G.I. Joe: Retaliation

G.I. Joe: Retaliation
Film, USA 2013, 110 min.
Instr.: Jon M. Chu
Medv.: Dwayne Johnson, Jonathan Pryce, Channing Tatum, Adrianne Palicki, Ray Stevenson, Ray Park, m.fl.

G.I. Joe-konceptet startede som en legetøjslinje med fokus på action-figurer, og Hasbro-selskabet, som lavede figurerne, bad i begyndelsen af 1980erne Marvel om at lave en tegneserieudgave, som også blev fulgt op af en tv-tegnefilmserie. Tegneserien endte med at blive rigtig populær og kørte i mange år. Der udgives faktisk stadig G.I. Joe-tegneserier, men nu fra et mindre forlag. Jeg har dog aldrig været interesseret i tegneserien, da den virkede både dårligt tegnet og militærforherligende. Den første G.I. Joe-film, G.I. Joe: The Rise of Cobra (2009), fik en hård medfart af anmelderne, men jeg syntes personligt at den fungerede absolut strålende. Den var bevidst selv-ironisk (på en så subtil måde at der tilsyneladende var mange der ikke opdagede det) og lignede fuldstændig en velproduceret superhelte-film af højeste karat, og hver en cent af dens enorme budget på 175 millioner dollars kunne ses på skærmen. Personerne var alle sammen klart definerede, både visuelt og personlighedsmæssigt, dialogen var sjov, og den vilde sci-fi-action kørte helt af sporet – på den gode måde! Totalt tegneserieagtigt. Det var en film som efter min mening var proppet med god substans og seje detaljer, og hammerprofessionelt udført på alle niveauer. Den første film indspillede ikke hele sit store budget i biograferne, men den solgte så godt på DVD og Blu-ray at der alligevel blev lavet en efterfølger. Og den havde jeg jo glædet mig meget til. Den skulle faktisk være kommet i 2012, men blev ni måneder forsinket da den skulle konverteres til 3D. Desuden ville filmselskabet have mere screentime med Channing Tatum (den første films helt), som ellers bliver slået ihjel ret hurtigt. Tatum har nemlig siden den første film spillet hovedrollen i tre film som alle indspillede over 100 mio. dollars, og ifølge kontrakten havde selskabet ret til at skyde flere scener med ham. De ville simpelthen tjene kassen på hans popularitet, så de tilføjede et par ekstra scener til før hans figur blev dræbt. Det gjorde imidlertid ikke nogen forskel for filmens kvalitet, og 3D-delen er efter mit bedste skøn helt overflødig. Hvis man elskede den første film, så bliver man med stor sandsynlighed skuffet over efterfølgeren, som desværre er rodet og usammenhængende. I den første film er ”G.I. Joe” en hemmelig multinational organisation med kæmpe-ressourcer til rådighed; masser af udstyr og teknologi og hemmelige baser. Alt dét bliver smadret i begyndelsen af film nr. to. Kun fire figurer fra organisationen overlever, heraf kun én fra den forrige film (Snake Eyes; en kampsports-figur som ikke taler, men ellers er ganske effektivt spillet af Ray Park). De tre nye personer er Roadblock (Dwayne Turner), Jaye (Adrianne Palicki) og Flint (en eller anden tilfældig pretty-boy), hvoraf sidstnævnte er totalt anonym og ikke har noget at lave. Figurerne er en blanding af flere figurer kendt fra tegneserier og tegnefilm, og som sådan virker det som om filmen har rigtig mange referencer som fans’ene af disse (som jeg jo desværre ikke er i blandt) kan nyde. Efter sigende bestod missionerne i de forskellige afsnit af tegnefilmen ofte af helt forskellige figurer fra afsnit til afsnit, og måske har de villet gengive dét element i film-serien.

Historien i G.I. Joe: Retaliation er der imidlertid ikke meget kød på. Især slutningen virker ufatteligt sjusket og dårligt afrundet; man ser ikke ret meget til skurkene, bortset fra den onde præsident. Plottet med at den amerikanske præsident er blevet erstattet af en bedrager (som den første film endte med, og denne fortsætter med) er sådan set ikke ulogisk; jeg medgiver at en smart ond præsident godt kunne udslette G.I. Joe-organisationen ligesom han gør her, men det gør bare filmen utrolig meget mindre interessant for mig, da næsten al den fede action og de seje sci-fi-elementer dermed skylles ud med badevandet. I stedet vender filmen tilbage til forlæggets mere traditionelle militarisme og søger hjælp hos en pensioneret general, spillet af Bruce Willis. Herved bliver filmen stort set reduceret til intet mere end endnu en A-Team film. Sideløbende kører der et sub-plot med kampsportsfigurerne Snake Eyes og Storm Shadow, som er mere interessant end hovedplottet og står for de få gode action-scener, men som ikke formår at redde filmen. De fleste af de centrale handlingselementer giver ikke ret meget mening; man ser slet ikke omfanget af Cobra Commanders skurkeorganisation, og action-klimakset virker også fuldstændigt og basalt utroværdigt, selvom dele af idéen om en ny og ultrahurtig atom-trussel er ret sjov. Udførelsen lader dog meget tilbage at ønske; en af verdens største byer udslettes, men ingen reagerer på det overhovedet!! Det er som om filmens producenter pludselig løb tør for penge og ikke kunne færdiggøre filmen ordentligt. Mest ærgerligt er det at personerne er så fuldkommen forglemmelige, når dem fra den første film efter min mening var så mindeværdige. Men også instruktionen og redigeringen af action-scenerne er rædderlig i forhold til den første film. Mit helhedsindtryk var kort sagt at denne film var meget dårligt skruet sammen, og jeg var meget skuffet (det eneste væsentlige lyspunkt var Jona­than Pryce som præsidenten. Den mand har stadig klasse). G.I. Joe: Retaliation indtjente imidlertid masser af penge i sin åbningsweekend, så vi kan være ret sikre på at der nok skal komme en tredje film i serien.

Karakter: 4 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.36