Supernatural Noir

Supernatural Noir
Antologi, Ellen Datlow (red.)
Dark Horse Books, 2011, 397 s.

En af æresgæsterne på dette års Fantasticon er den erfarne og respekterede redaktør Ellen Datlow, som blandt andet er kendt for antologi-serierne Year’s Best Fantasy and Horror (fra 1988 til 2008) og The Best Horror of the Year, som snart er på vej i sin fjerde udgave.

Hun har også redigeret en lang række original-antologier, og sidste år bød på hele fire af slagsen: Teeth: Vampire Tales, Naked City: New Tales of Urban Fantasy, Blood and Other Cravings samt Supernatural Noir, som denne anmeldelse handler om.

Sidstnævnte adskiller sig ved at være lidt af et genre-eksperiment: hvad sker der, hvis man blander det overnaturlige med noir-genren? I sin indledning forklarer Datlow, at mens der er blevet udgivet masser af overnaturlige detektiv-historier, så findes der relativt få noir-noveller med overnaturlige elementer.

At der er en forskel på de to definitioner, står klart, når man har læst Supernatural Noir, men antologien viser også, hvor svært det kan være at skelne mellem dem, og det er heller ikke alle de medvirkende forfattere, som har evnet at gøre det.

Mest vellykket er Caítlin R. Kiernans ”The Maltese Unicorn”, som rammer den hårdkogte tone fra Raymond Chandler og Dashiell Hammett helt perfekt med en fortælling fra 30ernes New York om troldkvinder på jagt efter en, ahem, dildo lavet af enhjørningehorn. Historien er samtidig ikke uden humor og byder både på en kvindelig hovedperson og en femme fatale samt på adskillige kvikke one-liners og replikskifter.

De øvrige noveller når ikke op på samme niveau, men et par af dem er tæt på. ”Little Shit” af Melanie Tem har en fascinerende hovedperson: en ung pige, som kan skifte udseende og læse tanker, hvilket hun bruger til at fange sexforbrydere og pædofile i samarbejde med politiet, mens Gregory Frosts åbningsnovelle ”The Dingus” er klassisk noir om en tidligere boksetræner, som forsøger at opklare, hvem – eller rettere hvad – der tog livet af en af hans gamle boksere.

Der er desuden fine bidrag fra Lucius Shepard, Elizabeth Bear, Tom Piccirilli og John Langan, men der er også et par stykker, hvor balancen tipper over og mere bliver horror end “overnaturlig noir” – ikke at det nødvendigvis gør historierne dårlige, men man fornemmer, at det ikke var Datlows formål med antologien.

Uanset hvad er Supernatural Noir værd at anskaffe sig, hvis man har en forkærlighed for både det hårdkogte og det overnaturlige og vil se, hvordan en række topforfattere har grebet udfordringen an.

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.32

Dette indlæg blev udgivet i Antologi, Bøger og tagget , , . Bogmærk permalinket.

En kommentar til Supernatural Noir

  1. Pingback: Min Star Wars-novelle « Lars Ahn Pedersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *