Lucy
Film, Frankrig 2014, 89 min.
Instrueret og skrevet af Luc Besson
Medv.: Scarlett Johansson, Morgan Freeman, Amr Waked, Min-sik Choi, m.fl.
Luc Bessons karriere står hoved-sageligt i action-filmens tegn. Nu og da tilføjer han noget sci-fi, som i den brilliante, tegneserie-agtige The Fifth Element (1997) og den udmærkede Banlieue 13 (2004 – genindspillet i USA i 2014 som den middelmådige Brick Mansions), og det gør han igen med Lucy. Morgan Freeman spiller en hjerneforsker som har en hypotese om hvad der sker når man begynder at bruge en større del af sin hjerne. Han mener at man så vil kunne kontrollere både sin egen og andres kroppe og manipulere med den fysiske virkelighed. Da den unge kvinde Lucy ufrivilligt bliver mulddyr for et nyt euforiserende stof og ved en voldsmands mellemkomst får en stor del af det ind i kroppen, begynder hendes hjerne at gå fuldkommen grassat, og hjerne-forskerens hypotese kommer til at holde stik. Lucy udvikler sig i løbet af filmen gradvist og i voldsomme ryk til at bruge en stadig større procentdel af sin hjerne og bliver mere og mere overmenneskelig. Hun indser at alle vores videnskabelige modeller for virkeligheden er utilstrækkelige og opnår til sidst bl.a. evnen til at lade sin bevidsthed rejse i tiden. Det er en intens udviklings- og opdagelsesrejse for hende, og hun må selv i sin avancerede tilstand spørge hjerneforskeren til råds om hvad hun skal bruge disse evner til. Hun opnår en form for harmonisk tilstand, hvor hun ikke længere bekymrer sig om livets mening og indser at ingenting nogensinde dør rigtigt, da alt jo indgår i en større naturlig sammenhæng.
Mange anmeldere har kritiseret filmen for dens klichéprægede brug af ideen med at vi kun bruger “10%” af hjernen, og hvor latterligt det er at en højere brugsprocent skulle føre til telekinetiske evner, men jeg kan virkelig ikke se problemet. Måske er ideen en smule gammeldags (inden for science fiction havde plot-elementet “mentale evner” sin storhedstid mellem 1940erne og ‘70erne), men som symbolik betragtet er der intet at udsætte på den. Jeg mener helt sikkert at hjernen kan meget mere end vi aner i dag, omend jeg ikke tror på telekinese, men mere på markant større indlærings-, forståelses- og hukommelsesevner. For mig var Lucy en både basalt og intellektuelt særdeles under-holdende film, passende chokerende på både et emotionelt og et rationelt plan, og jeg synes at konklusionen om at det er viden der virkelig betyder noget, gør den til en ægte og tilfredsstillende science fiction-film. Især slutsekvensen var imponerende og udfordrende og kan tolkes på flere måder. Generelt en flot film (som man i øvrigt også kan vælge at se som en superhelte-film), som jeg bestemt ser frem til at gense.
Karakter: 8 stjerner ud af 10.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 42
