Kenneth Bøgh Andersen – Den store Djævlekrig

Den store Djævlekrig
Roman serie af Kenneth Bøgh Andersen
Høst, 2005-2010

Kenneth Bøgh Andersen har efterhånden vundet flere priser for sine ungdoms fantasybøger. Men det var først for nyligt da jeg var forbi hylderne med denne genre på biblioteket at jeg fik taget mig sammen til at få læst nogle af hans bøger. Valget faldt på hans serie Den store Djævlekrig.

Bind 1: Djævelens lærling

Hvad gør djævelen hvis han pludselig bliver dødeligt syg? Han går på jagt efter en afløser. Det lykkedes ham at finde den perfekte afløser i menneskernes verden; den modbydelige skole­dreng Søren. Han kaldes allerede for Djævle-Søren da han altid er efter de små, specielt det offer der er ”ugens fordømte”. I denne uge er det dydsmønstret Filip det går ud over. Filip er den stille dreng der altid har styr på sine ting, og har lavet lektierne forud, han er god mod dyr, og for at toppe det hele af, er han spejder, så alt i alt det komplet modsatte af Søren.

For at Søren kan rekrutteres er han nødt til at dø, men der sker dog en fejl, så det er Filip der dør i stedet og ender i helvede. Da der ikke er mulighed for at gøre dette om, må han indtage pladsen som Djævelens lærling. Dette falder ham noget svært, og det er heller ikke let for ham at gå rundt og se hvordan de forsømte bliver pint og plaget. Via list lykkedes det dog gradvist for djævelen at få gjort Filip til en lille drilsk dæmon.

Filip bliver venner med temptaneren (fristerdjævele) Satina. Sammen prøver de at finde ud af hvad det er, der har gjort djævelen syg, for både at redde ham, men også for at Filip ikke skal indtage tronen i helvede.

Kenneth Bøg Andersens helvedes univers er på den ene side beskrevet som et ondt sted hvor folk pines, bl.a. udføres Sisyfos’ arbejde hvor store sten slæbes rundt, og en mand der druknede sin kone, er nu for evigt selv fanget i vandet, mens hajer svømmer omkring ham. En anden god beskrivelse er hvordan hovedgaden består af hoveder af de folk der i livet trådte på andre, hvor der nu trædes på dem. Samtidig med denne dystre verden, beskrives også hjemstedet for dæmonerne, som hver især lever deres dæmon familie liv. Det er både et fantasifuldt, men også underholdende univers.

I bind 2 Dødens terning bliver Filip endnu engang hentet til helvede. Denne gang sørger Døden for at Filip bliver ramt af et lyn. Døden skal bruge Filips hjælp, da hans terning er blevet væk.

Når et menneske fødes spiller Gud og Djævelen terninger om hvor let det skal være for Djævelen at friste dette menneske. Ud over dette slår Døden også et terningslag, men dette er et slag der skal afgøre hvor
gammel personen skal blive. Det er den 100 sides terning som Døden bruger der er blevet stjålet, hvilket nu betyder at alle der fødes er udødelige. Filip syntes ikke det lyder som noget problem, men Døden forvisser ham om at udødelighed ikke er ønskværdigt. Det vil bl.a. betyde at folk der er kommet slemt til skade eller f.eks. begraves levende i forbindelse med et jordskælv, kommer til at leve i uendeligt smerte. Det, der dog endeligt overtaler Filip til at hjælpe Døden, med at finde terningen, er da han ser det timeglas der viser hans mors liv, og han kan se at sandet er ved at rinde ud. Døden lover Filip at han vil slå et ekstra slag med terningen for moderen hvis Filip finder terningen.

Djævelen har rejst en statue af Filip efter han havde reddet hans liv tidligere. Denne statue bliver dog ofte udsat for hærværk, da ikke alle dæmoner er lige glade for at have en statue af et menneske stående. Det er heller ikke alle der er lige tilfredse med den straf som djævlenes attentatmand fik. Bortset fra hos Djævelen og Satina er det generelt en kølig modtagelse Filip får på hans genbesøg.

Filip finder endnu engang sammen med Satina, og de gennemsøger sammen underverdenen i jagten på terningen. De støder således også ind i nogle af de sjæle der vandrer fortabte rundt, samt nogle af de der boder for deres synder i skærsilden.

Bog to gør sig godt ved at den beskriver yderligere dele af underverdenen, hvilket selvom Filip ikke bliver synderligt plaget af stedet, ikke bliver beskrevet som noget behageligt sted.  

Bind 3: Den forkerte død

Satina har tidligere givet Filip to piller som han kan bruge til at tage på besøg i helvede. Ved en fejl ender Søren (plageånden fra bog 1) dog med at spise den ene, og derved ryger han ind i efter-livet for tidligt. Filip skynder sig at tage den anden pille for at følge efter ham, og forsøge at få ham tilbage igen. Det viser sig yderligere at ved at Søren har taget denne pille, er der kommet et hul i skæbnen, så verden rent faktisk risikerer at gå under hvis der ikke rettes op på denne fejl. Søren er dog ikke lige til at
finde, for i stedet for at havne i helvede er han kommet til Hades, så nu må Filip drage dertil for at få ham fri. Da Hades ikke har fået nogle nye sjæle i hundreder af år er han dog langt fra villig til at opgive Sørens, heller ikke selv om Filip og Satina har et brev med fra Gud, der beder om dette.

I bog 3 kommer Filip således både igennem Paradisets have og Hades, men Helvede ser også anderledes ud. Der er ikke så mange pinsler, og flere af de forsømte ligger og slapper af rundt omkring. Dette skyldes at flere af djævlene er stukket af da de ikke længere respekterer Lucifer, og det er nu ved at samle sig til et oprør imod ham.

 I sidste bind, Ondskabens engel, ser det for alvor sort ud. Dæmonen Aziel der blev forvist fra helvede i bind 1 har nu samlet en hær, og er klar til at storme helvede for at indtage Djævelens trone. Efter Satinas bortførelse er Filip igen blevet til en fuldt ud djævel, og han drager nu ud for både at stoppe Aziel, men også for at finde Satina.

Kenneth Bøgh Andersen har et meget levende og medrivende sprog, og der er spændende at følge Filips færden i helvede. De to første bind i serien har da også vundet Orla priser for henholdsvis bedste børnebog (2006) og bedste Fantasybog (2009). Bøgerne er Fantasy bøger skrevet til børn og unge, men de er bestemt underholdende at læse for andre også.

Bøgerne er fyldt med referencer til bibelske personer, specielt de der er havnet i helvede.
Bøgerne medtager dog også elementer fra andre religioner, da der i dette univers ikke kun er en religion, men efterlivet bestemmes af hvilken religion man har bekendt sig til i livet.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.28

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Fantasy, Roman og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *