De fortabte sjæles ø
Film. Zentropa 2007. 100 min.
Instr. Nikolaj Arcel. Med bl.a. Sara Langebæk Gaarmann, Lukas Munk Billing og Lars Mikkelsen
På et tidspunkt i filmen spørger en af personerne om hvorfor det altid skal være magten over hele verden som skurken går efter. Og ja, kære filmskabere, hvorfor er det sådan? Hvis man havde tænkt sin historie ordentligt igennem, ville ens personer ikke stille så tåbelige spørgsmål. Men det starter godt: Efter en intro med mørkets kræfter etc. præsenteres vi for en Spielberg provinsby, eller måske er det endda en David Lynch by, hvortil den fraskilte mor er flygtet med sine to børn, Pigen og Lillebror. Undskyld at jeg ikke bruger filmens navne, men jeg har også et problem med dem: Alle fantasy-navne er ekstremt klichefyldte. Skurken hedder Nekromanceren! Kunne vi ikke have fået et bare lidt mere eksotisk, eller måske endda dansk, navn? Pigen og Lillebrors skuespillere er i øvrigt godt castede og spiller fint filmen igennem, hvilket hjælper en del på helheds-indtrykket. Men ellers starter det som sagt godt, der hvor vi stadig er i en typisk dansk provinsby, hvor folk har typisk danske provinsby-problemer. Pigen roder med Åndernes Magt af mangel på jævnaldrende venner, og hun kommer så til at få Lillebror besat med sjælen af en ondskabens bekæm-pere fra gamle dage. Samtidig roder Lars Mikkelsen med sjæle ude på titel-øen. I den gryde smi-der vi så også en desillusioneret spøgelsesjæger, med hjemmelavet Ghostbuster-udstyr. Og en jævnaldrende til Pigen, Nørden. Men hvad er det der sker og hvorfor? Det opsummeres måske meget godt af Pigens og Lillebrors mor hen mod slutningen af filmen, hvor hun ikke forstår noget af det der er sket. Eksempler: Da de kommer ud til øen, bliver de jaget af et monster. Dette viser sig at være Lars Ms håndlanger. Men han finder først ud af at der er nogen at sende sit monster efter senere i historien. I mellemtiden er der så en actionfilm-scene, som ikke giver meget mening. De oplysninger vores helte skal bruge for at få ram på skurken, kommer også dumpende efterhånden, og virker ikke specielt gennemtænkte. Hvorfor er det for eksempel lige at han har anbragt det man kan bruge til at besejre ham med på et så ekstremt synligt sted? Mange ting er tilsyneladende kun valgt ud fra om det vil give en mulighed for at brænde en masse penge af på effekter. Men der er også en del udmærkede detaljer: Brugen af sjælene og ånde-besættelser er meget sjov, selv om det til tider går lidt op i tynde vittigheder. Effekterne er også generelt godt lavede, selv om jeg ved nogle af dem sad og ventede på de var ovre, så historien kunne komme videre. Og der er da en historie i filmen, som til tider er spændende. Men alt i alt er de fleste ting desværre ved det gamle: Dansk film formår stadig ikke at sætte sig godt nok ind i de fantastiske genrer til at kunne levere et overbevisende resultat. Synd og skam, når de nu havde pengene. Hvor havde jeg meget hellere set dem brugt på for eksempel Lene Kaaberbøls Skyggeporten.
Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.13
Jeg syntes filmen havde en fed atmosfære, da jeg så den i en lokal biograf. Den gjorde sig godt med det dystre og mørke. Reklamerne på væggen var med til at forstærke indtrykket. Det kunne jeg godt lide ved filmen.
Mvh
Andreas