Neil Gaiman – Amerikanske Guder

Amerikanske Guder
Roman af Neil Gaiman
People’s Press 2014, 578 sider
Oversat af Steffen Rayburn- Maarup

I 1991 var jeg lige blevet færdig med gymnasiet og var godt i gang med at opbygge et solidt fundament af nørd-interesser. Horror havde stået øverst på listen i mange år, og jeg levede i en verden befolket af figurer og monstre skabt af H.P. Lovecraft, Algernon Blackwood, M.R. James, Daphne Du Maurier og mange andre. Også musik gennemsyrede mit liv dengang og kunne fortælle mig næsten alt om mig selv og omverdenen. Til gengæld læste jeg ikke rigtig tegneserier. Jo, de gamle børneklassikere som Smølferne, Splint & co., Henrik og Hagbart, Buddy Longway, Yakari og den slags læste jeg stadig med nostalgisk glæde, men jeg vidste ikke særlig meget om de amerikanske superheltetegneserier eller hvad der skete på området. Helt blank var jeg dog ikke; jeg kendte naturligvis Edderkoppen, Superman og flere af de andre, men jeg anede dårligt nok, at de to største forlag hed DC Comics og Marvel. Superhelte havde aldrig rigtig interesseret mig. Det forekom uoverskueligt at gå i gang med nogle i mine øjne uendelige serier, der svingede voldsomt i kvalitet (det var i hvert fald mit indtryk). Men en dag fik jeg et brev fra en ven, der vidste en hel del mere om, hvad der rørte sig på tegneseriefronten end jeg gjorde. Han skrev begejstret om en serie, der hed Sandman og vedlagde de første otte hæfter. Det lød spændende, og jeg var klar til at give ‘voksentegneserier’ en chance. Det var jo åbenbart graphic novels, der var det nye sort netop nu, og denne her lød lovende.

Jeg åbnede det allerførste blad og så forandrede virkeligheden sig. De følgende uger foldede hele Sandman-universet sig i al sin storslåethed ud i mit hoved, og jeg levede en underlig halvfantastisk tilværelse, hvor guderne, menneskene og store, kosmiske begreber interagerede helt naturligt og dagligdags. Jeg drømte om Sandman, jeg inhalerede Sandman, jeg talte om Sandman, og jeg endte med at blive en lille kopi af Death.

Med andre ord brændte serien sig ind i min bevidsthed og jeg var fuldstændig fascineret af forfatteren Neil Gaimans historier. Hans måde at flette myter, religion og historiske fakta sammen med fortællinger om almindelige mennesker og deres møde med det fantastiske var så medrivende og inspirerende, at jeg blev øjeblikkelig fan og siden har Gaiman været fast inventar i det Hindbergske hjem, og jeg er selvfølgelig kommet på fornavn med ham.;)
For en inkarneret fan er det altid svært at udpege et hovedværk eller favorit, og Gaimans produktion er så stor og spænder over en del genrer, at det er voldsomt udfordrende for mig at vælge, men American Gods må nok (sammen med Sandman) alligevel være den af Neils bøger, jeg sætter mest pris på. Siden den udkom første gang har jeg læst den igen og igen og igen, og jeg overvejer nu at købe en paperbackudgave, da min hard-cover for det første er en 1. udgave og for det andet har en hilsen fra Neil på en af de første sider, og jeg er meget bange for, at den skal blive slidt op og falde fra hinanden. Det er før sket med bøger. Nu er denne utrolige roman endelig udkommet på dansk, og jeg er meget glad for at få lejlighed til at anmelde den.

Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at der er noget specielt overnaturligt eller fantastisk på spil i romanen. Vi møder Shadow, der sidder i fængsel for røveri, men som bliver løsladt før tid, da hans elskede kone Laura er død i en tragisk bilulykke. På vej i flyet til begravelsen møder Shadow den underlige Mr. Wednesday. Mr. Wednesday synes at vide ting om Shadow, som han ikke burde vide, og han tilbyder ham et job. I første omgang afslår Shadow men det skal snart vise sig, at han ikke rigtig har nogle alternativer. Modstræbende indvilger han i at blive den enøjede Mr. Wednesdays håndlanger og nu begynder en uhyggelig, morsom, dyster og episk rejse igennem Amerika, der fører Shadow til et møde med unge og gamle guder, lader ham møde de særeste personer, både levende og døde og tvinger ham til at tage stilling i en af de største slag nogensinde.

Så langt handlingsreferatet. Hvis man endnu ikke har læst bogen, vil jeg ikke ødelægge fornøjelsen ved at skulle samle de forskellige tråde og forstå, hvad præcis det hele drejer sig om.

Jeg har oprindeligt læst Amerikanske guder på engelsk, og Neil Gaimans skrivestil er på en gang næsten anonym i sin nøgternhed og aldeles genkendelig. Han er ikke den store beskriver. Der bliver ikke brugt mange og lange sætninger på at beskrive hverken personer, steder eller følelser. Til gengæld er ordene præcise og (fornemmer jeg) omhyggeligt udvalgt. Det er som om Gaiman har tænkt, at han ville printe sine tanker og idéer ned nøjagtigt som de formede sig i hans hoved og så lade resten være op til læseren. Det giver fantasien meget spillerum. Han giver bekrivelser nok til, at man som læser danner sine egne fascinerende billeder, men han insisterer ikke på, at der kun er en rigtig måde at opfatte tingene på. Hans humor er også meget diskret. Den er sjældent af den lårklaskende slags. Den er langt mere skæv og trækken-på­smilebåndet-agtig. Her er et lille uddrag af en samtale mellem den unge pige Sam, der kort har mødt Shadow og de skumle typer Mr. Town og Mr. Road (s.253):

”Mit navn er Town. Min kollega her er Mister Road. Vi undersøger to af vores kollegers forsvinding”
”Hvad hed de?”
”Undskyld?”
”Fortæl mig deres navne. Jeg vil vide, hvad de hed. Jeres kolleger. Fortæl mig deres navne, og så kan jeg måske hjælpe jer.”
”… Okay, deres navne var Mister Stone og Mister Wood. Kan vi nu stille dig nogle spørgsmål?”
”Ser I bare ting og vælger et navn? ”Nå, du kan være Mister Sidewalk, han er Mister Carpet, sig goddag til Mister Airplane”.”

Er det så lykkedes at overføre Neil Gaimans rolige, omhyggelige og alligevel billedskabende og karakteristiske skrivestil til dansk? Ikke helt, vil jeg mene. Det er ikke en dårlig oversættelse. Tydeligvis har oversætteren et godt kendskab både til engelsk og dansk. Og han forsøger også at fange den særlige Neil Gaimanske tone. Når det alligevel ikke helt lykkes, skyldes det flere ting. For det første virker oversætteren meget opsat på, at det skal være en præcis oversættelse, men dansk og engelsk er så forskellige sprog, at det er stort set umuligt at oversætte direkte. Gør man det, vil sproget hurtigt virke gumpetungt, livløst og tørt. Især når det gælder dialog, som altid er vanskeligt at få til at klinge troværdigt og flydende. Dialogerne i Amerikanske guder virker konstruerede og har ikke det liv og den nerve, som de gerne skulle have. Ønsket om at være så trofast over for den oprindelige tekst som muligt resultere også i, at der ind imellem kommer ord, som enten slet ikke findes på dansk eller som i det mindste ikke er en del af de fleste danskeres aktive ordforråd. Ind imellem bliver der også taget sære valg. I den citerede dialog synes jeg for eksempel, at det ville være mere mundret at sige ”Okay, de hed Mr. Stone og Mr. Wood”, og lige sådan på side 169, hvor Shadow siger: ”… De fik folk til at gøre det for sig”. Ganske vist er det en korrekt, direkte oversættelse af det, der står på engelsk, men det ville lyde naturligere og mere flydende at skrive: ”Det havde de folk til”. Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at en af figurerne i bogen bliver kaldt for ”den tekniske dreng”, hvor jeg ville have valgt at oversætte det til ”teknodrengen” i stedet. I det hele taget er der problemer med at oversætte mytologiske navne eller begreber, og det er lidt ærgerligt, fordi det kommer til at virke sjusket eller i værste fald dovent.

Overordnet set er det dog en udmærket oversættelse, der fortjener at blive læst, og initiativet med at få den oversat og udgivet på dansk er prisværdigt. Jeg håber meget at det kan få folk, der ellers ikke har stiftet bekendskab med Neil Gaiman, til at give sig i kast med andre af hans bøger. Foreløbig er det kun Amerikanske guder, Neverwhere, Coraline og Nobody (The Graveyard Book), der er udgivet herhjemme [samt også tegneserien Marvel 1602 og senest børnebogen Den sygeste løgnehistorie (Fortunately, the Milk…), anmeldt herunder. -Red.], men jeg krydser fingre for, at f.eks. Gaimans herlige samarbejde med Terry Pratchett, Good Omens, bliver oversat til dansk snart.

Anmeldt af Helene Hindberg i Himmelskibet 40