Christian Reslow – Micki 19.50

Micki 19.50
Roman af Christian Reslow
Valeta 2010, 136 sider

Som omslagets illustration antyder, er dette ikke nogen behagelig bog.

Da en koncert med den populære sangerinde Raquelle skal til at begynde, går lyset ud og alle undtaget 4 personer forsvinder. De fire personer er sangerinden, en kameramand med skæv ryg efter mange års arbejde med tunge kameraer, en aldrende dirigent og en forfatter, der kun omtales som Jyden. De er dog ikke de eneste tilstedeværende i den mørke koncertsal. Raquelle har igennem hele sit liv båret på resterne af sin ufødte tvilling. Disse rester har taget form af en knude i hendes bryst, hun har dog her på de seneste tvivlet på, om det blot er en klump dødt væv, eller om der er en bevidsthed knyttet til denne tvilling, da Micki, som hun har døbt tvillingen, lader mærke på sig, ved at sende smertestød igennem Raquelle. Da lyset gik ud og folk forsvandt, rev Micki sig løs og derved maltrakteredes Raquelles bryst, og væsnet udvikler sig nu på uformelig vis. Uvidende om dette finder den lille flok sammen, for at finde ud af hvad der er sket, og hvordan de kommer ud. Da det går op for dem at de er fanget i en cyklisk tidslomme, begynder en drabelig og makaber kamp på liv og død. Kampen er både imellem personerne og i nogles tilfælde også imod Micki.

Når jeg skriver at bogen ikke er behagelig skyldes det den meget beskrivende og brutale vold der er med. Dette element er dog med til at underbygge den ondskab der er en del af tidslommen, og hele den paradoksale situation.

Tiden i bogen er ikke gået i stå, men hver gang der er gået nogle minutter, bliver klokken igen 19.50. Personerne oplever tiden som lineær, men da tiden kører i ring, bliver de hele tiden påvirket af ting de enten har gjort eller ikke har gjort endnu.

Micki 19.50 er en fængende lille grotesk historie, der her er blevet skruet sammen. Bogens styrke er klart at tidsparadokset hænger rigtig godt sammen, og hvordan den underbygger personernes frustration over ikke at kunne slippe fri og slippe væk fra den ondskab de er fanget sammen med.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.27

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Horror, Roman og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *