Moln – Jorden husker
Af Michael Kamp
Tellerup, 2011, 218 sider
Folkeskolen i Moln er bygget oven på jord der i fordumstid var den mose hvor menneskeofringer til guderne blev foretaget. Igennem tiden har pladsen været brugt til henrettelser, hekseafbrændinger, samt et sindssygehospital i den periode hvor det hvide snit var i den behagelige ende af behandlingsmetoderne. I vor tid er der nu en skole, men alt den blod som den gamle mosegrund er blevet vædet med i løbet af årene har fordærvet området.
Dette fordærv viser sig ved at nogle af fortidens ugerninger stadig spøger, hvilket nu går ud over de børn der går på skolen. I skolebibliotekets bogkælder er der er misfarvet plet på gulvet. Rygtet (som en lærer fortæller til de to bogopsætterpiger) vil at det var skolens tidligere pedel, der hængte sig selv i kælderen, men da det var lige inden en ferie blev han først fundet, da han var gået så meget i opløsning at kroppen var faldet til gulvet. Rygtet vil også sige at inden pedellen hængte sig selv var en pige forsvundet på skolen. De to piger sande at der nok er noget om rygtet og at hverken den forsvundne pige eller pedellen helt har forladt kælderen.
Igennem årene er flere børn ”flyttet” fra byen, eller det er i hvert fald den officielle forklaring for alle de der er forsvundet på mystisk vis. En ting der dog gør sig gældende for de der forsvinder i Moln, er at de aldrig bliver helt væk, men at de altid er til stede. Der er de der går igen for at skade de levende, men der er også de som ikke bliver oplevet af de levende, da de døde blot forsøger at suge lidt mere liv til sig fra de, der endnu ikke er forsvundet.
De familier der oprindeligt er fra Moln kender godt til forsvindingerne, og ved hvordan man skal beskytte sig. De ved at juleaften skal man passe godt på, og sørge for at barrikadere sig, for den julemand der måske kommer er ikke god og kommer med gaver. Den eneste grund til at han nogen gange ses i rødt er hvis han lige har spist.
De der er tilflyttere, eller de børn der ikke er blevet sat ind i Molns historie er dog ikke altid lige påpasselige, og kommer derfor til at fremkalde de spøgelser som byen rummer. Man kan selvfølgelig undre sig over hvordan det i et lille samfund som Moln kan gå ubemærket hen at mange børn forsvinder. Bogens sidste kapitel giver et svar på dette, da vi har følger et krisemøde på lærerværelset, der netop går ud på hvordan situationen skal håndteres.
Bogen er opbygget af en række noveller der hver fortæller om tilstanden i Moln lige nu og her. Michael Kamp betegner selv bogen som en føljeton, hvilket er en god betegnelse, da novellerne har tråde og personer flettet ind i hinanden, og fortæller samlet historien om Moln.
Michael Kamp har tidligere brugt sin baggrund som folkeskolelærer i bogen Fordærv, hvor eleverne endte som zombier. Moln er en meget anderledes bog, for hvor Fordærv havde en skæv humor og var en samfundskommentar, så er Moln rendyrket gys. På samme måde som i Fordærv holder han sig heller ikke i Moln fra at tage livet af skolebørnene, eller for den sags skyld fra at lade skole-børnene angribe deres lærer.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.28
