Ex
Roman af Teddy Vork
Tellerup, 2012, 328 sider
I nogle forhold spøger mindet om en ekskæreste, fordi den ene af parterne måske aldrig rigtigt helt har kunnet slippet den tidligere kæreste. Dette er dog ikke umiddelbart tilfældet i Edmund og Agnetes forhold. For en årrække siden var Edmund sammen med Regitze, et forhold der ikke endte godt, men nu er han gift med Agnete og de har sammen en lille søn. Edmund tænker sjældent på Regitze, men da han hører at hun er død, vælter en masse minder op i ham.
Kort efter oplever han at møde hendes genfærd. Hendes krop står dér står i blodindsmurt hospitalstøj og stirrer på ham med døde øjne. Denne oplevelse ryster ham naturligt, og hendes død kommer til at fylde mere og mere for ham. Det er kun sjældent han ser hendes genfærd, men frygten er der hele tiden, og jo mere han undersøger fænomenet og finder ud af at hun ikke blot er et spøgelse med en uforrettet sag, men er en genganger der fysisk kan manifestere sig, bliver han mere og mere bange. Hans frygt bliver ikke mindre da det lige så langsomt går op for ham hvorfor hun manifesterer sig for ham, og at selvom det er ham der er mål for hendes vrede, så er det hans familie som er i farer.
Titlen Ex referer både til Ex-kæreste, men også andre ting der ikke er mere, som det at Regitze ikke længere er i live, men også det at Edmunds verden ikke længere er den samme.
Teddy Vork har ligesom i sin bog Diget begået en bog hvor rædslen lige så stille kommer snigende ind på hovedpersonen og læseren. I Ex undgår han behændigt at lade genfærdet vise sig i alle de oplagte situationer og lader kun manifestationerne finde sted få, men effektive, gange. Frygten for manifestationerne og hendes hensigter er dog til stede fra tidligt i bogen og til sidste side.
Forlaget Tellerup har et stærkt brand i at udgive fantasy og horror til børn og unge, men med Ex slår de sig ind på også at ville udgive bøger rettet til den voksne horror læser. Ingen tvivl om at Teddy Vork er det perfekte valg til at indlede en sådan satsning, og man kan kun håbe at det giver det giver pote, da det er få forlag herhjemme der udgiver horror-romaner til voksne. Man kan kun håbe Tellerups stærke brand i forhold til ungdoms litteraturen ikke kommer til at gøre at den voksne læser ikke opdager en bog som Ex, for bogen bør bestemt blive opdaget af et større publikum.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.35