Evighedens dal – Et rollespil om pingviner

Evighedens dal
Et rollespil om pingviner
Juhana Pettersson og Claus Raasted
Rollespilsakademiet 2011
140 sider, 150kr.

Evighedens dal er et finsk rollespil om pingviner og deres kamp for at overleve den barske natur på Antarktis. Det frosne kontinent er en mytisk verden, hvor pingviner og de vilde antipingviner kæmper en konstant kamp for overlevelse mod naturen og mod rovdyr.
Langs kysterne til Overflødighedens Ocean ligger kolonier af pingviner, og blandt pingvinerne er der helte, som lægger familielivet bag sig for at blive forsvarere og krigere, der beskytter samfundet, de har lagt bag sig. I pingvinernes verden kan man ikke både have en familie og være en helt. Det tillader det barske klima og de mange rovdyr ikke.
Inde ved Skuffelsernes gletsjer lever de udstødte pingviner, som gletsjerens har taget til sig og forvandlet til de rå antipingviner. Blandt disse er der anti-heltene, som lægger vildskaben bag sig for en bedre morgendag.
Evighedens dal er ikke et klassisk fantasy-rollespil, men i stedet et eventyrligt rollespil, der bruger westernfilmene som genre. Spillet handler ikke om kampen mellem det gode og det onde, men i stedet vægter det de mange gråzoner, som også findes i westerns, hvor revolvermændene er ensomme omstrejfere og et nødvendigt onde. Her er det i stedet pingviner med spyd og knive, som strejfer omkring og beskytter samfundet mod rovdyr, antipingviner og andre, mindre hæderlige pingviner.
Evighedens dal er et stemningsfyldt rollespil. Med navne og landskaber skabes et fascinerende vista, som rummer sin helt egen stil, og det akkompagneres af stemningsfyldte illustrationer. Reglerne er simple og traditionelle. Der bruges sekssidede terninger, og systemet er holdt til et minimum for at sigte på de korte kampagner eller enkeltstående historier, som man kan spille på enkelt aften. Spillets regler er hurtige og effektive, og de tager ikke mange øjeblikke at lære.
Kapitlet for spilledere henvender sig mest af alt til nye rollespillere. Erfarne rollespillere kan let gå til Evighedens dal og finde underholdning i spillet, og nye og nysgerrige rollespillere kan kaste sig over Evighedens dal guidet af regelbogens simple, men effektive vejledninger. Der følger dertil to scenarier og mange forslag til nye historier.
Anmeldereksemplar leveret af Rollespilsakademiet.
Anmeldt af Morten Greis Petersen i Himmelskibet nr.29

Dette indlæg blev udgivet i Rollespil og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *