Niels E. Nielsen – Vagabondernes planet

Vagabondernes planetVagabondernes planet
Roman af Niels E. Nielsen
Science Fiction Cirklen 2012
253 sider, 249 kroner

Niels E. Nielsen er for mange danske science fiction-interesserede over fyrre dén rigtige danske science fiction-forfatter. Men for dem under fyrre, er han vist nærmest ukendt, og hans bøger er forsvundet både fra boghandlere og vist også biblioteker. Fortidens fremtid er nu bedaget, og blevet både glemt og gemt væk. Science Fiction Cirklen har bestemt sig for at gøre noget ved dette og har udgivet først hans samlede noveller, og nu er de gået i gang med at udgive flere af hans romaner. Den første af disse er Vagabondernes Planet; vist også den mest kendte af Nielsens bøger.

I bogen forestiller Nielsen sig en fremtid, hvor det meste af jordens befolkning er blevet bilister, der kører rundt uden ophold overalt i en totalt ensartet verden. Der er kun (motor)veje og marker med jernrug, en specielt fremavlet, ekstremt hårdfør plante, der kan vokse næsten overalt. Alle har mad og husly, men folk er fremmedgjorte og ulykkelige, og vagabondismen er ikke et udtryk for eventyrlyst, men et resultat af folks fremmedgørelse, og de er landet i et dilemma, hvor de er højst utilfredse med deres liv, men ude af stand til at finde løsninger på deres problemer. Resultatet er et stadig mere desperat forsøg på at finde mening i forskellige former for eskapisme: En voldsom flagellantisk religion, stoffer og spil og (ultra)vold.

Hovedpersonen er en af de voldsomme unge, der farter rundt på landevejene og slås med andre ungdomsbander. Der er elementer af Mad Max i beskrivelserne af vejkrigene, og disse er elementært spændende. Hovedpersonen bliver i en konfrontation med dem, han tror er magthaverne, revet ud af sit liv og bliver præsenteret for de videnskabsfolk, der forsøger at få verden til at hænge sammen, på trods af det stadigt voksende befolkningspres og de stadig mere og mere rodløse mennesker. Bilisterne har længe troet, at videnskabsfolkene lever i sus og dus, og holder resten af jordens befolkning nede, men virkeligheden er, at videnskabsfolkene kæmper hårdt for at holde de nu 19 milliarder mennesker på jorden live, og at de er begyndt at indse, at de ikke kan fortsætte med at understøtte dem. Jorden styrer direkte mod en økologisk katastrofe. Disse videnskabsfolk vil ikke tvinge forandringer igennem. Det er simpelthen imod deres indgroede moral at nedbringe befolkningstallet ved magt. Dette dilemma er bogens omdrejningspunkt: Hvordan kan og skal man reagere, når jorden er truet af en alt omfattende katastrofe, og flertallet ikke er i stand til at indse og handle på dette?

Nielsen opløser problemet til at lade hovedpersonen reagere instinktivt på verdens tilstand og ødelægge det usunde samfund for, at der så kan blive plads til, at menneskene igen kan tage ansvaret for deres eget liv. Der bliver altså ikke truffet nogle rationelle beslutninger, men derimod overlader videnskabsfolkene ansvaret for forandringerne og verdens skæbne til en voldelig, dysfunktionel ung mand, som en af dem ser noget (let udefineret) i. Han forlader sig på sin vrede og sin intuition, og det ender med, at han (på det nærmeste) slår størstedelen af menneskeheden ihjel og flytter ud til en lille kystby og lever resten af sine dage der i ro og mag.

Om bogen er god eller dårlig er svært at vurdere for mig. Jeg husker den ikke som en af dem, jeg var mest begejstret for af de bøger, jeg har læst af Niels E. Nielsen. Og genlæsningen har egentlig ikke rokket ved den vurdering. Enkelte elementer er både spændende og godt beskrevet. Hele tomhedsfølelsen og den manglende mening med livet i den evige jagt på nye afkørsler er et fængende indblik i nogle af den moderne verdens problemer. På den anden side er bogen mange steder unødigt tung i sin didaktik, og mange pointer nærmest tværes gentagende gange ud i læserens øjne med en meget tung hånd. Derudover spænder fortællingen over alt for lang tid, både før undergangen, under undergangen og efter. Jeg tror, at historien kunne have vundet ved en opstramning og måske ved at Nielsen havde fokuseret på en mindre del af den samlede historie.

Bogen afsluttes med et efterskrift af Niels Dalgaard, og han kommer fint rundt om mange ting. Noget af det han ikke kommer ind på (måske fordi det ikke er relevant), er at sammenligne historien med Anthony Burgess’ A Clockwork Orange. Jeg synes, der er en del paralleller de to bøger imellem. Både med de rodløse unge, der søger meningen med livet i voldsudøvelse, og med diskussionen af, hvordan man med voldsomme indgreb kan ændre de unge til at blive gode samfundsborgere. I begge bøger behandler man ‘afviger­ne’, så de får frataget deres frie vilje, og begge forfattere mener tydeligvis, at det er en problematisk fremgangsmåde. Man bør ikke fratage folk den frie vilje til at gøre ondt og godt. Begge bøger endvidere kan ses som kommentarer til deres samtid (60’erne) og den rodløshed, der vokser frem der, men jeg tror egentlig også, at de afspejler tiden lige efter Anden Verdenskrig, hvor der var massive problemer med millioner af rodløse og hjemløse mennesker, der havde ar på sjæl og krop.

Anmeldt af Jesper Rugård Jensen i Himmelskibet nr.35

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

En kommentar til Niels E. Nielsen – Vagabondernes planet

  1. Regnar Lodbroge skriver:

    Jeg er meget uenig i anmeldelsen. For mig er det en af de vigtige bøger. Hvis man læser bogen, med en holistisk opfattelse af den udvikling verden har taget, så er det en yderst relevant bog, hvor jeg, i et vist omfang, har kunnet identificeret mig med Jaffe, og hans endelige beslutninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *