Neil Gaiman – Den sygeste løgnehistorie

Gaiman_den_sygeste_historie_FINAL_300_dpi_RGBDen sygeste løgnehistorie
Børnebog af Neil Gaiman
Originaltitel:
Fortunately, the Milk …
Høst & Søn 2014
128 sider, kr. 199,95
Illustreret af Skottie Young

Det er jo en gal bog. Den er vanvittig gal … på den helt rigtige måde. Når en bog indeholder sætningen “Vil det sige at der er en stegosaurus i en varmluftballon udenfor?”, så ved man at dette kun kan være en vanvittig underholdende bog.

I Neil Gaimans bøger findes der gerne alternative verdner som findes lige ved siden af vores, og hvor hovedpersonerne krydser imellem disse verdner. I Coraline er det igennem en lille tunnel i en væg, i Neverwhere er det igennem døre, og i Stardust er det ved at passere et lille stendige. I Den sygeste løgnehistorie sker det hele ved at en far går ud for at hente mælk til sine børns morgenmad. Han er længe om at komme tilbage, men den historie som han fortæller om hvorfor det har taget så lang tid involverer såvel rumvæsner, pirater, saltvandspiratfisk, og ikke mindst en dinosaurus i en tidsmaskine.

Gaimans forunderlige og finurlige historie er velillustreret af Skottie Young, med billeder der virkeligt underbygger historien og som bare gør den endnu mere underholdende.
Bogen er en børnebog, men den henvender sig til alle der formår at leve sig ind i en underholdende, fantastisk og urealistisk historie på samme måde som et barn.
Børnene i historien tror ikke på deres far, men omvendt kan man så finde på en så vanvittig historie, uden at der er et gran af sandhed i den?

Thomas Winther

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *