A Book of Horrors

A Book of Horrors
Antologi, Stephen Jones (red.)
Jo Fletcher Books, 2011, 431 s.

”Hvad helvede skete der med horror-genren?”

Sådan indleder den erfarne redaktør Stephen Jones sin antologi A Book of Horrors. Jones har i mere end tre årtier givet læserne noget at gyse over og er blandt andet manden bag serien The Mammoth Book of Best New Horror, der foreløbig tæller 22 bind.

I de senere år har han dog med større og større mishag set ”sin” genre blive overtaget af romantiske og glitrende vampyrer, venlige varulve og civiliserede zombier, og nu har han fået nok. Jones er træt af, at horror i dag domineres af genrer som paranormal romance, urban fantasy og literære blandingsprodukter som Pride and Prejudice and Zombies. Det er han i øvrigt ikke ene om. Dansk Horror Selskab blev sidste år stiftet af en gruppe danske horrorforfattere og -entusiaster i et forsøg på at få ændret den herhjemme herskende holdning om, at gysere kun er noget for børn og unge (og ja, jeg er blandt medlemmerne).

Som modtræk har Stephen Jones bedt en række forfattere om at give deres bud på en moderne gyserfortælling og samtidig vise, hvor bredt genren spænder i dag.

”Det er blevet tid til at tage horror-genren tilbage til dem, som forstår og sætter pris på værdien og virkningen af en uhyggelig historie,” skriver han i sin indledning.

A Book of Horrors er med andre ord en bog med en mission, og den slags kan være risikabelt. For tænk nu hvis historierne viser sig ikke at være særligt gode?

Heldigvis er det ikke tilfældet, snarere tværtimod. A Book of Horrors er helt klart en af de bedste original-antologier, jeg længe har læst, og hvis Jones var en ubeskeden mand, kunne han snildt fylde næste udgave af Best New Horror med en god portion af novellerne.

Der lægges ud med genrens ubetinget største navn gennem de sidste fire årtier, Stephen King, hvis ”The Little Green God of Agony” handler om en sygeplejerske, som med en vis skepsis ser sin patient, en usympatisk rigmand, hyre en – i hendes øjne – religiøs kvaksalver for at slippe af med sine smerter. Den hører til blandt de bedre af Kings nyere noveller, men er langt fra antologiens højdepunkt, hvilket også ville have været lidt af en falliterklæring, fordi det netop havde tegnet et billede af en genre i stilstand.

Andre garvede kræfter som Ramsey Campbell, Brian Hodge og Dennis Etchison lever også op til deres renommé med habile bidrag, men i mine øjne er det de yngre navne, som i sidste ende leverer varen.

Der kan sikkert stilles spørgsmålstegn ved, hvor uhyggelige Caítlin R. Kiernans ”Charcloth, Firesteel and Flint” og Angela Slatters ”The Coffin-Maker’s Daughter” egentlig er, men begge er til gengæld uhyggeligt velskrevne og emmer af stemning og peger stilmæssigt væk fra den traditionelle og gammeldags definition af genren.

Positivt er det også at se den angelsaksiske dominans blive brudt af svenske John Ajvide Lindqvist (Lad den rette komme ind), som virkelig får gåsehuden frem med sin første engelsksprogede novelle, ”The Music of Bengt Karlsson, Murderer”.

Mine to favoritter er dog Michael Marshall Smiths ”Sad, Dark Thing” (om en ensom mands møde med en særpræget turistattraktion) og Elizabeth Hands ”Near Zennor”, hvor hovedpersonen forsøger at finde ud af, hvorfor hans afdøde kone som teenager havde kontakt til en nu glemt forfatter, som skrev fantasy-bøger for børn og senere blev anklaget for pædofili. Forklaringen viser sig at være en anden end forventet, men er stadig tragisk og urovækkende.

En ting er sikkert: det er ikke egnet for børn.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.32

Dette indlæg blev udgivet i Antologi, Bøger, Horror og tagget , . Bogmærk permalinket.

One Response to A Book of Horrors

  1. Pingback: Min Star Wars-novelle « Lars Ahn Pedersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *