P.H.A. Krogh – Molly Gabe og den snoede pistol

Molly Gabe og den snoede pistolMolly Gabe og den snoede pistol
Roman af P.H.A. Krogh
Phook Books, 2014, 174 sider

Der sker mærkelige ting omkring Molly, specielt efter hun en dag på biblioteket føler at en bestemt bog kalder på hende. Efter dette kan hun træde ind i bøger og derved forlade den normale verden. Dette bruger hun mest til at teleportere sig imellem steder, noget som ikke bliver meget bevendt for hende, fordi hun får rodet sig ud i en masse problemer. Det er dog ikke kun for hende der er problemer, for hele verden er på randen af krig, hvilket naturligt også påvirker SteamWorks, som er den fabrik som Mollys familie er tilknyttet.

Den verden som historien finder sted i, minder om mellemkrigstiden. Landene hedder noget lidt andet, men i bund og grund er det kendte lande som USA og Tyskland der er på tale, og mange af de begivenheder der refereres til, er også taget fra mellemkrigstidens begivenheder. Ligeledes er der en række referencer til klassiske bøger, men også her er der lavet mindre ændringer i titler og navne, men man er ikke i tvivl om hvad der refereres til.

Bogen forsøger at holde en steampunkstil, men der er desværre kun få elementer i bogen der omhandler steampunkteknologi. Der er ellers masser af teknologi i bogen, bl.a. en opfinderkonkurrence, hvor der ville have været rig mulighed for at implementere en god gang damp. En af opfindelserne i konkurrence er en snoet pistol, og som bogens titel antyder, er det en opfindelse som får stor betydning for Molly og begivenhederne omkring hende.

Bogens publikum er young adult, og for en læser der ikke har læst steampunk, vil dette give en let indføring i genren.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 43

Dette indlæg blev udgivet i Bøger og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *