Raw Feed 2: Sublime

Raw Feed 2: Sublime
USA, 2007, 113 min.
Instruktør: Tony Krantz
Medvirkende: Tom Cavanagh, Kathleen York og Lawrence Hilton-Jacobs
Warner Home Entertainment

Dagen efter sin fyrreårs fødselsdag skal George Grieves ind på Mt. Abbadon Hospital for at have foretaget en kolonoskopi. Det hele går efter planen, og på trods af lidt navneforvirring i starten, bliver George lagt i fuld narkose og gjort klar til undersøgelsen.

Da han vågner igen, har han et lille ar i siden af maven og er alene i en stor, hvid hospitalsstue. Sygeplejersken, der gjorde ham klar tidligere, kommer ind og vil ikke fortælle ham meget – kun at det hele nok skal gå godt. Dagen efter kommer en læge ind og forklarer ham at noget er gået galt. På grund af at han har næsten identisk navn med en anden patient, er der blevet byttet rundt på deres behandlinger. Dette er dog ikke nok, og lægen må informere George om, at såret er blevet inficeret med en kødædende bakterie. George er frustreret, nu kan det ikke blive meget værre – men på Mt. Abbadon Hospital er tingene kun lige begyndt. For hvem er den ansigtsløse patient han deler værelse med? Hvorfor må han ikke se sin kone? Og hvem er den mandlige sygeplejerske Mandingo?

Efter denne allerede ubehagelige start tager historien stille og roligt fart og skruer også stille op for surrealismen. Fra en klassisk hospitalsgyser skifter den roligt og sikkert spor og bliver en surrealistisk thriller om at konfrontere sin egen frygt. Imens vi igennem læger og sygeplejersker hører om hans sygdomsforløb og hvilke implikationer der opstår, vælger George at undersøge den nedlagte fløj af hospitalet (Hvorfor har hospitaler altid en nedlagt fløj?), hvor han umiddelbart ser sin værste frygt. Umiddelbart, for tilskueren ved godt at det aldrig er så let. Stakkels George, sandheden er meget værre.

Det er en fed film. Er du sindssyg, det er en fed film. Da jeg lejede den, forventede jeg en hospitalsgyser med Saw-undertoner – hvilket forsiden også lægger op til – og jeg blev overrasket. Overrasket fordi filmen præsterer at overbevise en om at man har gennemskuet twistet, for derefter at få en på afveje og afslutte med samme twist så det igen når at overraske. Giver det ikke mening? Se filmen.

Billedsiden er præget af mange klassiske motiver og symbolik. Bl.a. bliver der til Georges fødselsdagsfest taget et billede bygget op som Den sidste nadver, og Henry Fuselis maleri af marens ridt er også brugt fantastisk, omend jeg har svært ved at se hvem der hænger den slags billeder på badeværelset …

Korsfæstelsen bliver ligeledes et motiv i filmen, sammen med flere bibelske referencer, som for eksempel det gyselige hospitals navn.

Flere steder i filmen blev jeg nødt til at se væk fra skærmen, på trods af at billedsiden egentlig ikke er specielt slem. På samme måde var det filmens mindre klamme og mere dystre episoder, der fik mig til at være spændt på udfaldet. Bl.a. problemet med at kurere den kødædende bakterie, og den unge smukke sygeplejerske, der passer George.

Filmens ubetingede mesterlige præstation er dog den sorte mandlige sygeplejerske Mandingo spillet af Lawrence Hilton-Jacobs. Hvordan en hvid skjorte og rød butterfly kan se så uhyggelig ud på en person, forstår jeg ikke, men det gør det. Og alene hans tilstedeværelse i scenen er med til at hæve pulsen. Fantastisk skuespil, fantastisk karakter.

Filmens titel er på ingen måde logisk, og så alligevel. Raw Feed er en Direct-to-DVD-serie produceret af Warner Home Video, og film nr. 2 i denne serie hedder Sublime. Ret forvirrende, da de fleste andre af filmene i serien ikke på samme måde er blevet kendt.

Raw feed 2: Sublime er en lækker film, der overrasker, har en lækker symbolik hele vejen igennem, og som forstår at udnytte det setting størstedelen af filmen foregår i, hospitalsværelset. Fødselsdagen som den sidste nadver er også forfriskende, da det eneste oversymbolske i disse scener netop ER fotograferingen, hvor de tolv gæster stiller sig op omkring Georg. Kender man lidt til klassiske billeder er der flere lag at hente, gør man ikke, er det stadig en lækker skummel film.

Anmeldt af Bjarke Schjødt Larsen i Himmelskibet nr.32

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *