Houston, Houston, kan I høre os?
Novellesamling James Tiptree Jr.
Udvalgt og oversat af Niels Dalgaard.
Science Fiction Cirklen i 2012.
SFC har denne gang sat fokus på en forfatter, der så vidt jeg ved stort set ikke har været oversat til dansk. Det er med stor glæde, at jeg kan sige, at det er et rigtigt godt valg og det er velgørende som SFC bliver ved med udgive disse oversete klassikere. James Tiptree Jr. er et pseudonym for Alice B. Sheldon (1915-1987), der først debuterede som 51-årig efter i mange år at have arbejdet som bl.a. kunstner, kritiker og analytiker af overvågningsfotos hos CIA. Her holdt hun op i 1955 og begyndte i stedet på en universitetsuddannelse, der endte med en doktorgrad i biologi i 1967. Det var først herefter at hun begyndte at skrive noveller og altså under pseudonym indtil 1978, hvor hun blev afsløret ved et tilfælde. Personligt synes jeg det er relativt tydeligt at det er en kvindelig forfatter, men det var en stor historie dengang, hvor flere forfattere og redaktører var vildt uenige om Tiptree’s køn.
Det er efter min mening interessant at vide, at Alice havde problemer med både depression, amfetamin og sin egen (køns)-identitet, hvilket i sidste ende førte til at hun i en alder af 71 skød sin 13 år ældre mand, der var meget syg, og derefter sig selv. Det kan man selvfølgelig mene er irrelevant sladder, men når man læser historierne med det in mente, er der et nyt niveau af selvmorderisk dødsdrift, der flyder nedenunder mange af historierne. Stilistisk er det hård science fiction, da Tiptree er godt hjemme i videnskaben, men da de fleste af historierne mere drejer sig om relationer, så bevæger vi os mere i retning af new wave, hvor de sociale og psykologiske aspekter er mindst lige så vigtige.
Der er et repræsentativt udvalg på seks noveller i denne samling, der har vundet både Hugo, Locus og Nebula – altså de tre store, og det er absolut kvalitet. Novellerne forøges i længde fra den første på 10 sider til de to sidste, der begge er omkring 75 sider.
Jeg vil i det følgende forsøge at give et lille indtryk af de enkelte, men vil så vidt muligt undgå at spoile, så man kan roligt læse videre…
Den første og korteste er en ond lille sag fra 1969, der efter min mening er det, der har givet inspiration til introduktions sekvensen til Terry Nation’s oprindelige Survivors tv-serie fra 1975-77.
Så kommer den sløjeste, der også er fra 69, der handler om en pilot i Vietnam-krigen, der har et lidt for tæt forhold til Star Trek. En slags surrealistisk anti-fan-fiction.
Den tredje historie er samlingens latterbombe fra 1968 og dermed en af de første Tiptree får publiceret. Hvis man kan forestille sig et slags galaktisk toldkontor kaldet XKGG (Xenokulturel Gestaltgodkendelse – høhø), hvor diverse inkompatible aliens skal sørge for at fragt fra det ene sted til det andet forløber smertefrit, så har man lidt af ideen. Næsten udelukkende skrevet som en monolog under diverse ‘telefon’-samtaler.
Fjerde historie er forbløffende fremsynet i betragtning af, at den er fra 73; her er både et verdensomspændende netværk, avatarer, megacorporations, manipulerende reklamer og meget mere.
Titelnovellen fra 1976 er først et syretrip, der pludselig udvikler sig til en rumrejse, der tager en meget foruroligende drejning. Deprimerende, rystende og fantastisk.
Sjette og sidste novelle fra 1985 handler om offervilje i rummet. Og nej, det er slet ikke så banalt som det lyder.
Til sidst i samlingen har Niels Dalgaard skrevet en spændende lille introduktion til Tiptree’s liv og levned, den samtidshistorie, der har påvirket hende og lidt om baggrunden for enkelte af novellerne. Alt i alt er det en fremragende samling, oversættelsen er glimrende – specielt i de sidste 4 historier, der mestendels flyder rigtig godt. De 2 første er meget beskrivende historier, der præges af lidt for meget engelsk ordstilling og knudrede sætninger. Nu har jeg tidligere været kritisk overfor SFC’s lettere mangelfulde korrekturlæsning og kan nu trøste med, at det denne gang er overordentligt meget bedre, og det har virkelig hjulpet at Lars Ahn Pedersen fik det job denne gang. Også ros til omslaget af Manfred Christiansen, der umiddelbart ser meget forvirret ud, men efter læsning er det tydeligt, at forsiden er fra en af de lange noveller (undtagen en lille ting) og bagsiden fra en af de andre.
Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet nr.34
