NOS4R2
Roman af Joe Hill
Gollancz, 2013, 692 sider
Joe Hill er søn af Stephen King. Når det overhovedet er nødvendigt at nævne denne i bund og grund ligegyldige oplysning i forbindelse med anmeldelsen af hans seneste roman, er det fordi, NOS4R2 er det nærmeste, Hill indtil videre er kommet på at skrive en Stephen King-historie.
Hvor Hills forrige romaner, Heart-Shaped Box og Horns, beviste, at han har sin helt egen stemme som forfatter, er det som om, han denne gang har givet pokker i eventuelle sammenligninger med sin berømte far og kastet sig over temaer fra King-land (noget Hill faktisk også har givet udtryk for i interviews), samtidig med at han har skrevet sin suverænt længste roman.
Trods titlen har NOS4R2 – skal læses som “Nosferatu” – intet med traditionelle vampyrer at gøre, men er nummerpladen på den bil, som bogens skurk kører rundt i.
I stedet handler romanen om Victoria ‘Vic’ McQueen, der som otte-årig opdager, at hun kan transportere sig, hvorhen hun vil ved hjælp af sin cykel og en bestemt bro nær sit hjem. Desværre bringer det hende på kollisionskurs med den dæmoniske og tilsyneladende udødelige Charlie Manx, som tager børn med i sin 1938 Rolls Royce Wraith til det mareridtagtige Christmasland, hvor han suger livskraften ud af dem. Med andre ord: En murstenstung roman, hvor hovedpersonen er et barn med særlige evner, hvilket gør, at hun bliver jagtet af onde kræfter, og hvor er det lige, man har set den slags før?
Så langt, så Stephen King, men Joe Hill begrænser ikke sin historie til barndommen. Han lader også læseren følge Vic som voksen og viser, hvilken pris hun har måttet betale for sit møde med det overnaturlige og Charlie Manx: Adskillige indlæggelser på psykiatriske institutioner, alkohol- og stofmisbrug og et anstrengt forhold til sin søn, som har oplevet sin mor svigte i lidt for mange situationer.
En af Hills styrker er hans evne til at skabe personer, der føles så levende, at man som læser er villig til at følge dem hele vejen, selv om de langt fra er perfekte. Det var tilfældet i både Heart-Shaped Box og Horns, og i NOS4R2 er Vic så godt portrætteret som barn, at det gør ondt i hjertet at opleve, hvordan hendes liv senere udvikler sig.
Det skader selvfølgelig heller ikke, at Hill kan skabe scener, der er fænomenalt beskrevet, at man nærmest kan se filmversionen for sig, og at han er i stand til at strikke et plot sammen, der er så åndeløst nervepirrende, at man er nødt til lige at tage et kapitel til for at se, hvad der sker, selv om det går ud over ens nattesøvn. Så tager man med, at NOS4R2 er mere spændende end egentlig skræmmende, og at Charlie Manx og Christmasland mest af alt virker som om, de hører hjemme i en Tim Burton-film og aldrig bliver så isnende uhyggelige som de mest mareridtsagtige skabninger fra … nå ja, Stephen King.
Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet 39
