Regnbuefolket 1-4
Romanserie af Lise Bidstrup
Forlaget Facet 2008
Regnbuefolket er den tredje serie på fire små ”læse-let”-bøger fra Lise Bidstrup. Ligesom den foregående, Dværgene fra Terra, er den bygget op med en første bog hvor hovedpersonen – her pigen Silje – starter i vores normale verden og ender i en anden verden, hvor hun roder sig ind i nogle problemer. En anden del hvor den nye verden bliver udforsket, en tredje del hvor det tilsyneladende lykkes at løse problemerne, og en fjerde del hvor det omsider lykkes for alvor. Det giver en ganske fin spændings-opbygning og endda et point-of-noreturn, som er helt bogstaveligt ved, at hovedpersonen finder ud af, at hun ikke kan vende tilbage til sin egen verden. Der er to planer i historien: Et er hovedpersonens, med begrænset indsigt i hvad der foregår, et andet læserens, hvor man både får lidt ekstra indsigt og kan regne ting ud, hovedpersonen ikke forstår.
Plottet er skruet ganske fornuftigt sammen: Den egoistiske Silje bliver narret til at tage op ad regnbuen i sin søgen efter en skat. Her lokkes hun til at hjælpe en person, som hun opfatter som en rar gammel mand, men som læseren ikke er meget i tvivl om er en skurk. Det lykkedes hende at skabe en større katastrofe i hele landet på den anden side at regnbuen, hvilket så resten af historien går med at rette op på. Undervejs møder hun den uselviske dreng Gustav og gennem deres fælles oplevelser, ender hun med at blive forvandlet fra en forkælet egoistisk pige til – det får vi faktisk ikke så meget at vide om, da historien ikke slutter omtrent, da de når tilbage til deres egen verden.
Som sædvanligt med Lise Bidstrups fantasy myldrer det med underlige væsener og folkeslag. En del af det er rigtig godt. Skyggevæsenerne er meget uhyggelige, selv om de måske er lånt lidt meget fra Tolkien, og ørnene er direkte taget fra Tolkien. Der er også nogle ganske fikse løsninger på det klassiske problem i børne-litteratur med børn som skal kunne besejre det, de voksne har problemer med. Men desværre svigter person- og væsen-beskrivelserne nogle steder. Vi får for eksempel præsenteret nogle trolde, uden at få andet at vide om dem end, at det er trolde. Illustrationerne i bogen underbygger det selvfølgelig, men jeg kunne nu godt have tænkt mig lidt mere der. Hvad værre er, så bliver Silje ikke beskrevet godt nok på det psykologiske plan. Det er ok, at bipersoner og uvigtige væsener mangler beskrivelser, men det er galt, når det er hovedpersonen. Siljes egoisme skulle på en eller anden måde stamme fra hendes far, men vi får kun ca. en enkelt sætnings beskrivelse af faderen. Det giver ikke klangbund nok til de indre stemmer, som Silje slås med gennem det meste af bogen.
Alt i alt synes jeg dog stadig, at det er en ret vellykket historie. Måske endda bedre end Dværgene fra Terra på visse punkter. Jeg kunne i hvert fald bedre lide ideen med landet, man kommer til ved at gå op ad regnbuen end den underjordiske verden fra den anden historie. Det problematiske er, at der er en moralsk mere kompleks hovedperson i en historie af denne længde. Den havde nok egnet sig bedre til en roman. Der kunne også have været en lidt mere tydelig og enkelt tegnet hovedperson. De fire bøger har selvstændige titler, men de er ikke beregnet til at læse selvstændigt. De kunne lige så godt være trykt som en enkelt bog i fire dele, men det passer alligevel godt med konceptet om letlæste bøger, at man kun behøver at læse en enkelt tynd bog ad gangen. Omslagene er af Patrick Leis, hver med en af hovedpersonerne på og noget fra handlingen i baggrunden. En smule kedelige, men det fra den første bog med den gamle gråhårede, piberygende mand er nu meget godt. Man tænker: Er det nu en Gandalf eller en Saruman ham her? Et clue er de uhyggelige skyggevæsener i baggrunden.
Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr.19
