Død snø
Spillefilm, Norge 2009.
Andre titler: Død sne (DK), Dead Snow (US).
Instr. Tommy Wirkola, 90 min.
Gyser/action/komedie.
Okay, det her var årets skuffelse. Og det er ærgerligt, for umiddelbart havde den tre ting der virkelig talte for den:
– Den har nazi-zombier (bedste kombination siden Simon & Garfunkel).
– Den er norsk – det er rart at komme lidt uden for den angelsaxiske indsnævring.
– Den har en simpelt skåret handling.
Når det sidste er en god ting, er det fordi der så ikke kommer nogle af de evnesvage forviklinger, twist endings eller den inkonsekvens der plager så mange gyserfilm.
Handlingen: Nogle medicinstuderende er i de norske bjerge hvor de finder noget af en skat, der altså viser sig at være naziguld. Dette skaffer dem mange, mange udøde nazister på nakken.
Som filmen skrider frem, har den ikke så få andre ting der taler til dens fordel: Utroligt god scenografi og effekter (nazisterne der kommer op igennem sneen, er eksempelvis et helt utroligt flot syn), for ikke at nævne en fantastisk location, nemlig de norske fjelde, og en flok hovedpersoner der ikke foretager sig noget dumt. De deler sig ikke op, de bevæbner sig straks for at imødegå truslen, og de ved hvornår det er tid til at løbe og hvornår det er tid til at slås. Desuden er soundtracket godt, og “Bjergkongens hal” og norsk dansemusik bruges på en ret vittig måde.
Castet er til gengæld meget kliché-præget (én nørd, én billig tøs … blablabla).
Problemet opstår i dens forsøg på overhovedet at være en “norsk gyserkomedie med nazizombier” – fordi ingen af elementerne fungerer.
Den fejler fordi den ikke er særligt norsk. Dertil er der for mange referencer til engelsksprogede gyserfilm, og derfor er der intet, undtagen sproget, der adskiller den fra normen. Apropos sproget, snøvler skuespillerne i det i hidtil uset grad. Jeg troede at De Grønne Slagtere var topmålet for hvor utydeligt skuespillere kunne tale, men det er næsten umuligt at høre hvad der bliver sagt. Nordmændene har før gjort grin med at danskere ikke engang kan forstå hvad hinanden siger – nu er de i samme tvivlsomme liga!
Den fejler fordi den ikke formår at skabe uhygge. Hvis hovedpersonerne basalt set er lidt usympatiske i deres omgang med hinanden, som en flok unge amerikanere i en slasher-film, er der ingen grund til at kære sig om deres skæbne. Filmen er effektivt ulækker, men uhyggelig er den altså ikke.
Den fejler fordi den ikke formår at være en komedie. Det kan lade sig gøre at mikse gys med komedie (ligesom Evil Dead II og Braindead, som der refereres muntert til), men det gør man ved at sørge for at det som skal være uhyggeligt, vækker latter i stedet for frygt – det nytter ikke at man, som her, tager en følsom scene der skal vække vores sympati, så indsætter en komisk overdrevent voldsscene med morsomme ‘quips’, for så at gå videre til noget utroligt tragisk.
Humoren gør dramaet umuligt at tage seriøst, og det var nok også meningen, men dramaet dræber samtidigt humoren. Det er rigtigt ærgerligt, for den kunne være blevet enten meget skræmmende eller hysterisk morsom, hvis man havde truffet et valg om stemningen. Man kunne eksempelvis havde skåret de kvikke bemærkninger ud eller kørt dramaet ud i det tragikomiske – så havde der været en helstøbt film.
Sidst og ikke mindst: Den fejler fordi nazi-temaet ikke udnyttes. Man kan ikke bare give udøde nogle flotte kostumer på, og så tro at det gør hele arbejdet. Uden nogen replikker, manøvrer eller nogen der heiler eller bare noget, kunne de udøde lige så vel have været udøde vikinger der ledte efter deres skat, eller vrede samiske ånder. Det gør ingen forskel på handlingen.
Og lad mig tilføje at de udøde faktisk slet ikke er zombier, men tværtimod gengangere, da de hverken er hjernedøde automata, eller smitter og derved skaber risikoen for en ‘zombie apocalypse’. Men denne ‘case of mistaken identity’ optimeres i filmen og fører til en akut frygt for at blive bidt og smittet blandt hovedpersonerne, hvilket fører til nogle groteskt morsomme fejlgreb. Den slags kunne filmen godt have satset på.
Noget der faktisk er tiltalende, er at hovedpersonerne overvejer hvordan de skal slippe ud af pinen, hvilket fører til at de finder ud af hvorfor de er udset som ofre. Det er en unik drejning, men det irriterer mig grænseløst at de overhovedet overvejer at give nazisterne hvad de vil have. Appeasement-politikken slog fejl over for de levende nazister – hvorfor skulle det så hjælpe mod udøde nazister?!
Alt i alt er filmen et godt stykke håndværk med hensyn til kameravinkler og effekter, og den skal nok blive en succes på det præmis, men den skuffer fælt fordi den trods alt havde så mange gode ting at byde på, og derfor med få bearbejdninger kunne være blevet god.
Som den blev, er det en film der ikke er en gyserkomedie, men i stedet er en blanding af gyser- og komedie-scener der skurrer mod hinanden.
Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.22
