Dante 01

Dante 01
Film, Frankrig 2008, 88 min.

Symbolikken strømmer os i møde allerede i denne films titel: Den foregår på en rumstation i kredsløb omkring helvedesplaneten Dante, som originalt nok hedder Dante 01. Oven i hatten får vi så at rumstationen i form minder om et kors. Til denne rumstation ankommer da en forsker, som har meget urent mel i posen samt en straffefange. Eller hvad han nu er. Den kvindelige forsker er ude på at lave eksperimenter på de sagesløse indsatte i det fængsel, som rumstationen er. De skal kureres fra deres onde tilbøjeligheder, om det så skal koste dem livet. Vores mystiske fremmede, hans baggrund bliver aldrig helt klarlagt, viser sig at have en evne til at se ting som andre ikke kan se og ikke mindst at have nærmest magiske helbredende evner. Så er symbolikken for ham vist klar.

Oplægget til filmen er sådan set ganske vel gennemtænkt. Der er mange interessante personer i. Problemet med at det er lavbudget science fiction kommer de nemt udenom ved at det meste af filmen foregår i rumstationens gange. Men hvorfor dælen kom der så ikke en god film ud af det? For det første er der vores mystiske Reserve-Jesus hovedperson, som i øvrigt bliver spillet blændende af Lambert Wilson, den gale franskmand fra Matrixfilmene. I en science fiction setting skriger hans mystiske baggrund bare på en forklaring. Det er ham der sættes op som den tekno-gåde vi skal se blive løst. Og ikke en skid får vi.

For det andet – hvilket hænger sammen med det første – er det problemet med filmens virkelighedsplan og dens symbolske plan. Symbolikken forstår vi godt og den er fremragende til at supplere en handling på virkelighedsplanet (jeg kan ikke rose Pans Labyrint nok for den eminente måde det håndteres på i den film), men i Dante 01 flakser vi flere gange helt ud på symbolplanet og taber virkelighedsplanet af syne. Det kan symbolikken bare ikke holde til. I en film som 2001 ender vi op med noget symbolik, men det kommer naturligt frem efter at vi filmen igennem har bevæget os den vej. I Dante 01 hører virkelighedsplanet bare op og kasseres som om det var et stillads man kunne læne helvede / kristus symbolikken op af.

Men som sagt er det meget der faktisk fungerer i Dante 01. Et langt stykke af vejen er der et velfungerende plot og et sted hvor den skiller sig markant ud fra mange andre der film, som generelt har fået negative anmeldelser, er den måde personerne opfører sig som personer, og ikke skifter adfærd hver gang det er krævet af plottet. En af de ting jeg tror trækker den ned i mange anmelderes øjne er at filmen ikke forsøger at følge samme skema som typiske Hollywood science fiction-film. Der er for eksempel hverken en tydelig helt eller en tydelig skurk. Men en sådan kritik, om den er bevidst eller ej, er ikke rimelig, så jeg ender på en karakter på omkring middel. Hvis instruktøren Marc Caro. Jean-Pierre Jeunets makker fra bl.a. Delicatessen og City of Lost Children – formår at lære lidt af sine fejltagelser, kunne han være et godt bud på instruktør af kommende rigtig gode science fiction-film. Dem er der ikke for mange af.

Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr. 18

Dette indlæg blev udgivet i Film, Science Fiction og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *