Jon Bing – Azur, kaptajnernes planet

azurAzur, kaptajnernes planet
Roman af Jon Bing
Science Fiction Cirklen 2013
164 sider, 149 kr.

Den nyligt afdøde norske forfatter Jon Bings ungdomsromaner om diverse planeter udkom oprindeligt i 1970erne, og jeg har gode minder om læsningen af dem da jeg i 80erne støvsugede mine lokale bibliotekers hylder for alt hvad der bare lignede SF. Disse bøger blev i sin tid udgivet af forlaget Tellerup, men er naturligvis for længst udsolgte. Derfor er det glædeligt at man nu igen kan få i hvert fald den første bog i Bings serie via denne SFC-udgivne nyoversættelse.

Azur – kaptajnernes planet handler om drengen Benji på planeten Azur. Azur blev koloniseret for 1200 år tilbage og har i tiden siden ikke haft kontakt med andre jordboer. Før nu, hvor biblioteksrumskibet Alexandria ankommer som en del af skibets rejse rundt i galaksen, hvor det bringer viden, kunst og nyheder rundt blandt koloniserede planeter som ellers sjældent er i kontakt med hinanden.

På Azur er der i det lange tidsrum siden koloniseringen opstået et totalitært samfund, hvor en overklasse af ‘kaptajner’ kontrollerer al teknologi, mens det store flertal af befolkningen ikke har tilladelse til at have kontakt med maskiner, udover lidt basal elektricitet og nogle undervisnings-computere. Befolkningen tager naturligvis denne tingenes tilstand for givet, men da Benjis far dør, efterlader han en kryptisk besked som sætter Benji på sporet af sandheden om planetens undertrykkende samfundsform.

Da de teknologisk avancerede bibliotekarer fra Alexandria samtidig ankommer med deres højt civiliserede moral og smider en hel del sand i kaptajnernes maskineri, er der lagt i kakkelovnen til et opgør med regimet.

Jeg husker tydeligt hvor fascineret jeg var af bibiblioteksskibet Alexandria dengang jeg først læste denne roman. Dengang var jeg teenager og lige i målgruppen for denne ungdomsroman. Selvom jeg i dag bliver knap så duperet over den enkle skrivestil og forfatterens mange basale forklaringer om lyshastighed og andre ting, tydeligvis sigtet på unge som møder disse ideer og fakta for første gang, så kan jeg stadig sætte pris på intentionen om at tænde op under den unge læsers sense of wonder og se at en del af forklaringerne dækker over store klassiske SF-troper om fremtidens teknologiske formåen. I forhold til at bogen er skrevet i 1973 er beskrivelsen af computere f.eks. meget tæt på vore dages internet. Omvendt er der også nuppet ideer fra tidens film; beskrivelsen af bibliotekarernes computerkontrollerede frosne dvaletilstand når de flyver mellem stjernerne, virker taget direkte fra Rumrejsen år 2001 (1968).

Azur – kaptajnernes planet er en del af SFCs “ZAP!”-serie, som er en nylanceret linje af ungdoms-science fiction. Den består af en ret broget flok; både ældre og nye værker, både af danske og udenlandske forfattere, og både af amatører og professionelle. At de lanceres i samme serie virker en smule underligt, men hvis de alle er egnede for unge, så giver det vel mening.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 39

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *