District 9

District 9
Film, Sydafrika/New Zealand, 2009, 112 min.
Instr.: Neill Blomkamp
Medvirk.: Sharlto Copley, m.fl.

District 9 er en tænkefilm. Den er ret originalt sammenskruet, den sætter mange tanker og diskussioner i gang, og det er klart en film jeg vil købe på DVD. Filmen er hovedsageligt ment som socialrealisme i en science fiction-forklædning; filmskaberne havde et bestemt budskab, som de også får fint i gennem, nemlig at flygtningelejre er det rene gift (District 9, sagt hurtigt og med sydafrikansk accent, bliver meget nemt til ‘the strychnine’! Stryknin er et pesticid der bruges mod større skadedyr). Det handler både om fremmedhad generelt – om hvordan vi behandler flygtninge, nemlig frygteligt – og måske også om Apartheid. The point is well taken, og meget aktuelt også her i landet, med den nylige umenneskelige udvisning af de irakiske asylansøgere. Men, hvis det skal være en rigtig god film, så skal science fiction-delen også fungere – alle elementerne skal være rimeligt gennemførte. Og på dét punkt er jeg lidt mindre imponeret.

Men lad mig først opridse handlingen. Et rumskib fra en fjern planet strandede for 28 år siden over Johannesburg. Der har været en ikke nøjere specificeret katastrofe (jeg mener dog at kunne udlede at den består i at de har mistet næsten hele beholdningen af deres essentielle bio-væske) som har gjort rumvæsnerne ombord ekstremt syge og forhutlede og mestendels ude af stand til at kommunikere. De installeres så i en ‘flygtninge’- lejr umiddelbart neden under deres rumskib. Vi hører om dette gennem en dokumentarudsendelse, som også fokuserer på Wikus van der Merwe; manden som regeringen har udnævnt til at lede den operation der skal overflytte rumvæsnerne fra deres nuværende lejr nær Johannesburg til en lejr længere væk og med endnu ringere faciliteter. De skal flyttes fordi den menneskelige befolkning ikke længere vil være belemret med rumvæsnernes ghetto og dårlige opførsel. Lejren er nemlig gået til i elendighed og kriminalitet, godt hjulpet på vej af en nigeriansk mafia som også er flyttet ind og bl.a. udnytter rumvæsnernes besynderlige afhængighed af kattemad… Anyway, Wikus går særdeles hensynsløst til værks i lejren og finder en mystisk væske som han kommer til at sprøjte sig selv i hovedet med. Han viser sig så at være blevet inficeret med rumvæsnernes DNA – hvilket bl.a. gør at han nu kan affyre rumvæsnernes våben, som jordboerne ellers ikke har kunnet få til at fungere. Da Wikus således udsættes for samme forfølgelse og vanrøgt som rumvæsnerne, begynder han at kunne sætte sig ind i deres situation og skifter side. Sammen med det eneste rumvæsen som tilsyneladende har sin intelligens i behold – og som jordboerne har givet navnet Christopher Johnson – må Wikus nu få fat i den beslaglagte bio-væske, som viser sig at være nøglen til at aktivere rumvæsnernes rumskib.

Som kommentar på de kummerlige forhold i en flygtningelejr, og den umenneskelighed som værtslandet er i stand til at udvise overfor traumatiserede flygtninge, fungerer filmen særdeles godt. Som science fiction er filmen imidlertid en del mindre gennemført, men spørgsmålet er om det spiller nogen rolle. De fleste at de spørgsmål man kunne stille til science fiction-delens huller, kan faktisk bortforklares via symbolikken. Hvorfor har rumvæsnerne ikke kommunikeret og fået hjælp? Fordi menneskene ikke har den nødvendige vilje til at hjælpe andre væsner i nød, eller den nødvendige tålmodighed til at sætte sig ind i flygtningenes situation. Som sådan er filmen yderst vellykket i sin problematisering af måden vi behandler vores medmennesker på.

Men SF-nørden i mig bliver ved med at stille spørgsmål. Hvorfor har menneskene ikke forlængst splittet det store rumskib ad? Hvorfor kunne det lige pludselig delvist fjernstyres fra det lille rumskib, bare fordi væsken blev tilført? Var det væsken der oprettede kontakt til moderskibet, eller skulle den kun bruges som det lille skibs brændstof? Hvis det sidste, hvorfor kunne de så ikke styre moderskibet før? Og ungen som pludselig kunne kontrollere alting, hvordan havde han lært det hvis der ikke var brændstof til teknologien før nu? Der er en lang række ting dér som ikke hænger så godt sammen som de måske kunne. Derfor virkede filmens SF-univers ikke tilstrækkelig autentisk og gennemarbejdet på mig, omend den overordnede (især visuelle) historie var overbevisende realistisk fremstillet. Og man kan sagtens argumentere for at parallellerne til den virkelige verden er filmens vigtigste aspekt, hvilket jeg for så vidt også er enig i. Jeg så lige en dokumentarudsendelse om sprog på DR2, hvor det bl.a. blev nævnt at de fattige sorte i Sydafrika generelt ikke siger ret meget, for de har ingen fremtid og ingen muligheder og derfor intet at sige. Måske er det bl.a. dét, filmen vil kommunikere via de ret ukommunikative rumvæsner. Måske symboliserer rumvæsnerne faktisk de sorte sydafrikanere, og siger dermed at der stadig er reel Apartheid dernede? Det tror jeg faktisk jeg vil vælge at mene, for det er på den måde at filmen giver mest mening. Det må også være pointen i at rumvæsnernes ankomst 28 år tidligere overlapper med Apartheid- systemet.

Jeg har dog det fortælletekniske kritikpunkt at filmen kun havde to hovedpersoner: Wikus og Christopher Johnson-rumvæsenet (og så dennes søn, en lille smule). Wikus var en forfriskende hovedperson, almindelig og (for det meste) ret usympatisk, men meget realistisk. Men det ærgrer mig at der ikke var seriøst fokus på et eneste andet rumvæsen. De kunne tale, så de var intelligens-væsner, men ingen af dem var åbenbart værdige eller interessante nok til at have bare en lille rolle. Men okay.

Filmen er ganske spændende, og spændingen stiger henimod slutningen, men jeg blev ret skuffet over hvor lidt man fik at vide til slut. Intet om hvad der skete tre år senere, ingen detaljer om rumvæsnernes planet eller kultur, ikke engang noget om hvorvidt den menneskelige hovedperson overlever. symbolikken bliver lidt mere dunkel til slut, men hvor langt symbolikken så end går i filmen, så har den da i hvert fald tjent sit formål, for District 9 har næsten udelukkende høstet begejstrede anmeldelser overalt. Det gør den også her. Sine småfejl til trods må det indrømmes at den faktisk er et ret helstøbt produkt, og en film af sjælden kvalitet.

Karakter: 9 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.22

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *