Skyggekaster
Roman af Mikael Ostenfeld Krog
Forlaget Ostenfeld
2010, 164 sider
Den 12-årige Sine bliver mobbet i skolen og finder heller ikke meget ro derhjemme hvor hendes forældre skændes. En dag sker der noget underligt med Sine. Hun ‘forlader’ nærmest sin egen krop og deler sig i to. Det viser sig at hun er en skyggekaster, hvilket betyder at hun kan blive til sin skygge. Kort efter denne opdagelse bliver hun kontaktet af drengen Emil, der beder hende om at redde hans bror Frederik, som er fanget i en anden verden. I et brev fra Frederik står der beskrevet at hun skal gå til Søren Kierkegaards grav. Da hun gør dette, bliver hun via et blåt lys bragt til en fremmed fantasiverden, hvor hun skal prøve at finde og redde Frederik fra hvilken fare det nu er han er i. Hun møder en række væsner på vejen som sommerfuglemanden der mener han er en engel, og den tohovedede Hel-hund. Nogle af de væsner hun møder, hjælper hende, mens andre prøver at forhindre hende i at udføre hendes opgave.
Sine er meget hurtig til at acceptere sin nye evne, og accepterer også med det samme at en fremmed dreng kommer til hende og tager hende med ud på en kirkegård midt om natten. Hun kaster sig også straks ud i opgaven, uden at vide hvad den egentligt går ud på. Det bliver aldrig rigtig tydeligt hvad det er hun skal befri Frederik fra, selv ikke da hun finder ham, er det klart hvad det er der holder ham fanget.
Bogen er en kort ungdomsroman og skal selvfølgelig læses som en sådan, og den vil sikkert være underholdende for børn og unge at læse, for der er nogle spøjse personer og væsner i den verden hun kommer til.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.27