G.I. Joe – The Rise of Cobra
Film, USA, 2009, 118 min.
Instr.: Stephen Sommers
Medvrk.: Christopher Eccleston, Sienna Miller, Jonathan Pryce, Dennis Quaid, m.fl.
I 1980erne var de amerikanske Marvel-blade fulde af reklamer for G.I. Joe. Udover at være en serie action-figurer udkom G.I. Joe også som tegneserie fra Marvel, men da det bare var en militær- serie, fattede jeg aldrig selv interesse for den. Men nu da filmen kom, så tænkte jeg at den jo er baseret på en tegneserie og sikkert har masser af god action og effekter, så jeg måtte da hellere se den! En veninde havde set den, og fortalte mig at den var meget tegneserie-agtig. Og jo tak, det kan man vist roligt sige! G.I. Joe er et elite-team indenfor det amerikanske militær, og her sættes de ind mod et andet eliteteam af bad guys, som en militær- videnskabsmand har hyret til at stjæle hans egne nanit-missiler, som han senere vil bruge til at overtage verdensherredømmet. Men selv hvis dét slår fejl, så har han en snedig back-up plan…
Jeg morede mig kosteligt. Og hvor fedt at se store, seriøse skuespillere tage sig selv væsentligt mindre alvorligt i en hyperventilerende actionfilm! Humoren er ikke altid i top, men plottet er totalt James Bond-agtigt, og vores helte har den vildeste teknologi til rådighed, inkl. exoskeletter som reelt giver dem superkræfter! Så de smadrer ned af Champs-Élysées i et stakåndet forsøg på at redde Eiffeltårnet fra at blive brugt som første offer for superskurkens metalædende nanit-missiler! Alt i mens det gode holds karateekspert har et opgør med det onde holds karate-ekspert, som er hans stedbror! Og helten (‘baronen’) er ved at gå i spåner over at hans gamle flamme (‘baronessen’ – det er deres søde kælenavne for hinanden!) er blevet leder af det onde hold… Se, dét’ en rigtig actionfilm! Og kærlighed er der også!
Personerne i filmen – både de gode og de onde – er forviklede med hinanden på kryds og tværs i både romantiske og slægtsmæssige kombinationer, så der er overraskende meget substans i figurernes baggrunde. Det er en film som formår at have nonstop action samtidig med at den ikke fornærmer publikums intelligens. Det er sgu lidt af en kunst. Hvis man går i biffen for at blive underholdt, så går man i hvert fald ikke skuffet hjem. Jeg glæder mig til at se den igen; den vil meget hurtigt få en plads på min DVD-hylde. Og en efterfølger skal også være velkommen.
Karakter: 7 ud af 10. Og hvis den holder til adskillige gensyn, opjusterer jeg det sikkert til 8.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.22
