Looper
Film, USA/Kina, 2012, 118 min.
Instr.: Rian Johnson
Medv.: Bruce Willis, Joseph Gordon-Levitt, Emily Blunt, Piper Perabo, m.fl.
Looper er den seneste kontrovers-film som har knækket internettet på midten. Nogle synes den er vildt genial, andre siger at den slet ikke fungerer. Den handler om nogle mafia-mordere i 2044 som har til opgave at skyde folk fra fremtiden som skal skaffes af vejen. Dvs. deres arbejdsgivere sidder ude i fremtiden og får myrdet deres ofre ved at sende dem tilbage i tiden til 2044, hvorfra de ikke kan spores. Disse mafia-mordere hedder ‘loopers’, åbenbart fordi de skal ende med at skyde sig selv – mafiaen kan jo ikke have den slags løse ender rendende omkring. Men, som tak for deres tro service, bliver disse mordere lovet 30 års liv (fra den dag hvor de har skudt deres fremtidige selv, og derved har ‘closed the loop’) inden de bliver sendt tilbage i tiden og skudt. Hvis det lyder pænt stupidt og overkompliceret og urealistisk (hvem ville dog synes, eller stole på, at et sådant arrangement var helt fint?), tjah, så er det nok fordi det også er det. Men filmen har alligevel noget på hjerte.
En looper ved navn Joe har lukket sit loop og lever i 30 år, mest som mafia-hitman. Men de sidste par år bliver han forelsket i en kinesisk kvinde, gift med hende og lever lykkeligt i en lille håndfuld år. Da så de 30 år er gået, og han skal sendes tilbage til fortiden for at blive ryddet af vejen, som det jo var aftalt, kommer mafia-fyrene til at skyde hans kone ved et uheld. Joe beslutter derfor at ændre på aftalen og lave hele tidslinjen om for at redde konen (og verden, mere eller mindre, da konens velfærd også afhænger af den store mafia-boss’ skæbne). Det forsøger han så på i fortiden (altså hans fortid; vores fremtid, nemlig 2044) sammen med den unge udgave af ham selv. Et sideplot om telekinetiske evner overlapper med denne handling, og sideplottet fungerer efter min mening ganske godt. De telekinetiske evner introduceres som en mindre detalje, og jeg sad og ventede på at det skulle begynde at få relevans for det overordnede plot, og dét får det sandelig også i det for mig ganske tilfredsstillende klimaks.
Tidsrejseplottet er hammer–kompliceret – især fordi det understøttes af et større antal dybt utroværdige ad hoc-elementer som skal holde det overordnede plot kunstigt sammen. Det er bestemt ikke lavet så elegant som det kunne have været. Efter en hel del analyse er jeg kommet frem til følgende: De fleste tidsrejsefilm præsenterer os for en tidslogik hvor tingene enten kan ændres (det gjorte kan gøres ugjort) eller ikke kan ændres (den frosne eller selv-konsistente tidslinje). Men i Looper får vi forvirrende nok begge dele; konceptet med en tidsløkke fungerer kun i en frossen tidslinje, men løkken brydes så der kan ske noget nyt og fremtiden kan laves om. Hvordan løkken kan brydes, gives der ikke noget rationelt svar på; den brydes pga. kærlighed, fordi Joe bliver forelsket i en kinesisk kvinde. I den gamle tidsløkke, hvor Joe slog sit fremtidige jeg ihjel, flyttede han aldrig til Kina sammen med konen, men endte i Frankrig. Dette vises ikke eksplicit, men det fremgår af den unge Joes planer, som man hører om i begyndelsen af filmen. At tidsløkken brydes, repræsenterer således hvad jeg vil kalde et kunstnerisk element, som har det budskab at social tarv og tilværelsens håbløshed gennem generation efter generation faktisk kan brydes, selvom det ofte virker som om det er umuligt. På den måde giver filmen god mening, og er en kombination af en sci-fi film og en kunstfilm, på trods af de mange plothuller i de dybere lag af fortællingen. Jeg synes ikke filmen tåler sammenligning med 12 Monkeys, men den er nu alligevel pænt underholdende og tankevækkende nok til at give en dundrende hovedpine.
Karakter: 7 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.34
