Kolonien
Roman af Pierre Robert
Valeta, 2012, 314 sider
En aften i 1984 bliver den 33-årige Martin Damgaard bortført af rumvæsner kaldet Petarkerne. Han bliver ført til en fremmed planet og installeret i en koloni under en kæmpestor glaskuppel. Kolonien består af mennesker fra hele jorden som er blevet bortført og nu er tvunget til at leve sammen i det samfund de nu har fået bygget op. Det er et meget hierarkisk samfund med en stærk leder i toppen, og så forskellige gruppeledere, hvor hver gruppe har definerede opgaver. Denne opbygning er accepteret af rumvæsnerne, men den er blevet bygget op af menneskene selv for at få ro. Det bliver i hvert fald flere gange nævnt at det hele stod værre til inden denne samfundsstruktur.
Fra tid til anden bliver nogle af beboerne ført op til stationens forsøgscenter hvor de bliver udsat for forskellige forsøg, der kan være alt fra mentale til seksuelle eksperimenter. Petarkerne har telepatisk kontrol over mennesker, og man kan derfor ikke modsætte sig de ordre der bliver givet, men samtidig er man fuldt ud bevidst om hvad det er der sker. Dette giver spændinger i lejren, for to personer der er i et forsøg har været sammen, er nødt til at forholde sig til hinanden bagefter, selvom de ikke selv har været herrer over det skete.
Martin finder dog hurtigt ud af at der er store fordele ved at være leder, da han så får mere frihed, og da han har et håb om at kunne stikke af, har han brug for denne mere frihed til at bevæge sig rundt. Under dække af at ville udvikle et middel imod en hudsygdom som plager koloniens beboere, udarbejder han en flugtplan. Dette sker på trods af at han har fundet ud af at den planet som er på den anden side af kuplen der dækker kolonien, er ugæstfri, men da han har set andre kupler, håber han at en af dem kan indeholde deres redning.
Bogen er meget berettende og informerende om hvad der sker for hovedpersonen, hvilket passer godt til at det er en beretning, men det gør også at det ikke er det mest spændende at læse, da sproget ikke er så levende og kan virke opremsende. Et eksempel er at bogens bagside lover at den “afslører et uhyggeligt anslag imod menneskeheden”, en afsløring som er noget der bliver fortalt til hovedpersonen og ikke noget han selv finder ud af. Her kunne jeg godt savne at hovedpersonen selv havde haft en mere aktiv rolle i “afsløringen”.
Bogens bagside beretter at dette er en historie som er blevet overleveret til forfatteren Pierre Robert. Bogens idé med at dette er et overleveret skrift, hvor det så er op til læseren selv at vurderer troværdigheden, passer meget godt til historien. Ideen med denne tilgang er der ikke så meget nyt i, selvom der forsøges at lave et tvist på den på bogens sidste sider.
Bogen er en fin debutroman, og den beskriver koloniens samfundsstruktur og senere også et større interstellart billede godt. Problemet er bare at den netop er meget berettende, og jeg savner en mere levende beskrivelse af handlingen. Dette skal dog ikke stå i vejen for at bogen indeholder nogle gode ideer og en spændende historie.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.35
