Zombie: Hell On Earth
Film, Italien, 1988, 95 min.
Instr.: Lucio Fulci, Bruno Mattei & Claudio Fragasso
Medvrk.: Deran Sarafian, Beatrice Ring, Ulli Reinthaler, and a Philippino cast of thousands.
På DVD fra Another World Entertainment (www.anotherworldent.com)
Another World Entertainment er i færd med at sende hele serier af mere eller mindre klassiske sci-fi, horror- og andre trash-film ud på det danske marked, og Zombie: Hell On Earth er nr. 5 i deres Zombie- serie. Lige et ord om filmens titel. Skal du slå denne film op på IMDb, så søg på dens italienske (og amr.) titel Zombi 3. Og hold nu tungen lige i munden: Filmen blev, yderst odiøst, lanceret som efterfølgeren til Fulci’s noget mere vellykkede Zombi 2 (1979 – dansk: Rædslernes Grønne Ø), som fik sin titel ved at referere til George Romero’s Dawn of the Dead (1978) – den hed nemlig Zombi i Italien. Zombi 2 hed i USA blot Zombie, og i England Zombie Flesh Eaters, så Zombi 3 – den film vi anmelder herunder – har derfor også den britiske titel Zombie Flesh Eaters 2! Hvorfor den nu lanceres i Danmark/Skandinavien under titlen Zombie: Hell On Earth, well, dén høne må du plukke med distributøren! Et kvalificeret gæt: Sikkert fordi de ikke vil have at den skal virke som en del af en serie. Men – den er jo nr. 5 i deres egen zombie-serie?! Nå, zombier og logik er ikke to ting der hører sammen…
Hvorom alting er så kan vi berolige de forvirrede med at Zombie: Hell On Earth ikke behøver at blive set som en del af en serie; dens forbindelser til andre – og generelt bedre – zombie-film er rent exploitativ. Zombie: Hell On Earth er en ultra-lavbudgets-film, optaget på Filippinerne, i nærheden af en amerikansk militærbase. Fulci fik aldrig færdiggjort den, så den blev fuldendt af de (meget, meget) dårligere instruktører Bruno Mattei og Claudio Fragasso – og dét kan mærkes.
Lad os starte med plottet, for så vidt det er muligt at snakke om et sådant. Zombie: Hell On Earth (1988) tager sit udgangspunkt i et plot-element fra Return of the Living Dead (1985), hvor en zombie brændes, så zombie-virussen slipper ud i atmosfæren i aske-form, og begynder at inficere fugl, folk og fæ. Dette plot-element er i Zombie: Hell On Earth tilsyneladende ment som en igangsætter for en form for miljø-budskab – et tegn på at Fulci ønskede at piske lidt mening i filmene, ligesom hos Romero – men der er desværre ikke skyggen af symbolik eller budskab i resten af filmen, sandsynligvis fordi den blev færdiggjort af (endnu) ringere instruktører. Der var selvfølgelig ikke megen mening med Zombi 2 heller, men den havde dog visse kvaliteter, såsom at hovedpersonerne var relativt sympatiske, havde motiver og opførte sig stort set som man nok selv ville gøre i samme situation. Den havde anstændig instruktion, en rigtig god undervandsscene (en zombie mod en haj!), og der var gjort en hel del ud af effekterne. Zombie: Hell On Earth (”Zombi 3”) har ingen af disse kvaliteter, og er heller ikke en fortsættelse til Zombi 2. Den består udelukkende af en række elementære zombie-begivenheder, på baggrund af et kvarthjertet præmis med en hemmelig, militærkontrolleret virus, som et hold videnskabsmænd (på Filippinerne…) arbejder på, og som går frygtelig galt. Tilsyneladende – og det er bare et gæt, vurderet ud fra filmens åbningsscene – er formålet med virussen at vække de døde til live, men den muterer, således at de levende mennesker, der inficeres, hurtigt bliver til morderiske zombier (der snakkes også om at zombierne spiser folk, men det ser man ikke; man ser dem kun være voldelige; hakke i folk og tankstationer med macheter; hive lemmerne af dem, og den slags).
Zombie-volden er fair men ikke ophidsende god, eller for den sags skyld ophidsende zombieagtig – med måske en enkelt undtagelse: Højde-(eller måske lav)- punktet er et zombie-hoved som flyver ud af et køleskab. Nyd denne scene mens den varer, for der kommer ikke flere af samme skuffe. Til gengæld foregår noget af volden og lemmeafrivningen svømmende i Filippinernes varme kilder, hvilket da er eksotisk. Derudover udgøres konflikten af spændingen mellem mil i – tærfolkene og holdet af videnskabsmænd, som på patetisk vis konstant mundhugges over hvem der bedst kan klare ærterne – ligesom i Day of the Dead, men langt mere overfladisk. I baggrunden render der desuden en lille håndfuld unge mennesker rundt og forsøger at slippe fra zombierne, men samtlige personer er aldeles uden personlighed eller nærvær, man lærer dem overhovedet ikke at kende, og skuespillet er ikke blot vaklende, men konstant snublende og ligefrem grinagtigt. Næsten alle zombierne spilles af uforklareligt barfodede (?) filippinere, og det er paradoksalt nok dem, der gør det bedste stykke arbejde. Zombiernes udseende og skuespil er der ikke noget at udsætte på, men det er også noget nær det eneste positive man kan sige om denne film. Det er en decideret ”zombiesploitation”- film, som kun er udsendt for at tjene penge på zombie-films popularitet. Selv musikken er gyselig: Hver gang en zombie-kamp går i gang, starter der en glad ’80er-rytme som overhovedet ikke passer til situationen, og mindst af alt er skræmmende eller knugende (det lader til at være inspireret af de delvist lignende rytmer fra nogle scener i Day of the Dead, men dér er musikken faktisk rigtig sej og stemningsfuld og passer godt til scenerne) – men som da i det mindste kan fremkalde lidt hårdt tiltrængt latter. Zombiekampene er simpelthen instrueret som action-scener i stedet for horror- scener (?!). Zombierne bevæger sig – i action-scenerne – hurtigere end i Romero’s zombie-film, omend stadig langsommere end levende bersærker-mennesker ville gøre. Men tempoet skrues op sammen med musikken i kampscenerne, hvorved filmen altså farer frem og tilbage mellem gys og (fjollet) action. Der er dog et stykke vej endnu til de frådende kamp-zombier i 28 Days Later… (2002).
Slutningen er ”inspireret” af Romero’s The Crazies (1973), hvor hvidklædte militærmænd i gasmasker skyder løs på både de zombie-inficerede og (især) de raske, for på den måde at sikre, at der ikke er mere end en eller to af vores skrigende hold af anonyme unge lømler der overlever.
Er man ukritisk giga-kæmpezombie- film-fan, så får man både hvad man vil have og hvad man fortjener i denne film, nemlig et visionsløst, klichéfyldt kopiprodukt, som kun udmærker sig ved ikke at være uudholdeligt dårligt, men blot smagløst og uden budskab eller konsekvens (selv de nøgne damer mangler). Trashy må den siges at være, men dog kun hvad angår handling, skuespil, manuskript, dialog, instruktion, soundtrack og generel udførelse – alt resten er der ikke noget i vejen med!
Tue’s karakter: 2 ud af 10
Rasmus’ karakter: 2 ud af 10
Trash-film-gruppe-karakter: 3
Nåja, en smule trashy her og der… ikke det store, men så kompenserer vi ved at råve!
Anmeldt af Tue Sørensen og Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr.18
