Stallo
Roman af Stefan Spjut
Oversat af Jacob Jonia
Klim, 2013, 540 sider, 349 kr.
Det er ikke så ofte, en bogs udseende bliver nævnt i en anmeldelse, men designet af svenske Stefan Spjuts roman Stallo fortjener et par ord med på vejen. Kanten på siderne er nemlig sorte, så bogen fremstår som én stor, sort, massiv klods.
Malmø-forfatteren Nene Ormes’ urban fantasy-romaner Udda verklighet og Särskild har faktisk et lignende udseende, og så kunne man forledes til at tro, at det er et svensk fænomen, som Klim bare har kopieret. Men de svenske udgaver af Stallo har almindelige hvide kanter, så alt tyder på, at det danske forlag har tilladt sig at tænke kreativt da omslaget skulle designes. Så stor ros til Klim for initiativet eller rettere til designeren Christian Hunnerup Hvid for at have skabt en bog, der skiller sig ud.
Men hvad så med selve romanen? Lever indholdet op til den opsigtsvækkende indpakning? Ikke helt, desværre, selv om det er tæt på. Stallo er lidt for lang tid om at komme i gang, og undertegnede skulle omkring hundrede sider ind i handlingen, før den begyndte at fænge, men så bed den sig til gengæld også godt og grundigt fat.
Ordet ‘stallo’ stammer fra samisk mytologi og bruges om store, menneskelignende (og -ædende) væsener, men i Stefan Spjuts roman antager de mange forskellige størrelser og former og betegnes både som trolde og kæmper af bogens personer.
En af dem er den unge Susso, som i fritiden driver en kryptozoologisk hjemmeside om disse væsener, fordi hendes morfar engang tog et luftfoto, hvor man kan ane en bjørn, der har en nøgen, menneskelignende skikkelse siddende på ryggen.
Via hjemmesiden bliver Susso kontaktet af en kvinde, som har set et lille, mystisk væsen ved sit hus, og hun tager derhen for at skaffe fotografiske beviser. Det lykkes hende faktisk at få taget et billede af væsenet, men kort efter forsvinder kvindens barnebarn, og det går op for Susso, at en række børn, som gennem årene er meldt savnet, kan kædes sammen med, at folk samtidig har set noget uforklarligt.
Sideløbende følger bogen den unge mand, Seved, som lever afsondret på en gård i noget, der minder om en sekt, men hvor det gradvist går op for læseren, at det er mennesker, som har påtaget sig at holde væsenerne i skak, så de ikke gør mere skade end højst nødvendigt. En måde at berolige dem på, er netop ved at give dem små børn som selskab, og en dag bliver Seved bedt om at foretage en bortførelse …
Det er her, at Stallo for alvor går hen og bliver uhyggelig, og spændingen skrues i vejret, fordi man både kan identificere sig med Sussos forsøg på at få opklaret mysteriet, mens man samtidig forstår Seveds dilemma efter at have set, hvad der sker, hvis væsenerne får lov til at slippe deres kræfter løs.
Stefan Spjut skriver i ekstremt detaljeret sprog, og det er både romanens styrke og svaghed. Eksempel: “Fra klædeskabet hentede hun den armygrønne rygsæk, der egentlig var Torbjörns. På flappen sad et rundt stofmærke, som forestillede et ulvehoved med åbent gab og en kongekrone.”
På den ene side har detaljer som disse intet med handlingen at gøre og er kun med til at trække den i langdrag, men omvendt sørger de faktisk for at rodfæste den i virkeligheden og gør, at man vitterligt ender med tro på, at der render kæmper, trolde og andre sære væsener rundt i de svenske skove. Og netop som man undrer sig over, hvordan disse væsener har kunnet undgået at blive opdaget i disse moderne tider, hvor det nærmest virker umuligt at holde noget skjult, så kommer Stefan Spjut også med en god forklaring på det.
Stallo kræver en vis tålmodighed hos læseren, men den er indsatsen værd for dem, som har mod på en thriller, der tager udgangspunkt i skandinavisk mytologi. Dem kan der desværre ikke siges at være for mange af.
Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet 39
