Fokus ligger i stedet på, hvordan de tilbageværende håndterer at leve i en verden uden en synlig fremtid.

Både Viggo Mortensen og Kodi Smit-McPhee er perfekte i rollerne som faderen og sønnen. Fysisk ser de tilpas udmagrede ud, men de formår samtidig at formidle deres følelser på en lavmælt og overbevisende måde, der aldrig får lov at kamme over. Hjerteskærende er især den scene, hvor Mortensen viser drengen, hvordan han skal betjene en pistol. Ikke for at kunne forsvare sig, men for at kunne skyde sig selv, hvis han er ved at blive taget til fange…

Charlize Theron dukker kortvarigt op i et par flashbackscener som moderen. Disse er ikke, som man kunne forledes til at tro, blevet tilføjet for at give filmen lidt feminin varme, men er faktisk med i bogen. Det gælder også sekvensen, hvor hun spørger sin mand, hvorfor han holder deres søn i live, når drengen har til udsigt at vokse op i en verden uden håb, inden hun forlader dem for at vælge døden.

Når man trods alt ikke føler trang til at følge i hendes fodspor efter at have set filmen, skyldes det den samme årsag, som faderen angiver: Drengen. På trods af hvad han har set og oplevet, har han bevaret troen på det gode i mennesket. Det bringer ham i filmens anden halvdel flere gange på kant med faderen, der ser enhver fremmed som en fjende – og oftest med rette.

Drengen er det ene af to mirakler ved The Road. Det andet er, at det er lykkedes at begå en gribende og intelligent filmatisering af romanen uden at gå på kompromis med Cormac McCarthys vision.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.24

Dette indlæg blev udgivet i Film, Science Fiction og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *