Film, Danmark 2009, min.
Instr.: Lars von Trier
Medvrk.: Willem Dafoe, Charlotte Gainsbourg
Von Trier har fået ry for at kunne forarge sit publikum, hvilket åbenbart skulle være lykkedes for ham igen nede i Cannes med hans seneste frembringelse Antichrist. Men for os der er vant til lidt af hvert i splatterfilm med mere, er der nu ikke noget særligt at komme efter hvad chokeffekter angår. Derimod er der tale om en ganske original og velgennemført horrorfilm, som har kvaliteter der rager langt over det meste af det der er lavet i genren.
Historien er, som med de fleste von Trier-film ganske enkel: Mand og kone mister deres barn ved en tragisk ulykke. Mand får hurtigt bearbejdet sin sorg. Kvinden gør ikke. Manden, der er psykoterapeut, beslutter sig mod lægernes anbefaling at prøve selv at hjælpe hende. Vi finder ud af at konen kort inden ulykken arbejdede på et speciale om hekseprocesser og nær havde fået et sammenbrud af det. Manden beslutter at udsætte konen for chokterapi ved at tage hende med ud til hytten i skoven hvor hun var sammen med den afdøde søn og arbejdede med specialet om hekse. Så er der ligesom lagt på heksebålet til en omgang terapi som manden overhovedet ikke har styr på.
Først og fremmest er billedsiden af denne film noget af et mesterværk. Det vil føre for vidt at komme med beskrivelser af det hele, så jeg vil nøjes med et eksempel: Prologen til filmen, der foregår mens de to forældre dyrker sex og barnet imens bevæger sig nærmere og nærmere katastrofen, er udført i ganske langsom slow-motion uden dialog, men med passende klip, så der hele tiden sker noget, på trods af det langsomme tempo.
På nær nogle få statister er der kun to skuespillere i filmen, så det hele står og falder lidt med om de kan levere varen. Det kan de i høj grad. Willem Dafoe, der har haft en noget svingende karriere siden sine store roller i film som Platoon og Mississippi Burning, leverer alt det han faktisk kan her, og Charlotte Gainsbourg, som nok er mere kendt i Frankrig end i Hollywood, giver den ret overbevisende som en kvinde med seriøse psykiske problemer.
Der er et væld af referencer i filmen. Blandt andet til von Triers store forbillede Andrev Tarkovsky, i form af scener der ligner noget fra Tarkovskys film, men også tematisk: Naturen spiller en meget stor rolle, ligesom hos Tarkovsky, men hos von Trier bliver naturen i stedet for at være det mystiske gode i verden til det mystiske onde. I Tarkovskys Solaris er der for eksempel en scene hvor man ser en række meget idylliske tegninger/ billeder, mens der i Antichrist bliver vist en serie billeder med hekseprocesser. Igen i Solaris forgår en del af handlingen ved et hus som ligger i meget idylliske natur-omgivelser, mens huset – kaldet Eden – i Antichrist er faldefærdigt og under angreb fra den omliggende natur.
På et tidspunkt i filmen får vi at vide at Freud ikke er noget man bruger mere i psykologien og psykoterapi. Men vores hovedperson-psykoterapeut kunne faktisk have haft stor nytte af lidt Freud: Konen lider tydeligvis af skyld over barnets død. Så voldsomt at hun er under længerevarende behandling for det. Hun bliver da konfronteret endnu mere direkte med sin skyld, ved at de tager ud til huset i skoven og hun dropper al sin medicin. I første omgang ser det ud til at hjælpe, men Freud ville have luret at der blot er sket det at hun har fortrængt sin skyld, som pludselig vender tilbage fra det ubevidste som noget meget mere uhyggeligt. Antichrist er da også en uhyggelig historie lige efter bogen – Freuds ”Det Uhyggelige” – hvor alt det som tilsyneladende er hyggeligt, viser sig at være det modsatte: Den hyggelige hytte i skoven. Den hjemlige hygge mellem manden og konen. Og ikke mindst: Dyrene i skoven, som i følge Disney er noget af det mest hyggelige der findes. Og det er på ægte Freudvis hvor tingene ”vender tilbage” i en kun let forandret form. Det uhyggelige ligger nemlig ifølge Freud i at man både genkender tingen og oplever den som fremmed. Der er mange andre ting som kører lige efter Freud, men hvis jeg skulle nævne det hele, ville jeg nok afsløre det meste af handlingen.
At en film er en genre-film kan betyde flere ting: Det er i hvert fald sikkert at Antichrist benytter sig af virkemidler fra (andre) horrorfilm. En del af scenerne mindede mig for eksempel om scener fra Stephen King-filmatiseringer. Genrefilm kan også benytte sig af en fast formular for hvordan en film skal være. En typisk middelmådig horrorfilm har en indledning, hvor vi stadig svæver et sted mellem virkelighedens verden og den uhyggelige verden, men når først det er afsløret at vampyrer findes, at manden var besat af en dæmon eller hvad det nu kan være, følger plottet en ganske forudsigelig kurs, hvor der kæmpes mod det overnaturlige indtil det enten overvindes eller vinder, alternativt tilsyneladende overvindes, men viser sig alligevel at vinde. Tricket i den gode horrorfilm er derimod at holde alle muligheder i spil så længe som muligt uden at det bliver kedeligt. Det lever Antichrist til fulde op til. Først til allersidst er vi nået til den endelige kamp mod det overnaturlige.
Der er en del typiske von Trier-elementer i filmen. Nogle af dem kan virke irriterende. Måske overdriver han sin symbolik lidt nogle steder. Specielt når symbolikken tager fysisk form og optræder direkte for os. Måske går der lidt for meget seher- hvad-jeg-kan-med-et-kamera i det i visse scener.
Og så er der dem som ikke kan lide filmen af moralsk/politiske årsager: Antichrist er blevet udlagt som at von Trier vil fortælle os at kvinder på bunden er onde. Men det er simpelthen for enkelt stillet op. Der er selvfølgelig det i filmen, fordi det er en del af plottet at konen forsker i hekse, men alt det dér fortolknings- halløj er i virkeligheden en gang vrøvl, når det drejer sig om en film der har tilstrækkelig kunstnerisk dybde til at vise mange forskellige ting samtidigt.
Så tag bare og få set filmen, hvis du er ved at være træt af horrorfilm der ligner hinanden til forveksling.
Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr. 21
