Bag Adonais Spejl
Antologi redigeret af Nikolaj Højberg
Kandor, 2011, 410 sider
Bag Adonais Spejl samler femten noveller af danske forfattere, og mens den beskriver sig selv som fantasy, er nogle af novellerne rendyrket science fiction, mens andre stikker over i magisk realisme. I det hele taget spænder antologien virkeligt bredt, og den giver et interessant indblik i, hvor meget forskelligartet fantastisk litteratur, der bliver skrevet i Danmark, og hvor forskellige mennesker, der skriver den.
Det må dog nævnes, at antologien ligeledes spænder meget vidt, hvad kvaliteten af novellerne angår. Der er et par rædderlige historier i den, og det kan undre, at redaktionen ikke har valgt at afvise en eller to af dem. Desuden ville man have gjort forfatterne en tjeneste ved at læse betydeligt bedre korrektur. Der slipper et par pinlige sprogblomster igennem et par steder, og det er synd – for forfatterne, for læseren og for antologien. For der er faktisk også nogle rigtig fine historier i Bag Adonais Spejl.
De absolutte perler er Majbrit Høyrups ”Smeden i Moelbæk” og Lars Ahns Pedersens ”Skjoldmøer”, og det er værd at opstøve antologien bare for de to noveller.
”Skjoldmøer ”er en aldeles ufantastisk fantasyhistorie, karakterdrevet, rørende, og spændt som en duelscene i en spaghetti-western, om to krigerkvinder der prøver at leve med alt det, de har gjort og med frygten for en dag at blive indhentet af hævnen.
”Smeden i Moelbæk” er en sær, smuk, og elegant skrevet historie, der bevæger sig mellem det århusianske gourmetmiljø og et land af sindige kæmper, skjult på den anden side af de jyske skove.
Andre bidrag, der er værd at nævne, er Jonas Wilmanns science fiction-historie ”Mørke” om et land, hvor kun positivitet er tilladt, Ditte Hennilds grumme ”Til sidste dråbe”, Thomas Strømsholts bogkærlige ”Bibliofylakes”, hvor et rumvæsen hjemsøger verdens bogsamlinger, Sari Arents fint plottede ”Rendestenstoner”, og den dybt mærkelige og let skræmmende Modlys af Emil Blichfeldt.
Anmeldt af Anne Vinkel Hansen i Himmelskibet nr.30
Jeg mener nu, at “Straffende ild” bestemt også var en læsning værdig. Satte nogle tanker i gang.
Pingback: Skjoldmøer får ros « Lars Ahn Pedersen