Dark Touch
Film, Frankrig/Sverige/Irland 2013, 88 min.
Instr.: Marina de Van
Medv.: Missy Keating, Marcella Plunkett, Padraic Delaney, Charlotte Flyvholm, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment
Den 11-årige pige Niamh (udtales ’Neve’) mister sine forældre og sin lillebror, da mystiske og stærke kræfter får inventaret i familiens hus til at gå til angreb. Politiet er imidlertid overbevist om, at brutale indbrudstyve har dræbt forældrene og afskriver datterens øjenvidneberetning som en chokreaktion.
Familiens venner, der har mistet en datter, tager Niamh under deres vinger og forsøger at give hende en normal dagligdag. Dog stikker pigens traumer dybere end familiens voldsomme død, og opgaven viser sig større og farligere end som så. De mystiske hændelser følger nemlig med Niamh ind i den nye tilværelse.
Allerede fra begyndelsen antydes det kraftigt, at Niamh misbruges seksuelt af sine forældre – et misbrug, der aldrig illustreres eksplicit, men filmen igennem kommer til udtryk i hendes mistillid til og reaktioner over for de mennesker, der omgiver hende.
Niamh er på én gang en plaget, sårbar stakkel og en tikkende bombe. Sådan en hovedrolle, ikke mindst i en film med så gennemgående mørk en tone, er et stort ansvar for en barnestjerne, og Missy Keating (som i øvrigt er popsangeren Ronan Keatings datter) gør det godt. Det gør blandt andre også danske Charlotte Flyvholm i rollen som den gravide sagsbehandler, Tanya. Hendes milde væsen kan skabe en oase for en lille, arret sjæl som Niamh, om så bare for en tid.
Dark Touch forsøger ikke at dupere os med en uventet drejning sidst i filmen og er ikke primært optaget af det overnaturlige element. På dagsordenen er i højere grad Niamhs emotionelle og psykologiske skader. Det er også her, filmen tager kegler som en tung skygge af utryghed og tragik. Trods overmenneskelige kræfters spil er og bliver den største gru, hvad mennesker kan gøre mod mennesker og hvordan dette kan ødelægge samme.
I sidste ende lugter det hele mere af socialrealistisk drama og mindre af fuldblodsgyser. Disse træk øger på sin vis nærværet og troværdigheden, men jeg kan udmærket forestille mig Dark Touch skuffe den gennemsnitlige horrorfan. Og selv om jeg absolut værdsætter det psykologiske islæt og den stærke skildring (og for den sags skyld også interessante genre-hybrider), kan jeg ikke helt undsige mig oplevelsen af, at filmen ender mellem de berygtede to stole.
For at tage metaforen lidt længere er den ene balle placeret på diverse enkeltstående scener fra en traditionel gyser med farligt, flyvende inventar og overnaturlige ødelæggelser. Den anden balle hviler på scener fra et foruroligende drama om en pige, der har været udsat for incest og i forlængelse heraf oplever og reagerer på en række grænseoverskridelser i form af såvel misforstået godhed som decideret ondskab.
Fordi drama-delen står stærkest, bliver gyser-scenerne næsten lidt forcerede og en smule ved siden af den øvrige histories tone. Og trods disses insisterende karakter, udebliver den gryende erkendelse af fare, som ellers er uløseligt forbundet med gyser-genren. Snarere end at opbygge en spændingskurve cementerer filmen mere og mere, hvilken vej det vil gå.
Slutningen er på én gang stærk og lidt uforløst og mere som (endnu) en konsekvens af, hvad Niamh har gennemgået end en kulmination på det. Niamhs historie er med andre ord tragisk og modbydelig, men hverken synderligt overraskende eller nervepirrende spændende. Og det er vist heller ikke hensigten.
Ikke dermed sagt at filmen er kedelig. Det er bare nyttig viden før du eventuelt smider penge eller tid efter den.
Karakter: 6½ stjerne ud af 10.
Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet 42
