Sværdenes Kalden
Roman af Thor V Tidemand
430 sider, Forlaget Tidemands
Denne fantasyroman, af debutanten Thor Tidemand, starter med at fyrstinden Cerene, med sit følge af livvagter, kvinder og børn, heriblandt hendes egen datter, bevæger sig ind i skoven Umbar, fordi de har fået fortalt at skoven er et vidunderligt sted. Det skal vise sig at være en skidt ide. Vidunderet gemmer nemlig på en klan af orker, der uden tøven overfalder fyrstindens og hendes følge. I kampens hede skilles mor og datter fra hinanden, og barnet efterlades under menneskenes bitre tilbagetog. Det skal blive værre endnu. De usle forrædere der fik plantet den fatale ide i fyrstinden hoved, benytter nemlig nederlaget til at slå til og tage magten. Fyrsten Darkan, hvis sind er formørket af had og paranoia, beordrer sin fyrstinde og alle omkring hende dræbt. Pigen er i mellemtiden blevet fundet af en orkshaman, som kan mærke lurende magiske kræfter i det lille menneskebarn.
Tyve år går og riget er nedsænket i et mørke af undertrykkelse og rædsel. Ude i skoven hos orkerne er pigen Sylvina blevet en handlekraftig ung kvinde, godt hærdet af det hårde liv hos orkerne. Men ork er hun ikke, og hendes liv er ikke nemt. Hendes fosterbror, orken Grull, er søn af shamanen og bestemt til at træde i sin faders fodspor. Grull er en følsom ork, med et hidsigt temperament og en meget stor økse. Han er ved romanens start ved at gå gennem indvielsesritualerne. De tos trængsler for at finde deres plads i verden, afløses snart af en endnu større strid om landet Qualmoras fremtid. To legendariske sølvklinger finder nemlig deres vej til Sylvina, og snart er de to unge skæbnebestemt til at blive trukket ind i kampen på liv og død.
Jeg fornemmer at Tidemand har ladet sig inspireret af live-rollespil til sin roman. Verdenen har sine rødder i både Tolkien og World of Warcraft, men med hans eget tvist. Der er de klassiske racer som elvere, dværge og altså også orker. Hans tvist består f.eks. i at orkerne mest af alt minder om engelske fodboldbøller, som altså elsker træer, skove og søer. Det er meget forfriskende. Der ligger en dybere mytologi til grund for historien. En mytologi der afdækkes lag på lag gennem fortællingen.
Verdenen Qualmora er beskrevet med en kulørt pensel. Der er hele tiden masser af ramasjang og aktion til at holde interessen kørende. Sværdenes Kalden oser af entusiasme, og jeg tror at romanen vil være guf for yngre læsere. For den mere garvede læser er der nok ikke helt så meget at komme efter. Dertil er verdenen for stereotypisk, og sproget ofte for klodset og sine steder ufrivilligt morsomt. Romanen ville have haft godt af at have været forbi en erfaren redaktør – men det skal ikke skygge for at Sværdenes Kalden er en udmærket debutroman. Sværdenes Kalden er den første bog i hvad der skal blive en tetralogi.
Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet nr.36
