Dredd
Film, USA/UK/Indien, 2012, 95 min.
Instr.: Pete Travis
Medv.: Karl Urban, Olivia Thirlby, Lena Heady, m.fl.
Det var længe ventet: den nye filmatisering af Judge Dredd-tegneserien, som i 1995 første gang blev bragt til filmlærredet med Sylvester Stallone i titelrollen. Den gamle film er generelt rimelig dårlig, men sine steder dog pænt underholdende. Den er meget lys i stilen, på en ‘80er-agtig måde (hvilket til dels er en god ting; lidt mindre godt er dens meget renvaskede look), men historien er ikke særlig god, og det håbløse comic relief sidekick er hammer-irriterende. Den film fortjente ikke mere end 5 stjerner ud af 10. Hvad sker der så i den nye film? Well, renvasket kan man ikke beskylde den for at være. Den er meget mørk og støvet, sådan som man også forestiller sig en post-apokalyptisk fremtid med radioaktivt nedfald, men den stil underminerer desværre det tegneserie-agtige look som man også kunnet have håbet på at få at se. Der er ikke meget at sige om historien; den består nærmest af én eneste lang action-scene, lukket inde i en mega-skyskraber, hvor der bor 75.000 mennesker. Narko-dronningen Ma-Ma forsøger at komme Judge Dredd og Judge Anderson til livs, men det er ikke lige så nemt som hun måske tror. Filmens visuelle højdepunkter (og 3D-effekter) består i at vise en langsom tidsgengivelse, som illustrerer hvordan folk der indtager stoffet Slo-Mo opfatter verden. Det er ganske godt lavet. Men, er det en god film? Ikke rigtigt. Det er en af de mest rendyrkede voldsfilm, jeg nogensinde har set. Jeg manglede nogle kulørte, satiriske elementer; lidt humor og noget mere beskrivelse af samfundet og handlingsuniverset – og i det hele taget en historie. En af filmens styrker er sådan set at den er opbygget fuldstændig ligesom et tilfældigt, enkeltstående 24-siders Judge Dredd tegneseriehæfte, men netop det at det er en lidt tilfældig historie er en svaghed; den formår ikke at introducere os ordentligt til universet. På den anden side plejer jeg også at være irriteret over at sådan en film lidt for ofte har en tendens til at bruge over halvdelen af spilletiden på en oprindelseshistorie, som er dødkedelig når man senere genser filmen (her tænker jeg f.eks. på en film som The Punisher fra 2004), og den fejl begås trods alt ikke her. Men den non-stop action som man udsættes for i Dredd 3D er der ikke meget substans i, og det er faktisk heller ikke noget jeg har voldsomt lyst til at se igen. De fleste af de mange one-liners er ikke særlig gode. Jeg debatterer med mig selv om jeg skal give filmen 6 eller 7 stjerner ud af 10, og det er svært at afgøre. Det bedste ved filmen er realiseringen af Judge Dredd og Judge Anderson; de er virkelig vellykkede (bortset fra at deres uniformer mangler lidt mere farve). En anden god ting ved filmen er at den (til forskel fra nylige remakes som Conan the Barbarian og Total Recall, f.eks.) ikke er et remake af den første film, men en ægte nyfortolkning af tegneserien. Blot er det en nutidsfortolkning af en serie som visuelt og attitude-mæssigt var funderet i den britiske punk-bevægelse fra slut-’70erne, og hele det freakede punk-element er overhovedet ikke tilstede i den nye film (ligesom det heller ikke var det i Stallone-filmen), hvilket desværre gør at det ikke føles som det rigtige Judge Dredd-tegneserieunivers. Filmen tager kort sagt sig selv alt for seriøst og glemmer at tegneserien er ment som en fascist-satire. Men er man til ultra-vold i sig selv, så bliver man næppe skuffet.
Karakter: 6 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.34
