Fantasy & Science Fiction

Fantasy & Science Fiction
November/december 2010, 258 sider
Januar/februar 2011, 258 sider
Marts/april 2011, 258 sider

 De trykte medier er under pres, og det gælder også de tre store novellemagasiner Analog,
Asimov’s og Fantasy & Science Fiction.

Sidstnævnte gik i foråret 2009 over til kun at udkomme hver anden måned, men fordoblede antallet af sider, så formatet nu mere minder om en paperback end et magasin. Med 11-12 noveller af varierende længde i hvert nummer er der masser af læsestof, hvilket samtidig er forklaringen på, at denne anmeldelse kommer med en vis forsinkelse.

Jeg skylder også at nævne, at jeg har overtaget disse tre numre fra Jeppe Larsen, som har abonneret på F&SF og tidligere har anmeldt bladet i Himmelskibet.

Mit eget udgangspunkt er, at jeg læser masser af noveller inden for de fantastiske genrer, men det foregår primært på nettet, hvor man kan finde masser af gratis fiktion af høj kvalitet på sider som Clarkesworld (Hugo-vinder for bedste semiprozine i 2010 og 2011), Subterranean, Tor.com, Lightspeed, Fantasy Magazine, Strange Horizons m.fl. Så da muligheden bød sig for at prøve et af de tre store papirmagasiner slog jeg til.

På forhånd var mit indtryk, at magasiner som F&SF indeholdt noveller af mere traditionel karakter, mens det er i online-magasinerne, at man finder mange af de nyere forfattere, som eksperimenterer mere med genrerne.

Det er selvfølgelig meget sort/hvidt sat op, men omvendt føler jeg, at de tre numre af F&SF, som jeg har læst, til dels bekræftede mine fordomme. Der var masser af gode fortællinger, men kun få som var virkelig fremragende, og en hel del som var hurtigt glemt igen. Generelt savnede jeg også flere noveller, som blandede genrerne, når nu magasinet hedder Fantasy & Science Fiction.

Her følger højdepunkterne:

Nov/dec: Bedst af alle i de tre numre var Robert Reeds ”Dead Man’s Run,” der er noget så usædvanligt som en nærfremtidshistorie om løb. Den er samtidig en krimi om en gruppe løbere, der forsøger at opklare mordet på en af deres bekendte. Science fiction-vinklen består i, at han stadig er til stede blandt dem i virtuel form og konstant holder dem til ilden med deres træning og efterforskningen af sit eget mord. En spændende historie med gode personbeskrivelser og en tilpas overraskende slutning.

”Crumbs” af Michaela Roessner er en moderne og vellykket opdatering af ”Hans og Grete” set fra heksens synspunkt, mens Alexandra Duncans fine ”Swamp City Lament” handler om datteren af en konkubine, hvis fremtid pludselig står over for en forandring, da dronningen dør. Umiddelbart ligner den en fantasy-fortælling, men viser sig at foregå i fremtiden efter en klimakatastrofe. Som sådan passer den perfekt til F&SF.

Jan/feb: Tre meget forskellige science fiction-noveller skiller sig ud i dette nummer.

”Canterbury Hollow” af Chris Lawson foregår på en planet, hvor solen er så kraftig, at den har tvunget befolkningen under jorden. Her er der dog begrænset plads, så via lodtrækning udvælges en række personer til at dø. Novellen følger en mand og en kvinde, som mødes tilfældigt efter at være blevet trukket ud og beslutter sig for at tilbringe den sidste tid sammen. Det fascinerende i historien er beskrivelsen af et samfund, hvor folk har accepteret, at deres liv kan ende på denne måde.

Veteranen Kate Wilhelms ”The Bird Cage” handler også om en mand og en kvinde, der bringes sammen af tilfældigheder, men her skyldes det en bizar bi-effekt af et eksperiment, der har til formål at forlænge en dødeligt syg millionærs liv. En forsøgsperson køles ned, mens han sover, og i sin drømmetilstand formår han uden at vide det at påvirke personer i sin omgangskreds, deriblandt sin bror og en pige fra sin barndom.

Endelig leverer Richard A. Lupoff en smart tidsrejsehistorie med ”12:02 P.M.,” der er en fortsættelse til ”12:01 P.M.” fra 1973, men sagtens kan læses uafhængigt af denne.

Mar/apr: Det svageste af de tre numre indeholder en rørende novelle af Ken Liu, ”The Paper Menagerie,” om en kvinde fra Hongkong, der bliver gift med en amerikansk mand gennem et bureau. Fortælleren er deres søn, som skammer sig over moderens manglende evne til at blive integreret i sit nye land og fornægter den kinesiske del af sig selv.

Det fantastiske element i historien består i, at moderen kan få origami-figurer til at blive levende, men i bund og grund kan den del sagtens pilles ud.

Mest interessant er dog Kali Wallaces ”Botanical Exercises for Curious Girls,” som tilmed er hendes første offentliggjorte novelle. Umiddelbart lader den til at udspille sig på en pigeskole, men det går snart op for læseren, at noget ikke helt er, som det bør være.

Der er kun en enkelt pige, som til gengæld har masser af oppassere og virker som om, hun lider af en mystisk sygdom. Hun har heller aldrig set sit eget spejlbillede og undersøges af en professor, og inden længe tager historien en drejning i retning af science fiction.

Igen et eksempel på en novelle, som F&SF burde rumme flere af.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.30

Dette indlæg blev udgivet i Antologi, Fantasy, Magasiner, Science Fiction og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *