Blodsugerens rædselsnat

Blodsugerens rædselsnat
(The Bloodsucker Leads The Dance / La sanguisuga conduce la danza)
Film, Italien 1975, 85 min.
Instruktion: Alfredo Rizzo
Medvirkende: Femi Benussi, Giacomo Rossi-Stuart, Krista Nell, Patrizia Webley m.fl.

Another World Entertainment kan ikke få nok ros for sin evne til at grave titler frem fra glemslens dyb. Engang imellem er det dog lidt for tydeligt, hvorfor de pågældende film havnede dér i første omgang.

Et sådant eksempel er Blodsugerens rædselsnat, der trods titlen absolut intet har med vampyrer at gøre eller kan siges at være rædselsvækkende i nogen som helst grad.

I stedet er der tale om et stykke italiensk euro-sleaze af den slags, hvor stort set samtlige kvindelige medvirkende når at smide tøjet undervejs i et forsøg på at fastholde seerens interesse. Den slags film kan være underholdende nok og har sine tilhængere, men selv de vil have svært ved at undertrykke en
gaben undervejs.

Selve handlingen – og ja, der er faktisk én – kan bedst beskrives som en giallo-udgave af eventyret om Blåskæg. Fire unge skuespillerinder inviteres til at bo på et slot af en greve, som har kastet sin kærlighed på én af dem. Vel ankommet til slottet, der ligger på en lille ø, opdager den udkårne, at hun har en umiskendelig lighed med grevens tidligere hustru, der forsvandt under mystiske omstændigheder.

Samtidig er greven så venlig at informere sine gæster om sin slægts forbandelse: Både hans far og farfar skar nemlig hovederne af deres koner, da de blev afsløret i utroskab, og kniven befinder sig stadig på slottet! Inden længe begynder hovederne selvfølgelig at rulle igen, mens stormen raser udenfor, og da handlingen udspiller sig i 1902, er mulighederne for at komme væk fra øen og tilkalde hjælp noget nær ikke-eksisterende.

Hvis ovennævnte referat efterlader det indtryk, at Blodsugerens rædselsnat indeholder bare det mindste spænding, så kan det oplyses, at vi skal 55 minutter ind i filmen, før det første hoved skilles fra kroppen. Resten af tiden er gået med ligegyldig snak og diverse sexscener, kombineret med fantasiløs instruktion, stereotype skuespilspræstationer og en enerverende synthesizer-score.

Den sidste halve time hæmmes af, at personerne er underligt passive og overhovedet ikke formår at opklare noget som helst. I stedet forfalder filmen til det gamle trick med at lade en kriminalinspektør komme ind fra højre til allersidst og forklarer alle – inklusiv seeren – hvad der egentlig er foregået.

Teknisk set bærer Blod­sugerens rædselsnat også præg af at være hevet op fra glemmeboksen. Billedet er fyldt med ridser og urenheder, og der er intet ekstramateriale på dvd’en, der mere må betegnes som en kuriøs end en nødvendig udgivelse.

Karakter: 2 ud af 10.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.28

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *