Asterix og de Olympiske Lege

Film, Frankrig 2008, 116 min.
Instr.: Frédéric Forestier & Thomas Langmann
Medvrk.: Gérard Depardieu, Clovis Cornillac, Alain Delon, m.fl.

Asterix tegneserie-albummene bliver både filmatiseret som tegnefilm og som live action-film. Mens danske A-film lavede den vellykkede tegnefilm Asterix og vikingerne, så blev der arbejdet på live action-filmen Asterix og de olympiske lege som er baseret på Asterix-albummet Olympisk mester! Der er lavet 3 live action-film og 8 tegnefilm. Den første live action-film var ret ringe, men nummer 2, baseret på Asterix og Kleopatra-albummet, var rigtig god. Desværre er den nyeste film mindst lige så ringe som den første.

Der er stort set ikke noget tilbage fra det oprindelige album. Der er én scene der direkte er taget fra albummet og vel 2-3 scener der er tæt på noget i albummet. Historien er skrevet helt om. Filmskaberne ville vel have en kærlighedshistorie med, så de skaber en ny karakter ved navn Romantix. Han kommer fra Asterix’ landsby, men er forelsket i den græske prinsesse Irina. Desværre er Cæsars søn, Brutus, også forelsket i hende. Hun vil dog kun have Romantix, og derfor erklærer hun at det kun er vinderen af De Olympiske Lege der er værdig til at gifte sig med hende. Derfor tager alle de gæve gallere til Grækenland for at deltage i legene.

Det kan godt være at der ikke er så meget fra albummet i filmen, men til gengæld bliver Mirakulix ligesom i den første live action-film bortført under en druidekongres, hvor druiderne holder konkurrencer i deres magiske evner. Hvordan de har kunnet opstøve så mange druider i Grækenland, eller om Asterix, Obelix og Mirakulix er rejst hele den lange vej tilbage til Gallien midt i historien, får man ikke noget at vide om.

Mollusculus, som er hovedkonkurrenten i albummet, er desværre blevet henvist til en mindre birolle i filmen. I albummet er han den fantastiske sportsmand, der bliver så psykisk nedbrudt af gallernes overstyrke at han begynder at feje gulve. Der er desværre ikke en eneste kost med i filmen. I stedet har man indsat Brutus, som konkurrenten. Han skal altså vinde De Olympiske Lege uden at have styrken, så han prøver det ene kneb efter det andet, som både inkluderer doping, korruption og andet snyd. Han prøver også ustandseligt at tage sin far Cæsar af dage på alverdens udspekulerede måder, men det virker aldrig. Han er blevet et magtliderligt lille bæst, der sender sine mænd på pinebænken eller i cirkus (som løvemad) for den mindste lille kommentar.

Da filmen burde være sluttet og Romantix er blevet gift med sin prinsesse, så er der en latterlig sekvens dér hvor scenen med vildsvinefesten i landsbyen burde have været. Der er i stedet puttet en celebrety-middag ind. Her ser man fodboldspilleren Zinédine Zidane spille fodbold med en oppustet svineblære (er det mon hentet fra Svennerik og Gylledrikken?) og Tony Parker fra det franske landshold i Basketball drible med selvsamme bold. Det er vel noget de har lagt ind for at få nogle flere kendte hoveder ind i filmens skuespillerliste. Det er i hvert fald ikke noget der forbedrer filmens kvalitet. Der er dog en sportsmand der passer godt ind i filmen, og det er racerkøreren Michael Schumacher. Han spiller stridsvognkøreren Schumix, som konkurrerer med Brutus og Romantix i det afsluttende stridsvognløb.

Det er svært at vurdere skuespillernes præstation, da det materiale de skal spille er så dårligt. Jeg syntes at Alain Delon spiller rigtigt godt som Cæsar. Der er forøvrigt en ny skuespiller der spiller Cæsar i hver af live action-filmene. Det er faktisk utroligt hvor få skuespillere fra den forrige film der vender tilbage. Det er stort set kun Gérard Depardieu som spiller samme rolle i alle filmene. Han spiller Obelix.

Hvis den skulle have karakter blev det vel 1 ud af 5 bautasten.

Anmeldt af Kim Pierri i Himmelskibet nr. 21

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *