Undergang
15 noveller om apokalypsen
Antologi redigeret af Martin Schjönning
Valeta, 338 sider, 2014
Martin Schjönning har snart i nogle år drevet bloggen Apokalyptisk – Din guide til apokalyptisk fiktion, men nu er han gået skridtet videre end at fortælle om undergangsfiktion ved at have redigeret en antologi om emnet og derved tilgængeliggjort en række danske forfatteres bud på hvordan verden går under.
Det er meget forskellige bud på dommedagsfortællinger, der er samlet i antologien. Der er de der fortæller om tiden op til undergangen, de der finder sted under, og endeligt dem der fortæller om hvordan tiden er efter verden er gået under. Det der ligger i apokalyptiske fortællinger, er nemlig ikke nødvendigvis at verden går endegyldigt under, men nærmere at det er samfundet og verden som vi kender den, der går under. Mange fortællinger er derfor mere postapokalytiske, da fortællingen om hvordan de overlevende klarer sig ofte er mere interessant at udforske for forfattere end det at fortælle en historie der ender med et stort brag og verdens undergang.
To af de mest interessante i denne samling er fortællinger om tiden op til, samt om hvordan det endelige sker.
“Mui Ne” af Paul Calderara Eskilde, hvor der ved den Vietnamesiske kystby Muo Ne rejser sig en 6 km høj kæmpe. Denne sætter sig i vandkanten, og i 9 år gør den ikke noget. Verden er dog dybt berørt af dette, da det ikke passer ind i nogen videnskab eller religion, selvom alle prædikanter hurtigt finder steder i deres tekster der fortæller om kæmper eller titaner. Novellen har en god ide (måske lidt lånt fra The Day the Earht Stood Still), men på samme måde som kæmpen ikke gør det store, så sker der ikke så meget andet i novellen, før til sidst. Hele tiden er der dog en fornemmelse en uklarhed af om dette er et varsel på at verden vil forandre sig til det bedre eller om dette er undergangen.
I Maria Kjær-Madsens “Kromosom Y” er pattedyr på hele jorden begyndt at dø, uden det helt vides hvorfor. Midt i denne døende verden får et ungt par at vide at de venter tvillinger, men det der burde være lykkeligt, giver nu yderligere frygt, for hvad det er for en verden som deres børn skal fødes ind i? Det er en god dyster novelle, dog en skam at grunden til den megen død afsløres, det havde passet bedre til stemningen i novellen hvis det var blevet stående hen i det uvisse.
“Sværmen” af Manfred Christiansen er science fiction sat efter verdens undergang. Det der skete, var at man mistede kontrollen over en teknologi imod den globale opvarmning, hvilket ændrede verden. Der er nu gået så mange år at den sande historie er glemt for de fleste og myter er opstået. Nogen vil have teknologien væk, mens andre tilbeder den.
Silvestris bidrag til samlingen er nærmest en symfoni der beskriver en dans af ødelæggelse imens verden går under. På bedste Silvestri-maner er det en mærkelig, men velkomponeret historie, og også et rigtigt godt eksempel på hvor forskellige bidragene til denne samling er.
For Pawel Zukowski er maleriet af Mona Lisa indbegrebet af alt hvad der er smukt, mystisk og interessant i verden. Det er derfor meget passende at han netop befinder sig på Louvre da byen rystes af eksplosioner. Han beslutter sig for at redde maleriet, men selvom det lykkedes ham at komme afsted med maleriet og han får forskanset sig, så er der ikke rigtigt mere at gøre, og fortvivlelsen melder sig. Det er i Mikkel Harris Carlsens “La Gioconda ved Tidernes Ende” at der gøres dette sidste desperate forsøge på at rede noget smukt inden verden går under. Denne novelle var vinderen af den novellekonkurrence som var udskrevet i forbindelse med denne antologi.
Bogen indledes med et rigtigt godt forord om samlingen, og afsluttes med et ligeledes godt skrift omkring de apokalyptiske genrer.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 43
